Mødedato: 23.06.2021, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Godkendelse af to innovationsforslag i Socialforvaltningen

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget skal tage stilling til to  innovationsforslag som Socialforvaltningen har udarbejdet til brug for forhandlingerne om udmøntning af Københavns Kommunes innovationspulje ved budgetforhandlingerne for Budget 2022. Det drejer sig om forslagene Teknologisk understøttelse af medicinhåndteringen for borgere i Socialforvaltningen og  Forsøg med støtte til borgeres passive kald og omlægning til kaldebaseret personlig pleje. Kaldebaseret personlig pleje omfatter anvendelse af sensorble, som på borgerens vegne giver besked, når det er tid til skift.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget beslutter, om forslaget Teknologisk understøttelse af medicinhåndteringen for borgere i Socialforvaltningen (bilag 1) skal indgå i forhandlingerne om innovationspuljen til Budget 2022,
  2. at Socialudvalget beslutter, om forslaget Forsøg med støtte til borgeres passive kald og omlægning til kaldebaseret personlig pleje (bilag 3) skal indgå i forhandlingerne om innovationspuljen til Budget 2022.

Problemstilling

Den 3. marts 2021 vedtog Socialudvalget et katalog med investeringsforslag til Budget 2022. Efterfølgende har Socialforvaltningen udarbejdet to ekstra innovationsforslag, som lever op til de forudsætninger, der gælder for at modtage midler fra innovationspuljen. Puljen bruges til at modne fremtidige effektiviseringsforslag, hvor det på ansøgningstidspunktet ikke er muligt at beregne forslagets eksakte potentiale.

Løsning

Socialudvalget skal tage stilling til, om de to innovationsforslag kan godkendes med henblik på at indgå i forhandlingerne om udmøntning af innovationspuljen ved budgetforhandlingerne for Budget 2022.

Teknologisk understøttelse af medicinhåndteringen for borgere i Socialforvaltningen
Forslaget handler om medicinadministration og medicinhåndtering, som er en vedvarende udfordring for mange af Socialforvaltningens borgere og medarbejdere. Socialforvaltningen ønsker at arbejde videre med udviklingen af den faglige organisering og inddragelse af teknologi til støtte for borgerens medicin på en bredere målgruppe. Det vil ske med udgangspunkt i erfaringer med modne teknologier i Norge og Holland samt et af forvaltningens tidligere innovationsforslag For yderligere beskrivelser samt forventet udbytte, se bilag 1 og 2.

Forsøg med støtte til borgeres passive kald og omlægning til kaldebaseret personlig pleje
Innovationsprojektet skal afklare, om det er muligt at introducere teknologi og ændre arbejdsgange, så borgere som bruger ble, og ikke aktivt kan kalde på hjælp, får en metode til passivt at kalde på hjælp til personlig pleje og samtidig undgår unødvendige forstyrrelser eller uønskede tjek. Projektet omfatter anvendelse af sensorble, som på borgerens vegne giver besked, når det er tid til skift. Teknologien anvendes alle døgnets timer og de borgere, som ikke ønsker at deltage fortsætter med ble uden sensor. For yderligere beskrivelser samt forventet udbytte, se bilag 3.

Tabel 1 viser forslagenes investeringsbehov.

Tabel 1. Summen af investeringer (1.000 kr. 2022 p/l)

Forslag

Investeringsbehov

Teknologisk understøttelse af medicinhåndteringen for borgere i Socialforvaltningen

6.490

Forsøg med støtte til borgeres passive kald og omlægning til kaldebaseret personlig pleje

1.225

Økonomi

Økonomien er beskrevet ovenfor.

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender forslagene Teknologisk understøttelse af medicinhåndteringen for borgere i Socialforvaltningen og ’Forsøg med støtte til borgeres passive kald og omlægning til kaldebaseret personlig pleje’, vil de indgå i forhandlingerne om udmøntningen af innovationspuljen til budgetforhandlingerne for Budget 2022.

Mikkel Boje

                            / Anders Johannes Kristensen


Beslutning

Indstillingen blev godkendt. 

Kontorchef Ina Corydon og kontorchef Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling. 

Til top