Uddeling af overskydende midler fra Puljen til frivilligt socialt arbejde
Der er overskydende midler fra 2011 i Puljen til frivilligt socialt arbejde, som Socialudvalget skal uddele.
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller,
at Socialudvalget tager stilling til, hvordan 0,6 mio. kr. i overskydende midler fra Puljen til Frivilligt Socialt arbejde skal fordeles.
Problemstilling
Socialudvalget bad på sit møde den 2. november 2011 Socialforvaltningen om at fremlægge alle ansøgninger, der er forelagt Socialudvalget det seneste år, som har fået afslag og som har et aspekt af frivillighed. Socialudvalget ønsker at prioritere mellem ansøgerne, når overskydende midler fra Puljen til frivilligt socialt arbejde - § 18 midlerne - fra 2011, i alt 0,6 mio. kr. skal fordeles.
Løsning
I det følgende præsenteres de ansøgninger og medlemsforsalg med et frivilligt element, der har været behandlet i Socialudvalget 2011. Endvidere præsenteres henvendelser om § 18- midler, som ikke har været politisk behandlet.
Kristeligt Studenter-Settlement
Kristeligt Studenter-Settlement har ansøgt om midler til drift af Sidegadeprojektet, som er et beskæftigelsesprojekt for socialt udsatte borgere. En væsentlig del af Sidegadeprojektets aktiviteter har været finansieret af en tidsbegrænset bevilling fra Socialministeriet på kr. 1.790.000 om året, der ophører med udgangen af 2011. Desuden har projektet modtaget tilskud fra Metodeudviklingspuljen i 2011 fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, samt fået bevilget 300.000 kr. fra Socialministeriets PUF-midler i 2011 og 2012.
Projektet vil søge støtte dels i Metodeudviklingspuljen og dels ved at afgive tilbud i den kommende udbudsrunde fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, der gennemføres ultimo 2011 vedrørende af beskæftigelsesindsatsen for matchgruppe 2. De projekter, der vinder udbuddet, vil kunne iværksættes medio 2012.
For at kunne opretholde kerneaktiviteterne og for at gennemføre ansøgningerne til Metodeudviklingspuljen og afgive tilbud på udbuddet, vurderer projektet, at der er behov for at råde over den hidtidige medarbejderstab. Derfor ansøgninger projektet om overgangsstøtte på kr. 500.000 til dækning af aktiviteterne indtil medio 2012, hvor den eventuelle støtte fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen forventes at komme til udbetaling.
Socialforvaltningen vurderer, at Kristeligt Studenter-Settlement er en erfaren og vigtig aktør i det sociale arbejde på Vesterbro, og Sidegadeprojektet har ydet en betydningsfuld indsats overfor deltagerne i projektet. Forvaltningen vurderer, at det er hensigtsmæssigt, at opretholde projektets aktiviteter indtil en afklaring af eventuel finansiering fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Et muligt tilskud kunne være i størrelsesordnen 300.000-500.000 kr.
Indvandrerkvindecentret
Indvandrer Kvindecentret har løbende modtaget en særlig støtte fra Københavns Kommune. I forbindelse med strukturomlægningen i 2006 blev midlerne ved en fejl overført til Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets ramme, idet midlerne jf. Styrelsesvedtægten burde have været overført til Socialudvalget. Socialudvalget har derfor fra 2008 fået tilført 220.000 kr. årligt fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalget til Socialudvalgets § 18-midler. Socialudvalget besluttede den 26. november 2008, at Indvandrer Kvindecentret skulle tilføres 220.000 kr. i 2008-2011. Bevillingen er dermed udløbet fra udgangen af 2011. Indvandrer Kvindecentret fik for 2012 afslag på deres ansøgning til § 18-midlerne til en frivilligkoordinator. Afslaget var begrundet i, at Indvandrer Kvindecentret modtager 1,25 mio. kr. i driftsmidler fra Københavns Kommune, jf. budgetaftale 2010.
Forvaltningen vurderer det hensigtsmæssigt, at tildele Indvandrer Kvindecentret 100.000 kr. af de overskydende § 18-midler. For 2013 kan Indvandrer Kvindecentret ansøge om midlerne gennem den almindelige ansøgningsrunde til § 18-midlerne.
Alexandrakollegiet
På Socialudvalgets møde den 17. august 2011 blev der vedtaget et medlemsforslag fra Socialdemokraterne om, at der skulle udarbejdes forslag til en model med fokus på den tidlige indsats i forhold til unge mødre. Modellen skulle bidrage til at støtte Alexandrakollegiet, som er i økonomiske vanskeligheder som følge af manglende visitation til tilbuddet. Socialudvalget besluttede den 9. september 2011 at lade et forslag om finansiering af 1.350.000 kr. til køb af 4 pladser årligt på Alexandrakollegiet indgå i budgetforhandlingerne for 2012. Der blev ikke bevilliget midler til Alexandrakollegiet i budgetforhandlingerne.
