Mødedato: 23.01.2008, kl. 16:15

Godkendelse af fritvalgstimepriser til leverandører af personlig og praktisk hjælp for 2008

Godkendelse af fritvalgstimepriser til leverandører af personlig og praktisk hjælp for 2008

Socialudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 23. januar 2008

 

 

7.      Godkendelse af fritvalgstimepriser til leverandører af personlig og praktisk hjælp for 2008

SUD  19/2008  J.nr. 19/2008

 

 

 

Socialudvalget skal godkende timepriserne til leverandører af personlig og praktisk hjælp. Priserne er beregnet på ny som følge af reorganiseringen af hjemmeplejen. Hermed afspejler timepriserne hjemmeplejens nye organisering samt effektiviseringskrav i 2008.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1.      at Socialudvalget godkender fritvalgstimepriserne for 2008 til leverandører af personlig og praktisk hjælp. 

 

Problemstilling

Socialudvalget godkendte 28. november 2007 (SUD 487/2007) fritvalgstimepriserne for 2007. Fritvalgstimeprisen viser, hvor meget det koster for den kommunale leverandør at levere personlig og praktisk hjælp. Prisen afhænger derfor af den kommunale leverandørs organisering. Som følge af den nye organisering af hjemmeplejen har Socialforvaltningen således beregnet nye timepriser.

Som følge af det pålagte effektiviseringskrav på hjemmeplejeområdet i 2008, har Socialforvaltningen desuden indregnet et effektiviseringskrav i prisen for 2008. 

 

 

Løsning

Socialforvaltningen har beregnet nye priser for 2008 på baggrund af regnskab 2006 samt tilpasset priserne i forhold til den nye udførerorganisation. Således er forskellen på de tidligere godkendte timepriser for 2007 og de nye timepriser, at udgifterne til den administrative understøttelse (overhead) er ændret som følge af den nye organisering. Priserne gælder fra 1. marts 2008 indtil 1. juli 2008. Socialforvaltningen vil beregne nye timepriser på baggrund af regnskab 2007 pr. 1. juli 2008.

 

I tabel 1 fremgår Socialforvaltningens nye priser set i forhold til de netop godkendte timepriser for 2007.

 

Tabel 1. Socialforvaltningens timepriser (2007-pl)

 

Timepris 2007

Voksne med særlige behov (Gældende 1/7-07 - 1/3-08)

Timepris 2007

Handicapområdet

(Gældende 1/7- 07 - 1/3-08)

Ny Timepris 2007/2008

Fælles

(Gældende 1/3-08 - 1/7-08)

Personlig pleje

433

355

              353

Praktisk hjælp

368

317

              312

Personlig pleje, øvrig tid

534

534

537             

Indkøbsordning u. call*

153

132

              130

Indkøbsordning m. call*

184

159

              156

Tøjvaskeordning*

276

238

              234

* