Mødedato: 23.04.2014, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Behovsanalyse for herbergsområdet

Se alle bilag
Socialudvalget skal drøfte Socialforvaltningens behovsanalyse for herbergsområdet samt tage stilling til, om forvaltningen skal udarbejde budgetnotater for herbergsområdet, som kan indgå i budgetforhandlingerne for 2015.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget drøfter Socialforvaltningens behovsanalyse for herbergsområdet,
  2. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen udarbejder et budgetnotat til budgetforhandlingerne for 2015 vedrørende forslag til løsninger til imødekommelse af de nuværende udfordringer på herbergsområdet, der er indeholdt i pakke 1, og
  3. at Socialudvalget drøfter, om Socialforvaltningen skal arbejde videre med forvaltningens yderligere forslag til nye indsatser på herbergsområdet, som indeholdt i pakke 2 i behovsanalysen.

Problemstilling

Socialudvalget bad den 22. januar 2014 Socialforvaltningen om at udarbejde en behovsanalyse og forslag til et øget antal herbergspladser samt forslag til bedre anvendelse af pladserne gennem øget flow, herunder finansiering og tidsplan for oprettelse af pladserne og initiativer til kortere opholdstid. Derudover skulle særlige ophold omkring unge hjemløse indgå i analysen. Socialudvalget fik i forlængelse heraf i forbindelse med budgetseminaret d. 6. og 7. marts 2014 forelagt en indledende behovsanalyse vedrørende kapaciteten på herbergsområdet med foreløbige forslag til indsatser, der kan forbedre kapaciteten og anvendelsen af de eksisterende pladser.

Analysen er nu blevet opdateret på baggrund af Socialudvalgets tilbagemeldinger på budgetseminaret, og forelægges til Socialudvalgets drøftelse. Analysen indeholder en række indsatser i form af pakke 1 og 2, hvis formål er at imødekomme de aktuelle udfordringer og videreudvikle herbergsområdet. Socialudvalget skal tage stilling til, hvordan forvaltningen skal arbejde videre med disse.

Løsning

Behovsanalysen vedrørende herbergsområdet viser, at udfordringerne på herbergsområdet især kommer til udtryk gennem et stigende antal unge hjemløse og en mere hyppig ibrugtagning af byens natcafépladser, der oprindeligt er tænkt som et alternativt tilbud til dem, der ikke ønsker en egentlig herbergsplads, men som i et vist omfang anvendes som en buffer i forhold til nye henvendelser på herbergsområdet. Derudover har beboerne i gennemsnit lange opholdstider på herbergerne.

Derfor ønsker forvaltningen, at de fremtidige indsatser på herbergsområdet skal fokusere på dels at dæmme op for unges vej ind på herbergerne, dels at sikre en bedre anvendelse af den eksisterende kapacitet på området, herunder styrkelse af borgerens muligheder for at komme hurtigt videre efter et ophold. 

Socialforvaltningen ønsker først og fremmest at adressere disse udfordringer gennem:

  • Håndtering af det stigende antal unge hjemløse – både ved at dæmme op for de unges vej ind på herbergsområdet og ved at skærme de unge fra det traditionelle herbergsmiljø.

  • Bedre anvendelse af den eksisterende herbergskapacitet ved at udnytte mulighederne at finde egen bolig inden for eget system, eksempelvis ældreboliger – det vil understøtte både den enkeltes sociale mobilitet og frigøre kapacitet på herbergerne.

Derudover ser forvaltningen et behov for at intensivere den socialfaglige indsats på herbergerne og at foretage en specialisering af tilbuddene, der kan medvirke til at sikre, at der bliver taget mere målrettet hånd om den enkeltes problemstillinger med henblik på at hjælpe vedkommende hurtigst muligt videre til en mere permanent boligløsning.

I forhold til nye herbergspladser, så ser forvaltningen kun et behov for at etablere nye skærmede pladser til unge, som skal indeholde kompetencer og ressourcer til at hjælpe den enkelte unge hurtigt videre til en mere permanent boligløsning. Derudover skal et tilbud til unge kunne rumme de unge hjemløse, der har en psykisk sygdom og/eller et misbrug.

