Mødedato: 23.01.2019, kl. 16:00
Mødested: Skriftlig votering

Skriftlig votering. Prioritering af anlægsprojekter i 2019

Se alle bilag

I forbindelse med anlægsloftet har Økonomiudvalget den 11. december 2018 godkendt en model for fordeling af måltal til de respektive forvaltninger. Økonomiudvalget besluttede samtidig, at forvaltningerne skal forelægge en indstilling om prioritering inden for egen anlægsramme. Med denne indstilling fremlægges forslag til prioritering af Socialudvalgets anlægsramme for 2019.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender nedenstående forslag til prioritering af projekter indenfor Socialudvalgets anlægsramme.

     

  2. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen kan igangsætte udskudte projekter i 2019, hvis der måltalmæssigt viser sig mulighed herfor, ved at der forelægges en B-sag for Socialudvalget.

Problemstilling

Anlægsloftet indebærer, at der indenfor Socialudvalgets anlægsramme skal udskydes anlægsprojekter fra 2019 til 2020 for 20 mio. kr. Konkret har Socialudvalget fået tildelt et måltal på 50 mio. kr., mens der var indmeldt et behov på 70 mio. kr.  

Økonomiforvaltningen har i efteråret 2019 bedt forvaltningerne prioritere alle anlægsprojekter indenfor seks forskellige kategorier. På baggrund heraf besluttede Økonomiudvalget følgende kriterier for tildeling af måltal:

  • Projekter, der falder i kategorierne lovmæssigt bundet - kapacitetlovmæssigt bundet - andet, samt fysisk igangsat, tildeles et måltal, der svarer til 80 pct. af det indmeldte behov.
  • Projekter, der falder i kategorierne kontraktligt forpligtetkommunen mister medfinansiering samt investeringspuljeprojekt, tildeles et måltal, der svarer til 69 pct. af det indmeldte behov.
  • Øvrige projekter tildeles ikke måltal.
  • Der tildeles herudover særskilt anlægsmåltal for 7 mio. kr. til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og 1 mio. kr. til Socialforvaltningen, således at Socialforvaltningen i alt får måltal på 50 mio. kr.

Det skal bemærkes, at budgettet til en række af Socialforvaltningens byggeriprojekter er placeret hos Byggeri København og Københavns Ejendomme og Indkøb i Økonomiforvaltningen. Det er Økonomiudvalget som beslutter prioriteringen af disse projekter. Socialforvaltningen har indgivet bemærkninger til denne prioritering.

Løsning

Socialforvaltningens anlægsprojekter vedrører byggeprojekter, velfærdsteknologiske projekter og IT-projekter.

Socialforvaltningen har gennemgået alle projekterne for at vurdere, hvilke projekter der bør have andel af måltallet for 2019 på 50 mio. kr., og hvilke projekter der kan udskydes til 2020. Af bilag 1 fremgår projekter, der foreslås prioriteret i 2019. Projekterne er prioriteret ud fra følgende kriterier:

  • Lovbundne projekter
  • Fysisk igangsatte projekter
  • Projekter som er kontraktligt forpligtet
  • Projekter med midler fra investeringspulje

Eftersom Socialforvaltningens anlægsbehov i 2019 er større end 50 mio. kr., er der også anlægsprojekter med budgetter i ovenstående kategorier, som foreslås udskudt som en del af den nødvendige prioritering. 

Af Bilag 1 fremgår endvidere forslag til udskydelse af anlægsprojekter. Der er væsentlige konsekvenser ved at udskyde en række af projekterne. En række velfærdsteknologi- og digitaliseringsprojekter, der indgår i investeringscases, kan ikke gennemføres i fuldt omfang, hvilket indebærer, at besparelsen som udgangspunkt må gennemføres som grønthøster. 

Endeligt er der også nogle enkelte projekter, hvor konsekvenserne ved at rykke budgetterne til starten af 2020 vurderes at være begrænsede.

I bilaget er givet en kort begrundelse for, hvorfor det enkelte projekt foreslås prioriteret eller udskudt til 2020.

Det skal bemærkes, at måltallet på 50 mio. kr. skal indeholde overførsler fra 2018. Der prioriteres derfor 2,8 mio. kr., så forsinkede anlægsprojekter fra 2018 kan anvende midlerne i 2019. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

På baggrund af Socialudvalgets beslutning giver Socialforvaltningen en tilbagemelding til Økonomiforvaltningen senest den 1. februar. Baggrunden herfor er et ønske om, at udvalgene har godkendt anlægsmåltallet, inden Økonomiforvaltningen forelægger 1. anlægsoversigt for Økonomiudvalget den 19. marts 2019.             

 

 

    Nina Eg Hansen                    

                                       /Anders Johannes Kristensen               

 

 

 

 

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Ø afgav følgende protokolbemærkning:

“Enhedslisten er bekymret for, hvad det indsnævrede anlægsloft får på udsatteområdet. Byen mangler bostedspladser - særligt på børne og psykiatriområdet - og København risikerer at stå med endnu et efterslæb om nogen år.”

Til top