Mødedato: 23.01.2008, kl. 16:15

Høring vedrørende overflytning af midler til Indvandrer Kvindecentret

Høring vedrørende overflytning af midler til Indvandrer Kvindecentret

Socialudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 23. januar 2008

 

 

12.      Høring vedrørende overflytning af midler til Indvandrer Kvindecentret

SUD  16/2008  J.nr. 16/2008

 

 

 

Socialudvalget skal tage stilling til en høring fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vedrørende overflytning af midler til Indvandrer Kvindecentret til Puljen til Tværgående Integration.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.                  at Socialudvalget godkender vedlagte høringssvar til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 23. januar 2008

Margrethe Wivel (B) var inhabil og var ikke til stede under punktets behandling.

 

Indstillingen blev tiltrådt.

 

Problemstilling

Socialudvalget er blevet bedt om at afgive høringssvar på Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning d. 15. november om overflytning af midler anvendt til støtte af Indvandrer Kvindecentret til Puljen til Tværgående Integration (BUI 219/2007). Såfremt midlerne overflyttes til puljen, vil det have den konsekvens, at Indvandrer Kvindecentret fremadrettet ikke vil modtage et særskilt driftstilskud, som centret ellers hidtil har fået bevilliget af det tidligere Familie- og Arbejdsmarkedsudvalg, når centret har søgt herom. Indvandrer Kvindecentret vil fremadrettet være henvist til at søge yderligere frivillighedsmidler under Socialudvalget på lige fod med en række andre organisationer.

 

Løsning

Indvandrer Kvindecentret er et aktivitets-, samværs- og rådgivningstilbud på Nørrebro for kvinder med anden etnisk baggrund end dansk. Indvandrer Kvindecentrets virke er baseret på frivilligt socialt arbejde. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har på sit møde d. 15. november 2007 behandlet ansøgning fra Indvandrer Kvindecentret om økonomisk støtte i 2007 til dækning af driftsmæssigt underskud. Ansøgningen blev imødekommet, og Indvandrer Kvindecentret har fået bevilliget 209.000,- kr. i støtte i 2007.

 

Midlerne har hidtil været ydet til Indvandrer Kvindecentret som støtte til frivilligt socialt arbejde efter Serviceloven. I forbindelse med den kommunale strukturomlægning blev midlerne placeret i Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets ved en fejl. Udvalget kan ikke, jf. styrelsesvedtægten, administrere midler vedr. Serviceloven.

 

Som konsekvens af at midlerne ikke kan administreres af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, har samme udvalg foreslået at midlerne overføres til Puljen til Tværgående Integration under Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

 

En sådan flytning af midlerne vil betyde, at Indvandrer Kvindecentret ikke fremadrettet vil være sikret et særskilt tilskud. Indvandrer Kvindecentret vil i stedet på lige fod med andre frivillige organisationer skulle søge om midler fra Socialudvalgets pulje til frivilligt socialt arbejde, §18-midler.

 

Socialudvalget har tidligere behandlet tilskud til Indvandrer Kvindecentret i forbindelse med drøftelser omkring budget 2007. Indvandrer Kvindecentret indgik i budgetforslaget med et budgetønske på 600.000,- til forankring af centret, men budgetønsket blev ikke imødekommet.

 

Indvandrer Kvindecentret er i 2006 blevet evalueret af Center for Alternativ Samfundsanalyse, som overvejende gav en positivt billede af Indvandrer Kvindecentrets virke. Herunder, at Indvandrer Kvindecentret har en netværks- og tryghedsskabende funktion for den gruppe etniske kvinder, der kommer i centret. Der kommer løbende ca. 50 kvinder i centret og centret yder frivillig rådgivning til ca. 100 kvinder i løbet af et år. Rådgivningsfunktion er båret af frivilligt socialt arbejde.

 

Socialforvaltningen foreslår, at tilskudsmidlerne overflyttes til Socialudvalgets §18-frivillighedsmidler med henblik på, at der eventuelt kunne gives et 3-årigt tilskud over §18-midlerne, såfremt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget beslutter at stoppe driftstilskuddet.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen direkte økonomisk betydning.

 

Videre proces

Ved tiltrædelse af indstilling sendes høringssvar til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

 

Bilag

1.      Høringssvar vedr. midler til Indvandrer Kvindecentret

2.      Høringsbrev fra Beskæftigelses- og integrationsudvalget

3.      Ansøgning om FOS-midler fra Indvandrer Kvindecentret

4.      Årsrapport 2006 Indvandrer Kvindecentret

 

 

 

         Anette Laigaard                              /                                          Sven Bjerre

 

 

 

Til top