Socialdemokraterne har fremlagt nyt medlemsforslag om, at Socialforvaltningen skal komme med forslag til sikring af Alexandrakollegiets fremtidige eksistens. Medlemsforslaget behandles på møde i Socialudvalget den 18. november 2011.
Alexandrakollegiet har fået bevilliget 60.000 kr. i § 18-midler for 2012 og havde ansøgt om 61.200 kr. Forvaltningen vurderer, at en bevilling fra overskydende § 18-midler ikke kan løse Alexandrakollegiets nuværende økonomiske situation.
Støttecenter mod Incest
Socialudvalget behandlede den 27.april 2011 en ansøgning fra Støttecenter mod Incest om driftsstøtte på 2 mio. kr. fra 1. januar 2012. Baggrunden for ansøgningen var, at projektet forventer, at deres satspuljefinansiering ikke videreføres. Socialudvalget besluttede, at ansøgningen skulle indgå i budgetforhandlingerne. Der blev ikke bevilliget midler til Støttecenter mod Incest i budgetaftale 2012. I Satspuljeforliget for 2012 er der kommet midler til området for incestramte: "Satspuljepartierne er enige om at afsætte 67 mio. kr. over fire år til en styrket indsats over for mennesker med senfølger af seksuelle overgreb. Indsatsen skal bestå af tre regionale centre, som skal samle og koordinere den allerede eksisterende indsats på området, og sikre landsdækkende hjælp til målgruppen. Satspuljepartierne er endvidere enige om at videreføre det eksisterende tilbud om psykologbehandling til mennesker med senfølger af seksuelle overgreb". Satspuljepartierne mødes i juni 2012 med henblik på en status for udmøntningen af aftalen for 2012
Støttecenter mod Incest har fået en bevilling på 85.600 kr. af § 18-midlerne for 2012, hvilket er det fulde ansøgte beløb. Forvaltningen vurderer, at en bevilling fra overskydende 18-midler ikke kan løse Støttecenter mod Incests økonomiske problemstilling.
Outsideren
Foreningen Outsideren har i september 2011 henvendt sig til Socialforvaltningen med ansøgning angående restmidler fra om 100.000 kr. i støtte fra overskydende § 18-midler, jf. Bilag 1. Foreningen oplyser, at den er i økonomiske vanskeligheder, da deres støtte fra Socialministeriet er udfaset med 100.000 kr., i 2011 og halveres i 2012. Socialministeriets begrundelse er, at ”frivillige organisationer og foreninger, der leverer sociale tilbud, der helt eller delvist ligger inden for den kommunale leveringsforpligtelse, ikke som udgangspunkt skal være afhængige af centrale driftsmidler”.
Normal procedure er, at der kun er ansøgninger til § 18-midlerne én gang om året, og der ikke er særskilt ansøgningsrunde til eventuelle overskydende midler. Socialforvaltningen har besvaret henvendelsen fra Outsideren i september 2011 med oplysning om, at der endnu ikke kunne opgøres eventuelle restmidler og eventuelle midler ville blive udmøntet politisk.
For at imødekomme nogle af Outsiderens økonomiske udfordringer blev foreningens § 18 bevilling forhøjet for 2012 med en bevilling på 90.000 kr., hvor den var 25.000 kr. i 2010 og 2011. Foreningen havde ansøgt om 299.650 kr. Ønskes Outsideren prioriteret ved uddeling af resterende § 18-midler, kunne et tilskud være ca. 50.000 kr.
En varm seng
Socialudvalget behandlede på mødet den 15. juni 2011 en ansøgning om økonomisk støtte til drift fra herberget En varm seng. Ansøgningen blev afslået, og da herberget En varm seng er lukket, anses ansøgningen ikke for relevant mere.
Tidligere udmøntning af overførte midler fra 2010 til 2011 i Puljen til frivilligt socialt arbejde
Socialudvalget udmøntede på mødet den 18. maj 2011 714.000 kr. i overførte § 18-midler fra 2010 til 2011. Midlerne blev fordelt således:
The Clean House 100.000 kr.
Projekt Udenfor 314. 000 kr.
Børn, unge og sorg 300.000 kr.
For 2012 har The Clean House fået 250.000 kr. af § 18-midlerne, mens Børn, unge og sorg har fået en 3-årig bevilling på 250.000 kr.
Økonomi
Der er 0,6 mio. kr. i mindreforbrug i Puljen til frivilligt socialt arbejde for 2011. Midlerne er placeret på bevillingsområde udsatte voksne funktion 6.45.51.
Videre proces
Når Socialudvalget har taget stilling til fordeling af de overskydende midler, vil Socialforvaltningen meddele de prioriterede projekter bevilling.
Anette Laigaard
/Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Konstitueret kontorchef Eva Stokbro jensen overværede punktets behandling.
Forvaltningen blev pålagt at vende tilbage med revideret indstilling, der fastholder de valgte kriterier for tildeling af overskydende midler af 2. november.