Mødedato: 24.04.2024, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Foreløbige erfaringer med borgerstyrede budgetter

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget får med denne sag en status på de foreløbige erfaringer med borgerstyrede budgetter. Socialudvalget godkendte den 7. december 2022 Socialforvaltningens deltagelse i et toårigt forsøg med borgerstyrede budgetter med støtte fra en pulje fra Socialstyrelsen. Forsøget har til formål at understøtte socialt udsattes borgere vej til en større grad af selvbestemmelse, rehabilitering og livskvalitet. Forsøget går ud på, at psykiske sårbare borgere, der er tilknyttet socialpsykiatrien, samt hjemløse borgere tilknyttet et herberg og forvaltningens housing first indsats, får rådighed over et budget på 50.000 kr. som kan anvendes til at indfri borgerens mål. 14 borgere er tilknyttet projektet, og de foreløbige erfaringer er gode. Borgerne er glade for at deltage og er i gang med at anvende budgetterne til formål, der understøtter deres recoveryproces. 

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller:

  1. at Socialudvalget tager status på det foreløbige arbejde med borgerstyrede budgetter til efterretning

Problemstilling

Socialudvalget godkendte den 7. december 2022 Socialforvaltningens deltagelse i et 2-årigt forsøg med borgerstyrede budgetter med støtte fra en pulje fra Socialstyrelsen. Målet med forsøget er at opleve fornyet handle- og livskraft ved at skabe erfaringer med forandringer i eget liv og komme nærmere de langsigtede mål, borgerne selv opstiller (se projektansøgningen i bilag 1). Forsøget bygger videre på et tidligere satspuljestøttet projekt fra 2017-2019 samt gode erfaringer med lignende borgerstyrede budgetter fra beskæftigelsesområdet.

Konkret går forsøget ud på, at psykisk sårbare borgere, der er tilknyttet socialpsykiatrien, samt hjemløse borgere, tilknyttet et herberg og forvaltningens housing first indsats, får rådighed over et budget på 50.000 kr. som skal bruges til at indfri egne langsigtede mål om fx job, uddannelse og eller/sundhed. Borgerne rekrutteres via Team Mod På Livet, som er en del den tidlige forebyggende indsats for voksne i socialpsykiatrien, og den socialøkonomiske virksomhed Kaffe Karma, der begge er i daglig kontakt med målgruppen og kan identificere relevante borgere. De to aktører får også midler til at ansætte de kontaktpersoner, der skal støtte op om borgerne i processen. I alt deltager 14 borgere i projektet, fordelt ligeligt på de to målgrupper.

Løsning

Projektet arbejder ud fra en metodisk ramme kaldet ’Kapitalværkstedet’, som er et gruppebaseret forløb, hvor en gruppe på tre-fire deltagere over otte uger har samtaler ’(kapitalværksteder’), hvor de undersøger deres egen livssituation, opstiller de langsigtede mål som deltagerne gerne vil opnå gennem arbejdet med, fx ’sundhed’, ’hjem’ og ’job- og uddannelse’, og hvordan budgetterne kan understøtte dette mål. Derefter har borgerne 15 måneder til at anvende deres budget, som skal give borgere mulighed for at skabe en positiv forandring i deres liv og opleve glæden ved selvbestemmelse og handling.  Hvis borgeren fx har som mål at skabe sig et godt og trygt hjem, kan budgetterne anvendes til indkøb af fx hårde hvidevarer, møbler eller anden indretning. Den overordnede målsætning for projektet er, at mindst to tredjedel af deltagerne oplever, at de er kommet på tættere på eller har nået deres mål.

Team Mod På Livets målgruppe er psykisk sårbare borgere, der får forebyggende hjælp og støtte (servicelovens § 82) i Grib København. I Kaffe Karma er målgruppen hjemløse, der har boet eller bor på herberg, er knyttet til misbrugsmiljøer og lign. Deltagerne herfra er derfor primært borgere, der i forvejen er tildelt socialt frikort og frijobber hos Kaffe Karma.

Det fremgår af rammerne for projektet, at deltagelse i kapitalværkstederne og tildeling af et personligt budget ikke må erstatte anden støtte til borgeren, som kommunen er forpligtet til at yde efter loven. Ligeledes er det i forsøgsperioden sikret ved lov, at det personlige budget er skattefrit og ikke medregnes ved beregningen af fx den kontanthjælp, borgeren er berettiget til.

