Økonomisk støtte til julearrangementer 2011
Socialudvalget skal uddele midler til grupperinger, der udfører frivilligt socialt arbejde til afholdelse af julearrangementer for mennesker med særlige sociale vanskeligheder.
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller,
1. at Socialudvalget godkender vedlagte forslag til fordeling af hjælp til julearrangementer i 2011.
Problemstilling
Socialudvalget skal vurdere, hvor mange midler ansøgere af julepuljen 2011 skal tildeles.
Løsning
I annoncer i lokalaviserne har Socialforvaltningen indkaldt ansøgninger om hjælp til julearrangementer. Den økonomiske støtte kan bevilges til institutioner, bosteder, organisationer, grupper eller organisationer, der udfører frivilligt socialt arbejde, til afholdelse af julearrangementer for mennesker med særlige sociale vanskeligheder.
Socialforvaltningen har modtaget 81 ansøgninger. Ikke alle modtagne ansøgninger (jf. vedlagte oversigt) er anbefalet til støtte, idet flere ansøger om støtte til internt arrangement for egne frivillige og dermed ikke lever op til betingelserne for at modtage støtte. Der har i 2011 været flere ansøgere til julehjælp end i 2010 (76 ansøgninger) og 2009 (61 ansøgninger).
Socialforvaltningens forslag til fordeling er foretaget under hensyn til, at støtten fordeles så ligeligt som muligt mellem ligeartede aktiviteter. Støtten er ydet efter følgende retningslinjer for tildeling af støtte:
-
Støtten ydes alene til gennemførelse af ikke-private julearrangementer, der gennemføres af f.eks. institutioner, frivillige sociale organisationer, bosteder, grupper og foreninger.
-
Støtten ydes til gennemførelse af julearrangementer for mennesker med særlige sociale vanskeligheder.
-
Støtten kan ikke udbetales som kontante beløb til enkeltpersoner.
-
Der kan ikke ydes støtte til aflønning eller anden honorering af frivillige eller en organisations ansatte, der forestår julearrangementernes gennemførelse.
-
Ved støttens fordeling tilstræbes det, at der kan afholdes så stort et antal arrangementer som muligt for at sikre størst mulig bredde i arrangementerne.
-
Ansøger er forpligtet til at aflægge særskilt regnskab for det bevilligede beløbs anvendelse i året efter arrangementets afholdelse.
-
Julearrangementer, der finder sted juleaften vil blive prioriteret
Økonomi
På ramme 21.34 julehjælp under funktion 5.70.99 øvrige sociale formål er der afsat kr. 350.000 til tilskud til julearrangementer. Der er brugt kr. 22.257 på annoncering. Der er således kr. 327.743 til fordeling.
/Nanna Møller
Beslutning
Indstillingen blev godkendt