Mødedato: 23.11.2011, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Status på handleplan for Socialforvaltningens hjemmepleje

Se alle bilag

Socialudvalget forelægges afsluttende status på Socialforvaltningens handleplan for opfølgning på KPMGs hjemmeplejeundersøgelse. I forlængelse heraf skal Socialudvalgt tage stilling til en ny model for udvalgsrapportering om forvaltningens hjemmepleje for udsatte borgere og borgere med handicap og sindslidelse.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget godkender,

1.                  At afsluttende status på Socialforvaltningens handleplan for opfølgning på KPMGs undersøgelse af den københavnske hjemmepleje 2010 tages til efterretning.
2.         At fremtidig model for afrapportering har udgangspunkt i hjemmeplejens kvalitetsstandarder, hvor Socialudvalget halvårligt forelægges status.

Problemstilling

KPMG foretog i efteråret 2010 en uvildig undersøgelse af den københavnske hjemmepleje, og kom som opfølgning herpå med en række anbefalinger til forbedring af Socialforvaltningens hjemmepleje. I forlængelse heraf udarbejdede forvaltningen en handleplan for opfølgning på hjemmeplejeundersøgelsen, som Socialudvalget godkendte den 12. januar 2011.

Størstedelen af handleplanens indsatser er implementeret, hvilket udvalget løbende er blevet orienteret om. Med nærværende status gives en afrapportering på de sidste indsatsområder, hvorefter handleplanen vurderes at være endeligt udmøntet.

Løsning

Forvaltningen har udarbejdet en samlet oversigt over status på forvaltningens handleplan for opfølgning på KPMG’s hjemmeplejeundersøgelse, som kan ses af bilag 1. Nedenfor refereres statussen i overordnede træk:

Indsatser, der er implementeret, og som udvalget ikke fremover orienteres om:

Ø  1.1 Information om visiterede ydelser. Forvaltningen har styrket informationen til borgerne om, hvilken hjælp de er berettiget til. Dette er sket ved at foretage en mundtlig opfølgning på visiteringen samt ved at revidere afgørelsesbrevene til borgeren med henblik på at sikre, at borgeren har forstået, hvilke ydelser vedkommende er blevet visiteret til. Borgerpjecen distribueres konsekvent ved første visitationsbesøg.

Ø  1.5 Hjælpen tager udgangspunkt i borgerens hverdag. Forvaltningen har med nyeste kvalitetsstandard præciseret, at Socialudvalget målsætning er, at hjælpen tager udgangspunkt i borgerens hverdag.

Ø  2.1 Retningslinjer for dokumentationskrav. Forvaltningen har implementeret 16 interne handleplaner med henblik på at sikre, at retningslinjerne vedrørende dokumentationskravene efterleves. Der er gennemført et pilotprojekt med PDA’er i hjemmeplejen, og på baggrund heraf besluttede Socialudvalget i maj 2011, at der indtil videre ikke indføres PDA’er.

Ø  3.5 Opstramning af procedure for samarbejdsbog: Den interne kommunikation omkring borgeren gennemføres i dag primært i omsorgssystemet, hvorfor forvaltningen vurderer, at indsatsen ikke længere er aktuel.

 

Ø  3.6 Registrering og afrapportering af klager: Udførerenheden har udarbejdet en klagevejledning, der har forbedret proceduren for behandling af borgerklager ligesom forvaltningen foretager en opsamling og registrering af klager til Det Sociale Nævn. Socialudvalget forelægges opgørelser vedrørende hjemmeplejen i forbindelse med sager om borgmesterklager og sagsbehandlingstider.

Igangværende indsatser, som udvalget fremover orienteres om

Socialudvalget orienteres om de politisk besluttede mål for hjemmeplejens kvalitet som beskrevet i kvalitetsstandarden.

Ø  1.2 og 3.2 Antal hjælpere hos den enkelte borger. Socialforvaltningen vil fremover følge udviklingen i antal hjælpere hos den enkelte borger. Der har hidtil ikke været valide datasæt på området, men dette er under udvikling, hvorfor der fremadrettet vil blive foretaget en afrapportering på dette kvalitetsmål til udvalget. Målet om færrest mulige hjælpere i hjemmet indgår i hjemmeplejens kvalitetsstandarder. Desuden tildeles borgeren en fast kontaktperson.

Ø  1.3 og 3.3 Erstatningsbesøg ved aflysning. Forvaltningen har indskærpet fokus på procedurer for erstatningsbesøg, og borgertilfredsheden ved erstatningsbesøg vil fremover indgå i afrapporteringen til udvalget. Der er pt. ikke tilgængelige data for målsætningen om erstatningsbesøg, hvorfor forvaltningen indtil videre vil afrapportere på baggrund af borgertilfredshedsundersøgelsen.

Ø  1.4 og 3.4 Procedure for meddelelse om forsinkelse. Forvaltningen har indskærpet procedurer for meddelelse om afvigelser af hjemmehjælp på over en time med henblik på, at borgeren konsekvent orienteres i tilfælde af forsinkelse. Borgertilfredsheden af meddelelse om forsinkelse vil indgå i fremtidig afrapportering. Der er pt. ikke tilgængelige data for meddelelse om forsinkelse, hvorfor forvaltningen indtil videre vil afrapportere på baggrund af borgertilfredshedsundersøgelsen.

Ø  2.2 Kontrol og tilsyn med private leverandører: KPMG anbefalede, at forvaltningen udbyggede den løbende kontrol med private leverandører. Udvalget har godkendt, at der indføres et internt tilsyn, hvor tilsynet foretages af hjemmeplejevisitationen. Der vil fire gange årligt blive foretaget uanmeldte tilsyn med de kommunale og private leverandører. Forvaltningen har i tråd med Socialudvalgets beslutning i maj 2011 udarbejdet en tilsynspolitik som supplement til brugerundersøgelsen samt indført tilsyn i forbindelse med revisitation af ydelser.

Ø  3.1 Styrkelse af det samlede kontrolmiljø. Forvaltningen har som nævnt ovenfor udarbejdet en tilsynspolitik samt implementeret 16 interne handleplaner. Med henblik på at følge hjemmeplejens performance er der indført øget ledelsesrapportering, som vil tilgå direktion og udvalg, jævnfør beskrivelse nedenfor.

 

Fremtidig model for afrapportering til Socialudvalget og direktionen

Handleplanen indebar samtidig, at forvaltningen undersøgte datagrundlaget vedrørende udvidet dokumentation og ledelsesinformation på hjemmeplejeområdet med henblik på fremadrettet at kunne give direktion og udvalg en udvidet status på hjemmeplejens arbejde henholdsvis kvartalsvist til direktionen og halvårligt til udvalget. KPMG anbefalede i hjemmeplejeundersøgelsen, at Socialforvaltningen fremadrettet lader ledelsesinformation på hjemmeplejeområdet tage udgangspunkt i de politisk fastsatte kvalitetsstandarder, så der sker en opfølgning på, om forvaltningen leverer det fastsatte serviceniveau. Derudover besluttede Socialudvalget i forbindelse med godkendelsen af forvaltningens handleplan for opfølgning på KPMG-undersøgelsen, at forvaltningen i forbindelse med udarbejdelsen af en model for afrapportering til Socialudvalget lod sig inspirere af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens afrapportering til Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Socialforvaltningen foreslår derfor, at den halvårlige afrapportering til Socialudvalget baseres på den aktuelle kvalitetsstandard, så forvaltningen afrapporterer om hjemmeplejens seks kvalitetsmål:

1.      Fast kontaktperson hos leverandøren

2.      Fast kontaktperson hos Hjemmeplejevisitationen

3.      Tilstræbe få medarbejdere i hjemmet

4.      Ingen aflysninger af besøg vedr. personlig pleje

5.      Erstatningsbesøg tilbydes indenfor fem hverdage ved aflysning af praktisk hjælp

6.      Der skal ske en meddelelse til borgeren ved afvigelser i tidspunktet for leveringen af hjælp på mere end en time

 

Der henvises til bilag 2 for nærmere beskrivelse af kvalitetsmålene i kvalitetsstandard 2011.

Derudover følger direktionen området via månedlig opfølgning på parametre vedrørende hjemmeplejens drift.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Indsamling af data påbegyndes 1. januar 2012. Socialudvalget forelægges første afrapportering efter ny model inden sommerferien 2012 og herefter halvårligt.

Anette Laigaard

                                                                  /Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Konstitueret kontorchef Eva Stokbro Jensen overværede punktets behandling.

 

Indstillingen blev godkendt

Til top