Foreløbige erfaringer

De foreløbige erfaringer fra kapitalværkstederne er gode og viser, at projektet understøtter borgerne i deres recoveryproces. Borgerne giver udtryk for en følelse af værdifuldhed i kraft af den tillid, der vises til, at de kan træffe deres egne valg. Samtidig viser erfaringerne, at det kan være svært for borgerne at beslutte sig for, hvad de skal anvende midlerne til. Det handler bl.a. om ydmyghed og tvivl, om borgerne vælger at bruge pengene på det rigtige.

Et gennemgående mål for flere af de deltagende borgere er at opnå øget selvtillid, selvværd eller trivsel. Det omsættes for mange af borgerne til et konkret mål om at skabe sig et godt hjem, hvor man kan føle sig tryg, trives og have gæster på besøg. Derfor kan budgetterne fx blive på brugt på hårde hvidevarer, møbler og anden indretning til hjemmet, maling af lejligheden eller måltidskasser for at kunne invitere familie og venner på besøg. For andre borgere handler målene om at forbedre sin fysiske sundhed eller mulighederne for job og uddannelse. Her er indkøbene fx computer, tandpleje, cykler eller sportstøj. Det bemærkes, at ikke alle borgere endnu har anvendt deres budgetter.

Opmærksomhedspunkter

På baggrund af de foreløbige erfaringer vurderer Socialforvaltningen, at et budget på 30.000 kr. pr borger fremadrettet vil være en mere passende størrelse, da borgerne i praksis kan have svært ved at bruge det fulde beløb på 50.000 kr., og ønskerne til anskaffelser ofte ender på omkring 30.000 kr. Et mindre budget pr borger vil også gøre det muligt at få flere borgere med i ordningen.

Socialforvaltningen bemærker også, at det er relativt tungt at administrere ordningen, da borgernes ønskede indkøb skal foretages via kommunens EAN-nummer. Dette er administrativt besværligt og gør det fx ikke muligt for borgerne at bruge midler på at rejse, som nogle har ønsket. Forvaltningen vurderer, det mest optimale vil være at kunne betale for indkøbene med kommunale hævekort. Dette vil indgå i Socialforvaltningens bidrag til den samlede evaluering af projektet.

Kapitalværksteder for unge på vej i egen bolig

I forlængelse af de foreløbige erfaringer med borgerstyrede budgetter til voksne borgere, har Borgercenter Voksne og Borgercenter Børn og Unge i samarbejde med Fjerde Sektor Rådgivning og Konsulenthuset for socialøkonomi som projektejer, fået en bevilling på 4 millioner fra Bikubenfonden, som led i fondens arbejde med ’Større beslutningskraft til unge på kanten’. Roskilde og Ballerup kommuner er også med det kommende projekt. Videreudviklingen af Kapitalværkstederne vil tage afsæt i unge på vej i egen bolig som en del af arbejdet med overgangen fra ung til voksen (se koncept-beskrivelse i bilag 2). Projektejerskabet og dermed den konkrete udbetaling af de borgerstyrede budgetter til borgeren ligger hos projektejeren. Socialudvalget vil få forelagt særskilt indstilling om dette projekt i september 2024.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Projektperioden slutter med udgangen af 2024. Socialstyrelsen har i januar 2024 oplyst Socialforvaltningen, at den af ressourcemæssige årsager ikke kan gennemføre en samlet erfaringsopsamling på projektet. Socialforvaltningen vil derfor foretage en mindre opsamling på erfaringerne fra arbejdet med kapitalværkstederne og på den baggrund tage stilling til, om og hvordan projektets metoder og erfaringer evt. kan udbredes i forvaltningen. Hvis forvaltningen efter projektperiodens udløb ønsker at fortsætte med arbejdet med borgerstyrede budgetter, vil det kræve en lovændring som forlænger eller permanentgør ordningen, da den nuværende hjemmel udløber med udgangen af 2024.

Mikkel Boje                   

/ Anders Møller Jakobsen og Eva Stokbro

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Vicedirektør Anders Møller Jakobsen og kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling sammen med Bryn og afdelingsleder Christina Færch-Jensen fra Team Mod på Livet. 

Til top