Status på budgetnotater i proces til Budget 2022
Resumé
Socialudvalget orienteres om budgetnotater i proces til Budget 2022, den videre proces for budgetnotater frem mod Socialudvalgets budgetseminar den 20. august 2021 og budgetforhandlingerne fra den 2. september til senest den 17. september 2021.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget tager oversigten over budgetnotater i proces til Budget 2022 (bilag 1) til efterretning.
Problemstilling
Der er politiske forhandlinger om Budget 2022 i perioden fra den 2. september til senest den 17. september 2021. Inden da har Socialudvalget et budgetseminar den 20. august 2021.
Socialforvaltningen er i gang med at udarbejde budgetnotater til brug for forhandlingerne om Budget 2022. Det er muligt at bestille budgetnotater helt frem til, at forhandlingerne er afsluttet, men det er ikke alle, der kan nå at komme med i det katalog, som Socialforvaltningen sender forud for budgetseminaret den 20. august 2021. Socialforvaltningen bestræber sig på, at budgetnotater bestilt inden den 30. juni indgår i kataloget.
Løsning
Socialudvalget får med denne indstilling et overblik over budgetnotaterne til Budget 2022 og en beskrivelse af den videre proces for bestilling af budgetnotater frem mod Socialudvalgets budgetseminar den 20. august 2021 og budgetforhandlingerne.
Budgetnotater i proces
Af bilag 1 fremgår en oversigt over budgetnotater i proces til Budget 2022 (pixikatalog). Oversigten indeholder en kort indholdsbeskrivelse af de enkelte budgetnotater samt overslag over økonomi de steder, hvor det er muligt at opgøre på nuværende tidspunkt. Budgetnotaterne er opdelt efter kategori. Det bemærkes, at oversigten er et øjebliksbillede. Der vil komme flere budgetnotater til, ligesom nogle muligvis vil udgå.
Budgetnotater i kategorien need to er kendetegnet ved enten at være uforudsete sager, der medfører merudgifter i budgetåret og frem, og som er forårsaget af lovgivning, udefrakommende begivenheder eller ved et lovbundet behov for etablering af nødvendig kapacitet til tiden. Som det fremgår af bilaget, forventer Socialforvaltningen både need-to notater vedrørende kendte problemstillinger (”overløb”) og nye problemstillinger.
Budgetnotater i kategorien rettidig omhu er kendetegnet ved, at udgiftsbehovet vil stige, hvis finansieringen udskydes, eller der er mulighed for at opnå væsentlig ekstern medfinansiering, hvis kommunen afsætter finansiering. Under denne kategori fremgår Socialforvaltningens moderniseringsplan, ligesom den har gjort ved de seneste års budgetforhandlinger og overførselssager.
Budgetnotater i kategorierne need to og rettidig omhu udarbejdes i samarbejde med Økonomiforvaltningen, som også godkender, at et notat fremlægges i disse kategorier.
Oversigten i bilag 1 indeholder desuden forvaltningens specifikke udfordringer, som vil blive gennemgået af den administrerende direktør i forbindelse med budgetforhandlingerne. Dertil kommer politiske hensigtserklæringer fra tidligere budgetaftaler og overførselssager.
Desuden fremgår politisk bestilte budgetnotater af listen.
Bestilling af nye budgetnotater
Det er muligt at bestille budgetnotater helt frem til, at budgetforhandlingerne er afsluttet.
Budgetnotaterne bestilles ved at kontakte en direktør i Socialforvaltningen, Socialforvaltningens udvalgsteam på SOFDLudvalgsteamet@sof.kk.dk eller via medlemssekretæren.
Socialudvalget vil forud for budgetseminaret den 20. august 2021 få et samlet katalog med budgetnotaterne udleveret. Hvis budgetnotater bestilles inden den 30. juni 2021, vil forvaltningen bestræbe sig på at få bestillingerne med i det katalog, der udsendes i forbindelse med budgetseminaret.
I forlængelse af mødet i Økonomiudvalget den 13. april pkt. 6 ”Demografiregulering af budget 2021 og budgetårene 2022-2025”, er der nedsat en arbejdsgruppe på tværs af Økonomiforvaltningen og Socialforvaltningen, som skal se på en model for demografiregulering på området for udsatte børn og unge.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Ligesom sidste år vil der blive afholdt møder mellem Socialudvalget og hhv. HovedMED og de centrale råd i Socialforvaltningen forud for budgetforhandlingerne. Udvalgets møder med HovedMED og rådene vil finde sted på Socialudvalgets budgetseminar den 20. august om formiddagen. Budgetforhandlingerne forventes at løbe fra den 2. til senest den 17. september. Budgettet vedtages endeligt af Borgerrepræsentationen den 7. oktober.
Mikkel Boje
/ Anders Johannes Kristensen
Beslutning
Indstillingen blev taget til efterretning.
Kontorchef Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling.