Endelig godkendelse af kvalitetsstandard for hjemmehjælp 2013
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,
1. at kvalitetsstandarden for 2013 for udsatte borgere og borgere med handicap og sindslidelse efter Servicelovens § 83 (personlig pleje og praktisk hjælp), § 84 (aflastning og afløsning) og § 86 (træning) godkendes (jf. bilag 1).
Problemstilling
Kommunalbestyrelsen skal i henhold til bekendtgørelse nr. 299 af 25. marts 2010 én gang årligt udarbejde eller godkende kvalitetsstandarder for serviceydelser efter Servicelovens §§ 83, 84 og 86.
Socialudvalget godkendte den 21. november 2012 at sende kvalitetsstandarden for 2013 i ekstern høring. Kvalitetsstandarden har være i fire ugers ekstern høring og forelægges nu Socialudvalget til endelig godkendelse.
Løsning
Socialforvaltningen har i forbindelse med høringen modtaget seks høringssvar. Der er modtaget høringssvar fra: De Københavnske Ældreråd, Ældre Sagen København, Hjemmeplejens Brugerråd, Dansk Sygepleje Råd Kreds Hovedstaden, Danske Fysioterapeuter Region Hovedstaden, Handicaprådet Københavns Kommune.
Høringssvarene har ikke givet anledning til væsentlige ændringer af kvalitetsstandarden, dog er en række forslag til mindre ændringer af korrekturmæssig karakter blevet fulgt. Se bilag 2 for en nærmere gennemgang af de indkomne høringssvar samt Socialforvaltningens bemærkninger dertil.
Høringssvarene er overvejende positive over for den nye borgerrettede kvalitetsstandard. De Københavnske Ældreråd bemærker, at Hjælp i hjemmet fremtræder på en enkel og overskuelig måde, som givet vil være med til at skabe et godt overblik over Socialforvaltningens hjemmehjælp. Ældrerådene er ligeledes positive over for kapitlet Visioner og kvalitet, som de ser som en rigtig god ramme om hjemmehjælpsaktiviteterne og gerne ser fremmet i videst muligt omfang. Handicaprådet er meget begejstret for den nye måde at lave kvalitetsstandard på, hvor hjemmeplejeydelserne er blevet samlet i én standard, ydelsesdelen gjort central, standarden skrevet i et direkte henvendt sprog og med en indbydende layout. Ældre Sagen København hilser velkommen, at Socialforvaltningen sætter målinger ind i forbindelse med hjemmeplejens fire nye kvalitetsmål: 1) fast kontaktperson hos leverandør, 2) fast kontaktperson hos Hjemmeplejevisitationen, 3) tilstræbe få medarbejdere i hjemmet, 4) ingen aflysninger af hjemmehjælp.
Der er med høringssvarene desuden indkommet nogle interessante ideer til videreudvikling af kvalitetsstandarden samt til udvikling af Socialforvaltningens serviceydelser:
-
Hjemmeplejens Brugerråd foreslår, at kvalitetsstandarden indlæses i Daisy-format til gavn for synshandicappede. Socialforvaltningen finder, at det er en god idé og vil følge forslaget. Socialforvaltningen vil tillige gøre to udgaver af kvalitetsstandarden tilgængelige på kommunens hjemmeside: Den layoutede udgave med billeder (bilag 1) og en udgave i rent tekstformat, som vil blive optimeret til oplæsningsmaskiner.
-
Dansk Sygeplejeråd mener, at det vil være en god idé, at borgeren får en nem indgang til hjælp fra Socialforvaltningen, fx et overordnet telefonnummer, hvor der kan søges information om, hvor borgeren skal henvende sig. Socialforvaltningen er forstående overfor forslaget, men finder, at de nuværende muligheder for information om forvaltningens ydelser er dækkende. Indgangen til Socialforvaltningen for nye borgere sker igennem Borgerservice eller et af Socialforvaltningens myndighedscentre. Akutte henvendelser kan ske til Døgnvagten, som altid er åben.
- Danske Fysioterapeuter Region Hovedstaden påpeger, at der mangler tilpassede, skærmede, trygge tilbud med fokus på fysisk aktivitet i den forebyggende og vedligeholdende træning til borgere med psykisk sygdom eller svære fysiske handicap, da disse borgere erfaringsmæssigt ikke umiddelbart profiterer af almindelige fitnesscentres tilbud. Socialforvaltningen er enig i betragtningen og vil indlede et samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen om at udvikle et tilbud til målgruppen.
Kvalitetsstandarden vil blive udleveret til alle borgere, der visiteres til Hjemmeplejevisitationens ydelser, og bliver desuden offentliggjort på kommunens hjemmeside. Der ændres ikke på serviceniveauet i forhold til kvalitetsstandarderne for 2012.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis indstillingen godkendes, vil forvaltningen forelægge kvalitetsstandarden for 2013 for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse.
Anette Laigaard
/Gitte Bylov Larsen
Beslutning
Kontorchef Gitte Bylov Larsen og visitationschef for hjemmeplejen Svend M. Svendsen overværede punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt.