Mødedato: 24.04.2019, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Socialudvalgets 2. behandling af budgetforslag 2020

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalgets budgetforslag 2020 skal fremsendes til Økonomiforvaltningen d. 3. maj 2019. Heri skal indgå et budget i balance samt udvalgets budgetbidrag til omprioriteringsrummet. Udvalget skal på dette møde endeligt behandle budgetforslag 2020.  

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender, at de allerede vedtagne investeringsforslag (bilag 1a) for 46,2 mio. kr., de allerede vedtagne forvaltningstværgående investeringsforslag (bilag 1b) for 2,4 mio. kr. samt provenu fra stigende profiler fra tidligere års effektiviseringer for 8,7 mio. kr. og mindreudgifter til de kommunale fællesordninger for 0,5 mio. kr. (teknisk bilag 2) bruges til at finansiere Socialudvalgets budgetbidrag til omprioriteringsrummet,
  2. at Socialudvalget godkender forslag fra bilag 1c på i alt 7 mio. kr. til at finansiere den resterende del af det forvaltningsspecifikke effektiviseringskrav til omprioriteringsrummet,
  3. at Socialudvalget godkender forslag fra bilag 1c på i alt 28,5 mio. kr. til at finansiere interne økonomiske udfordringer, to udløb samt tilbagebetaling af internt lån,
  4. at Socialudvalget drøfter de forslag fra bilag 1c på 12 mio. kr., der skal finansiere intern udfordring på handicapområdet, såfremt udfordringen ikke finder finansiering i budget 2020,
  5. at Socialudvalget godkender, at de selvejende institutioner tilbydes valget mellem a) at indgå i investeringsforslaget TV01 - Oprettelse af administrative fællesskaber og få reduceret rammen tilsvarende som andre tilbud/centre eller b) at få reduceret rammen tilsvarende som andre tilbud/centre, men selv beslutter de tiltag, der muliggør opnåelse af besparelsen, eller
  6. at Socialudvalget godkender, at hele effektiviseringen i TV01 udmøntes på administration i de kommunale tilbud, fagcentre, myndighedsenheder, borgercenterstabe og centrale kontorer,
  7. at Socialudvalget beslutter, om der er andre udløb, som skal finansieres via forslagene i bilag 1c

Hertil kommer indstillingspunkter af teknisk karakter:

    8. at Socialudvalget godkender de obligatoriske bilag: udvalgsafsnit,     takstbilag og bevillingsoversigt til budgetforslag 2020 (jf. bilag 4a, 4b og 4c),

    9. at Socialudvalget bemyndiger Socialforvaltningen til at indarbejde tekniske korrektioner     og konsekvensrettelser i budgetmaterialet som følge af udvalgets beslutninger med henblik på at     fremsende et samlet budgetforslag til Økonomiforvaltningen senest den 3. maj.

Problemstilling

Socialudvalget skal i henhold til Økonomiudvalgets indkaldelsescirkulære for budget 2020 aflevere et budgetforslag i balance senest d. 3. maj 2019.

De forvaltningsspecifikke effektiviseringer, der skal håndteres med Socialudvalgets budgetforslag, fremgår af tabel 1. Herudover lægges der op til, at der med budgetforslaget håndteres interne økonomiske udfordringer på Socialudvalgets ramme, at der videreføres to bevillingsudløb, som vedrører forvaltningens kernedrift, og at den årlige tilbagebetaling af internt lån til dækning af merforbrug i Regnskab 2018 ligeledes håndteres.

Tabel 1: Oversigt over samlet effektiviseringskrav til budget 2020 (mio. kr., 2020 p/l)

Forvaltningsspecifikke effektiviseringer, der sendes videre til ØU og BR

Måltal for forvaltningsspecifikke effektiviseringsforslag

-78,2

SUDs andel af Statens omprioriteringsbidrag

-11,5

Stigende profiler fra tidligere års omprioriteringer som allerede er indlagt i rammerne af ØKF

24,9

Stigende profiler fra tidligere års interne omprioriteringer (teknisk bilag 2)

8,7

Mindreudgifter til kommunens fællesordninger i 2020 (teknisk bilag 2)

0,5

I alt SUD-bidrag til forvaltningsspecifikke effektiviseringer (videre behandling i ØU og BR)

-55,6

 

Interne økonomiske udfordringer mv.

