Mødedato: 23.04.2014, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Afsluttende evaluering af Partnerskabsaftalen mellem Københavns Kommune og Dansk Flygtningehjælp 2011-2014

Se alle bilag

Socialudvalget forelægges hermed den afsluttende evaluering af Partnerskabsaftalen mellem Københavns Kommune og Dansk Flygtningehjælp om styrkelse af den frivillige integrationsindsats for perioden 2011-2014.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,

1. At Socialudvalget tager den afsluttende evaluering af Partnerskabsaftalen mellem Københavns Kommune og Dansk Flygtningehjælp om styrkelse af den frivillige integrationsindsats til efterretning.

Problemstilling

Socialforvaltningen har på baggrund af en udbudsrunde indgået en tidsbegrænset partnerskabsaftale med Dansk Flygtningehjælp om frivilligt integrationsarbejde for perioden 2011-2014, som blev godkendt af Socialudvalget den 4. maj 2011. Der er afsat i alt 990.000 kr. i 2011 og 1,4 mio. årligt i årene 2012-2014.

Aftalen viderefører aktiviteterne under Partnerskabsaftalen 2008-2010. Partnerskabsaftalen udgør et samarbejde mellem Københavns Kommune og Dansk Flygtningehjælp om at udvikle og udvide det frivillige integrationsarbejde i ni udsatte boligområder (Mjølnerparken, Aldersrogade, Tingbjerg/Husum, Akacieparken, Blågården, Lundtoftegadekvarteret, Bispeparken, Urbanplanen og Sjælør Boulevard).

Partnerskabsaftalen udløber 31. december 2014. Ifølge Partnerskabsaftalen skal Socialudvalget forelægges en afsluttende evalueringsrapport for 2011-2014 (bilag 1 og 2), således at erfaringerne kan indgå som beslutningsgrundlag  for en eventuel forlængelse i budget 15.

Løsning

Det overordnede formål med dokumentation og evaluering af aktiviteterne er, at sandsynliggøre, at den frivillige integrationsindsats bidrager til etniske minoritetsborgeres inklusion i det danske samfund ved at forbedre deres muligheder for adgang til uddannelse og beskæftigelse samt til kultur- og fritidslivet.

Den overordnede konklusion er, at Dansk Flygtningehjælp har levet op til kontraktens målsætninger, herunder de kvantitative målsætninger og udbudsmaterialets krav om geografisk placering af indsatsen.

Især de uddannelsesrettede aktiviteter, som lektiehjælp og studietræning, har tiltrukket langt flere deltagere end forventet. Flere af lektiecaféerne har en nogenlunde ligelig fordeling af drenge og piger blandt brugerne, hvilket er en succes i betragtning af, at lektiecaféerne tidligere har haft den erfaring, at det har været svært at fastholde drengene.

Aktiviteter, der bygger på en én-til-én relation mellem borger og frivillig, har været mere ressourcekrævende end forventet og har i mindre grad levet op til målsætningerne i kontrakten. Derudover har det i 2013 vist sig vanskeligt at rekruttere et tilstrækkeligt antal frivillige til foreningsguiderne til de byområder, der ligger fjernest fra centrum som fx Tingbjerg, hvilket har medført, at færre børn end forventet i 2013 blev guidet til kontakt til en forening. Ligeledes har det vist sig sværere end forventet at drive drengeklubber/cafeer, hvorfor nogle er blevet lukket i perioden.

Mulig forlængelse af aftale i 2015

Partnerskabsaftalen udløber den 31. december 2014, og fremgår af oversigten over bevillingsudløb, som har været forelagt Socialudvalget den 26. februar 2014. Det står i kontrakten, at aftalen med de nuværende aktiviteter kan forlænges 4 gange med yderligere 12 måneder ad gangen, hvis der træffes politisk beslutning herom senest i forbindelse med budget 2015. Dansk Flygtningehjælp ønsker at forlænge den nuværende aftale med ét år.

Der er i Københavns Kommune ønske om at styrke frivillighed og inddragelse af civilsamfundet. Socialforvaltningen vurderer, at de frivilliges indsats i Partnerskabsaftalen har haft effekt for borgerne, og givet dem en anden form for støtte og anerkendelse, end en kommunal ansat medarbejder kan.
Indsatserne i Partnerskabsaftalen udgør imidlertid ikke en del af Socialforvaltningens kernedrift, og indsatserne rummer kun i nogen grad Socialforvaltningens målgruppe. Socialforvaltningen vurderer desuden, at de mange forskelligartede aktiviteter udgør en svaghed i den nuværende Partnerskabsaftale, da de frivilligunderstøttende ressourcer i Dansk Flygtningehjælp bliver spredt for meget. Socialforvaltningen kan derfor ikke anbefale en samlet forlængelse af Partnerskabsaftalen.

Et alternativ til en forlængelse af Partnerskabsaftalen kunne være indgå en ny aftale med Dansk Flygtningehjælp om nogle af de aktiviteter, der har været størst succes med, og som flest borgere har haft gavn af, fx lektiehjælp og foreningsguidning. Det er Socialforvaltningens vurdering, at en sådan aftale i så fald
bør indgås mellem Dansk Flygtningehjælp og henholdsvis Børne- og Ungdomsforvaltningen (frivillige lektiecafeer i skolereformen) eller Kultur- og Fritidsforvaltningen (samspil med foreningsguiderne). En sådan ændring af aftalens indhold og/eller økonomi er ikke mulig indenfor den nuværende kontrakt, da denne er indgået på baggrund af et udbud, hvorfor afalten skal forhandles på ny. Begge forvaltninger har fået fremsendt nærværende evaluering.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Partnerskabsaftalen udløber den 31. december 2014, hvorved aktiviteterne må formodes at blive væsentlig reduceret eller heltat  ophøre. Bevillingsudløbet vil indgå i budgetforhandlingerne for 2015 på lige fod med de øvrige projekter, der udløber i 2014. Socialudvalget vil som udgangspunkt ikke blive forelagt yderligere materiale om Partnerskabsaftalen.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget får den afsluttende evaluering af Partnerskabsaftalen forelagt til efterretning parallelt med Socialudvalget.

Anette Laigaard

                / Gitte Bylov Larsen

Beslutning

Indstillingen blev udsat.

Til top