Mødedato: 23.06.2021, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Supplerende kriterier for § 18-uddelingen i 2022

Resumé

Socialudvalget skal tage stilling til supplerende kriterier for § 18-uddelingen for 2022 med henblik på at sikre styrket incitament til overholdelse af bevillingsmæssige krav. På udvalgsmødet den 17. marts 2021 godkendte Socialudvalget kriterierne for § 18-uddelingen 2022.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender, at ansøgning om bevilling af støtte til frivilligt socialt arbejde efter servicelovens § 18 afslås, hvis ansøger ikke har afleveret regnskab eller evaluering vedr. en tidligere bevilling eller ikke har tilbagebetalt bevilgede beløb i de tilfælde, hvor forvaltningen har stillet krav herom.
  2. at Socialudvalget godkender, at forvaltningen bemyndiges til at trække et bevillingstilsagn tilbage, hvis det før udbetalingstidspunktet konstateres, at der ikke er indsendt regnskab og evalueringer vedr. tidligere år, eller bevilgede beløb ikke er tilbagebetalt i de tilfælde hvor forvaltningen har stillet krav herom

Problemstilling

Forvaltningen stiller krav om aflevering af regnskab og evaluering i forbindelse med bevilling af midler til frivilligt socialt arbejde (servicelovens § 18). Det skal ske inden udgangen af april året efter det år, bevillingen er givet til. Dette krav stilles med udgangspunkt i serviceloven, hvor det er bestemt, at kommunerne fastlægger rammerne for samarbejdet med de frivillige organisationer og i vejledningen til loven. 

Forvaltningen vurderer, at der er pligt til at følge op på de manglende regnskaber og evalueringer, og at der er en pligt til at kræve støtten tilbagebetalt, hvis betingelserne ikke opfyldes, jf. kravet om forsvarlig økonomisk forvaltning. Forvaltningen har i 2020 foretaget en opfølgning på manglende regnskaber for anvendelse af bevillinger efter servicelovens § 18 til frivilligt socialt arbejde for årene 2018-2019.

Forvaltningen kan konstatere, at der ikke er aflagt regnskaber for 18 bevillinger til et samlet beløb på 695.400 kr. Forvaltningen agter at rejse krav om tilbagebetaling over for de foreninger, som ikke har fremsendt regnskab. Det er forvaltningens vurdering, at det vil være hensigtsmæssigt at gøre nye bevillinger betinget af, at ansøger har levet op til rapporteringskravene fra eventuelle tidligere bevillinger for at sikre tydeligt incitament til at efterleve kravene.

Løsning

I bevillingsbrevet til foreningerne fremgår det allerede, at der skal aflægges regnskab og evaluering senest den 30. april året efter det kalenderår, bevillingen er givet til. Denne formulering vil blive skærpet, så det fremgår tydeligt, at der vil ske opfølgning på manglende efterlevelse, og at det kan få betydning for kommende ansøgninger og bevillinger.

Fremover vil forvaltningen udsende et brev til foreningerne i midten af februar for at minde om, at der skal indsendes regnskab og evalueringer den 30. april.

Forvaltningen vil sende rykkere, hvis regnskab og evaluering ikke modtages. Fremover vil forvaltningen ved tredje rykker i august/september, hvor foreningerne har haft fire-fem måneder til at aflevere regnskab og evaluering, meddele endnu en frist på en måned. Af denne rykker vil det fremgå, at der rejses krav om tilbagebetaling af støtten, hvis regnskab og evaluering ikke fremsendes.

Forvaltningen hjælper og vejleder allerede i dag de foreninger, som kontakter Socialforvaltningen med udfordringer i forbindelse med udfærdigelse af regnskab eller evaluering. Dette tilbydes naturligvis fortsat, og foreningerne vil blive gjort opmærksomme på muligheden.

For så vidt angår manglende regnskaber for 2018 og 2019 agter forvaltningen nu at sende endnu en erindring om den manglende regnskabsaflæggelse med bemærkning om, at der uden yderligere varsel vil blive rejst krav om tilbagebetaling af bevillingen, hvis regnskabet ikke er modtaget inden en måned. 

Kravet vil blive rejst mod den forening, som har modtaget støtten. Krav om tilbagebetaling kan kun rettes mod de personer, som har tegnet foreningen, hvis de pga. uagtsomhed eller med forsæt har anvendt støtten til andet formål end bevilliget.

Ændring af kriterier for tildeling af støtte

Forvaltningen foreslår, at Socialudvalget og det nedsatte underudvalg orienteres om manglende aflevering af regnskab eller evaluering, når ansøgningerne behandles. Dermed kan Socialudvalget afslå ansøgninger med denne begrundelse. Desuden foreslår forvaltningen, at ansøgninger også afslås ved manglende tilbagebetaling i de tilfælde, hvor krav er fremsat pga. manglende regnskabsaflæggelse eller manglende fremsendelse af evalueringer.

Da fristen for indsendelse af regnskab og evaluering er 30. april året efter det kalenderår, bevillingen er givet til, vil der kunne forekomme tilfælde, hvor tildeling og udbetaling af støtte sker til foreninger, hvor det efterfølgende konstateres, at regnskab og evaluering for tidligere bevilling ikke er afleveret til tiden.

Forvaltningen foreslår, at forvaltningen bemyndiges til at trække et bevillingstilsagn tilbage, hvis det før udbetalingstidspunktet konstateres, at der ikke er indsendt regnskab og evaluering vedr. tidligere år, eller der ikke er sket tilbagebetaling af bevilgede beløb i de tilfælde, hvor forvaltningen har stillet krav herom.

Økonomi

Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser.  

Der er ikke aflagt regnskab for i alt 695.400 kr. for årene 2018 og 2019. Beløbet vil blive krævet tilbagebetalt.

Videre proces

Socialforvaltningen vil indarbejde de supplerende kriterier ved behandling af ansøgning om midler til frivilligt socialt arbejde (§ 18-midlerne).

Mikkel Boje

         / Lone Berner Wolff

Beslutning

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Et samlet Socialudvalg afgav følgende protokolbemærkning:

”Udvalget bemærker, at forståelsen af en evaluering er i den mindst mulige betydning, der kan sandsynliggøre, at pengene er brugt til det bevilligede formål. Det er vigtigt, at forvaltningen håndholder indsatsen, så vi sikrer, at alle organisationer får leveret til den rigtige tid på en god måde”.

Kontorchef Lone Berner Wolff og kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.


Til top