2 bevillingsudløb til videreførelse

-12,4

Interne økonomiske udfordringer

-15,0

Årlig tilbagebetaling af internt lån til dækning af merforbrug i Regnskab 2018*

-1,1

I alt interne økonomiske udfordringer mv.

-28,5

Samlet finansieringsbehov

-84,1

*Der optages til Regnskab 2018 et internt lån på i alt 6,0 mio. kr., med en seksårig tilbagebetaling på 1,1 mio. kr. pr. år.

Socialudvalget er tidligere blevet orienteret om, at der er økonomiske udfordringer i budget 2020 på 8 mio. kr. på voksenområdet vedr. området for sindslidelse. På Socialudvalgets møde den 3. april 2019 orienterede forvaltningen mundtligt om, at forvaltningen så på dette, og at udfordringen formentligt var større. Det er på dette grundlag, at udfordringen nu opgøres til 15 mio. kr. Udfordringen vedrører et strukturelt pres på herbergs- og krisecentre. Udredningen er ikke tilendebragt, og udfordringen kan være større end dette. Forvaltningen vil i forbindelse med kvartalsprognosen for 2019 vende tilbage til spørgsmålet.

Det bemærkes, at selv efter finansiering til de interne udfordringer bliver det nødvendigt med stram udgiftsstyring for at overholde budgettet i 2020.

Jævnfør 1. behandlingen af budget 2020 er der dertil en budgetudfordring på handicapområdet på 12,0 mio. kr., hvortil forvaltningen planlægger at fremlægge særskilt budgetnotat til budgetforhandlingerne 2020.

Løsning

At-punkt 1-4, 7: Beslutning om effektiviseringsforslag

I forbindelse med Overførselssagen 2018-19 blev der vedtaget investeringsforslag med et samlet effektiviseringspotentiale på Socialudvalgets ramme på 48,6 mio. kr., heraf var 2,4 mio. kr. fra forvaltningstværgående investeringsforslag udarbejdet af andre forvaltninger og 46,2 mio. kr. fra Socialforvaltningens investeringsforslag.

Socialudvalget skal jf. at-punkt 1 godkende, at investeringsforslagene sammen med stigende profiler fra tidligere års allerede vedtagne interne effektiviseringsforslag samt mindreudgifter til kommunale fællesordninger (teknisk bilag 2) indgår som forvaltningsspecifikke effektiviseringer.

Socialudvalget mangler herefter at finde forvaltningsspecifikke effektiviseringer for i alt 7,0 mio. kr. (tabel 2) for at opfylde det effektiviseringskrav, som Økonomiudvalget vedtog med indkaldelsescirkulæret for budget 2020.

Der udestår hertil håndtering af interne økonomiske udfordringer, finansiering af to bevillingsudløb samt tilbagebetaling af internt lån ifm. Regnskab 2018. Udfordringerne og udløb udgør i alt 28,5 mio. kr. (tabel 2).

I alt udestår Socialudvalget at finde effektiviseringer for i alt 35,5 mio. kr., jf. tabel 2. Socialforvaltningen har i Bilag 1c - Katalog med resterende forslag udarbejdet effektiviserings- og investeringsforslag med et samlet et effektiviseringspotentiale på 73,1 mio. kr. Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget vedtager effektiviserings- eller investeringsforslag fra bilag 1c for i alt 35,5 mio. kr.

Tabel 2: Status på finansieringsbehov i budget 2020 (mio. kr., 2020 p/l)

Mio. kr.

SUD-bidrag til forvaltningsspecifikke effektiviseringer

 

-55,6

Investeringsforslag, vedtaget ifm. Overførselssagen 2018-19 (bilag 1a)

46,2

Forvaltningstværgående investeringsforslag, vedtaget ifm. Overførselssagen (bilag 1b)

2,4

I alt ikke-håndteret forvaltningsspecifikt effektiviseringskrav

-7,0

To bevillingsudløb til videreførelse

-12,4

Interne økonomiske udfordringer

-15,0

Årlig tilbagebetaling af internt lån til dækning af merforbrug i Regnskab 2018*

-1,1

I alt ikke-håndteret interne udfordringer, udløb mv.

-28,5

I alt ikke-håndteret finansieringsbehov

-35,5

De interne økonomiske udfordringer er estimeret til 15,0 mio. kr. på Borgercenter Voksnes område. Hertil kommer årlige udgifter til tilbagebetaling af internt lån til dækning af merforbrug i Regnskab 2018. De to bevillingsudløb vedrører forvaltningens kernedrift, og Socialforvaltningen foreslår dem videreført via finansiering inden for rammen (dvs. finansiering via besparelser, så der skabes plads inden for rammen) på i alt 12,4 mio. kr.:

  • Forebyggende foranstaltninger på børneområdet (Bilag 3a, s. 12) på 8,6 mio. kr.
  • Fortsættelse af bevillingsudløb vedr. styrkelse af hjemmevejlederordningen for boliganviste udsatte voksne (Bilag 3a, s. 35) på 3,8 mio. kr.

Socialudvalget kan prioritere om bevillinger med udløb (3a) finansieres inden for udvalgets egen ramme ifm. vedtagelsen af Socialudvalgets budgetforslag 2020, eller om de skal indgå til evt. prioritering i budgetforhandlingerne 2020.

Angående den interne udfordring på 12 mio. kr. på handicapområdet planlægger forvaltningen at fremlægge et budgetnotat til budgetforhandlingerne for budget 2020, jf.  ØU-behandlingen af indkaldelsescirkulæret 2020 den 23. januar 2019. Socialforvaltningen foreslår dog, at Socialudvalget på forhånd drøfter, hvilke forslag i bilag 1c der skal finansiere den interne udfordring på handicapområdet, såfremt budgetnotatet ikke vedtages til budget 2020. Forslagene vil dog i givet fald først blive fremlagt til godkendelse i Socialudvalget efter forhandlingerne om budget 2020 i september 2019.  

Siden Socialudvalgets budgetdrøftelse d. 3. april 2019 er forslaget HA04 - Målgruppetilpasning på dagtilbudsområdet for borgere med handicap over 65 år blevet tilføjet kataloget. Til mødet d. 3. april fremgik forslaget i oversigten under titlen HA04 - Omstilling af dagtilbudsområdet for borgere med handicap: transport, lokationer, lukning/omdannelse og målgrupper. Forslaget omhandler nu kun dagtilbud for borgere med handicap over 65 år. Endvidere er forslaget BU13 - 1% effektivisering af budgettet til dagbehandling blevet tilføjet kataloget. BU13 forudsætter, at det både vedtages af Socialudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget. Børne- og Ungdomsudvalget har 2. behandling af budgetforslag 2020 d. 24. april 2019. Ligeledes forudsætter forslagene HJ07-09, at de både vedtages af Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget, der har 2. behandling af budgetforslag 2020 d. 25. april 2019.

Hertil har Socialudvalget på udvalgsmødet d. 3. april 2019 efterspurgt at få investeringsforslaget SI05 - Afvikling af aktivitets- og samværstilbud til borgere med sindslidelser i en version, hvor niveauet af reduktioner på de berørte selvejende aktivitets- og samværstilbud, som indgår i forslaget, kan skaleres. Socialforvaltningen har på den baggrund været i dialog med de selvejende tilbud, og vil inden mødet eftersende materiale, som imødekommer udvalgets ønske.

Såfremt et forslag kræver godkendelse af flere udvalg, men kun godkendes af Socialudvalget, vil Socialforvaltningen fremlægge alternative forslag til finansiering på et efterfølgende møde i Socialudvalget.

Bevillingsudløb og konsekvensbeskrivelse fremgår af bilag 3a-c.

At-punkt 5-6: Selvejende institutioner

Der skal tages stilling til, om de selvejende institutioner skal indgå i forbindelse med udmøntningen af investeringsforslag TV01 - Oprettelse af administrative fællesskaber. Socialforvaltningen foreslår, at de selvejende institutioner skal bidrage med samme procentvise effektiviseringer som Socialforvaltningens egne enheder (den procentsats, som det samlede provenu i investeringscasen udgør ift. det samlede budget), men at de selvejende institutioner kan vælge mellem a) at indgå i de administrative fællesskaber eller b) selv kan beslutte alternative effektiviseringstiltag til at opnå besparelsen. Besparelsen udgør i gennemsnit 15. t.kr. pr. tilbud. Såfremt de vælger at indgå i de administrative fællesskaber, vil det indebære, at de skal bruge kommunens administrative systemer (Kvantum, Opus Løn, eDoc, KAS mv.) og i øvrigt følge de fælles administrative forretningsgange.

Såfremt Socialudvalget beslutter, at de selvejende institutioner ikke skal bidrage med effektiviseringen, indstilles det, at hele effektiviseringsprovenuet i TV01 vil blive udmøntet på administration i de kommunale tilbud, fagcentre, myndighedsenheder, borgercenterstabe og centrale kontorer.  

At-punkt 8: Udvalgsafsnit, takstbilag og bevillingsoversigt

Socialudvalget skal godkende følgende øvrige elementer i budgetbidraget 2020:

  • Udvalgsafsnit (bilag 4a): Udvalgsafsnittet beskriver kort udvalgets overordnede opgaver og tre største udfordringer i de kommende år.
  • Takstoversigt (bilag 4b): Takstoversigten viser udvalgets takster.
  • Bevillingsoversigt (bilag 4c): Bevillingsoversigten giver et overblik over udvalgets budget fordelt på bevillinger i perioden 2019-2023.Dertil er der i år indsat bevillingstabeller med overblik over udvalgets budget fordelt på hovedprodukter.

At-punkt 9: Tilpasning af budgetmaterialet  

Socialforvaltningen vil efter Socialudvalgets 2. behandling af budgetforslag 2020 indarbejde tekniske korrektioner og konsekvensrettelser i budgetmaterialet som følge af udvalgets beslutninger med henblik på at fremsende et samlet budgetforslag til Økonomiforvaltningen senest den 3. maj 2019.

Spørgsmål/svar-notat (bilag 5)

Notatet er udarbejdet på baggrund af spørgsmål og bestillinger fra Socialudvalgets budgetseminar/1. behandling af Budgetforslag 2020 og Socialudvalgets budgetdrøftelse.

Økonomi

Se ovenfor.

Videre proces

Socialforvaltningen fremsender det samlede budgetbidrag til Økonomiforvaltningen d. 3. maj 2019. Økonomiudvalget behandler udvalgenes budgetbidrag d. 11. juni 2019. De politiske forhandlinger om budget 2020 forventes at foregå i perioden fra d. 30. august til d. 15. september 2019. Budgettet vedtages endeligt af Borgerrepræsentationen d. 3. oktober 2019.

 

Nina Eg Hansen

                                               / Anders Johannes Kristensen 

Beslutning

Kontorchef Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling.

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.

Socialdemokratiet stillede et ændringsforslag om, at effektiviseringsforslag HJ08 udgik af bilag 1c.

Der var afstemning om ændringsforslaget:

Stemmer for: 3 (A)

Stemmer imod: 8 (B, C, F, Ø, Å)

Ændringsforslaget blev dermed forkastet.

Enhedslisten stillede et ændringsforslag om, at effektiviseringsforslag HA10 udgik af bilag 1c.

Der var afstemning om ændringsforslaget:

Stemmer for: 2 (Ø)

Stemmer imod: 9 (A, B, C, F, Ø, Å)

Ændringsforslaget blev dermed forkastet.

Indstillingens 2. og 3. at-punkt blev godkendt, idet der i bilag 1c blev fjernet følgende effektiviseringsforslag: BU11, UD01, UD02, HA04, HA11, TOA02 og nedskaleret på BU10, så besparelsen udgør 0,8 mio. kr. Ligeledes blev SI05 nedskaleret, så besparelsen udgør 3 mio. kr. Investeringsforslaget vil blive teknisk tilrettet som konsekvens af nedskaleringen.

Derefter blev 4. at-punkt drøftet, hvortil et samlet udvalg afgav følgende protokolbemærkning:

”Et samlet socialudvalg drøftede 4. at-punkt, og var enige om, at udfordringen skal løses ved de centrale budgetforhandlinger. Udvalget beder derfor om et budgetnotat til forhandlingerne om budget 2020 ift. at løfte finansieringen på de 12 mio. kr."

5. at-punkt blev godkendt med model b. Dermed bortfaldt indstillingens 6. at-punkt.

7. at-punkt blev udsat til behandling på et kommende møde.

Indstillingens 8. og 9. at-punkt blev godkendt.

Et samlet udvalg afgav følgende protokolbemærkninger:

”Socialudvalget stemmer for at sende budgetforslaget videre til yderligere behandling, men bemærker at det kræver tilførsel af ressourcer til socialområdet ved det kommende budgetforlig, hvis det nuværende serviceniveau ikke skal forringes.” 

Der var følgende protokolbemærkning fra Alternativet:

”Alternativet kan ikke være tilstede ved godkendelsen af indstillingen, men bakker op om det budgetforslag, som udvalget bliver enige om.”

Til top