Pakke 1
Socialforvaltningen har udarbejdet en pakke 1 med tre prioriterede indsatser, der er målrettet unge hjemløse samt grønlændere og udsatte ældre på herbergerne. Pakken vurderes at kunne håndtere de mest presserende udfordringer vedrørende dels det stigende antal unge hjemløse, dels kapaciteten på herbergsområdet:

  • Unge-indgang med 20 nye pladser og tidlig indsats overfor unge hjemløse (20 nye pladser og forebyggelse af 10 - 20 indflytninger på herbergerne)
  • Intensiv indsats overfor hjemløse grønlændere (8 – 12 frigivne pladser)
  • Styrket samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen om ældreboliger (6 – 10 frigivne pladser)

Ovenstående forslag om et styrket samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og tilbud om bolig i Colbjørnsensgade til grønlændere på de københavnske herberger forventes indirekte at frigøre 15-20 pladser på herbergerne. Sammen med de foreslåede 20 nye ungepladser vil det i alt give en øget kapacitet på herbergsområdet på 35-40 pladser. Hertil kommer et øget fokus på de unge hjemløse – inden de flytter på herberg – gennem en systematisk, koordineret og fremskudt sagsbehandling målrettet de allermest udsatte unge vil forebygge at målgruppen inden for en kort årrække flytter ind på herbergerne. Det samme er tilfældet med hensyn til forslaget om forebyggende socialfaglig bostøtte til samme målgruppe.


Tilsammen vurderes indsatserne i pakke 1 at koste omkring 10 mio. kr. i anlæg og 10,7 mio. kr. i drift.


Pakke 2

Udover forslag til indsatser, der vil kunne imødekomme de aktuelt mest presserende udfordringer vedrørende unge hjemløse og brugen af natcafeerne, har forvaltningen udarbejdet en pakke 2, som indeholder ni forslag til en generel styrkelse af herbergsområdet.

Socialforvaltningen ønsker her en mere specialiseret og målrettet indsats på herbergsområdet med henblik på styrke borgerne i deres vej videre til en relevant boligløsning og at fastholde denne efter endt herbergsophold. Forvaltningen har i forlængelse heraf udarbejdet fem forslag, der skal medvirke til at øge den sociale mobilitet på herbergsområdet.

Socialforvaltningen foreslår derudover en intensiveret indsats overfor de udsatte unge på vej ind i mere permanent tilstand af hjemløshed, gennem øget fokus på udsatte unges overgang til voksenlivet. Endelig adresseres beboernes videre mulighed for en permanent boligløsning efter ophold på et herberg. Dette påvirker den gennemsnitlige opholdstid og dermed kapaciteten på området. Derfor er der behov for, at beboere med behov for et plejetilbud eller egen bolig, bliver hjulpet videre til en mere permanent boligsituation. Udover at give borgere med lange ophold på herbergerne et mere målrettet tilbud, så vil de frigivne pladser reelt øge kapaciteten på herbergerne, da antagelsen er, at pladser, der nu optages af borgere med lange ophold, fremover vil kunne servicere flere borgere med kortere ophold. Det vil dæmme op for antallet af udsatte unge på vej ind i herbergsmiljøet.


Socialudvalget bedes beslutte, om forvaltningen skal udarbejde budgetnotater til pakke 1 og drøfte, hvordan der skal arbejdes videre med forslagene i pakke 2.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender behovsanalysens pakke 1, vil Socialforvaltningen udarbejde budgetforslag her til, med det formål at imødekomme de aktuelle udfordringer på herbergsområdet. Hvis Socialudvalget godkender forslag fra pakke 2, vil forvaltningen ligeledes udarbejde budgetforslag her til, der kan indgå ved budgetforhandlingerne for 2015.

Anette Laigaard                                                   

                                     /Sven Bjerre

Beslutning

Indstillingen blev udsat.

Til top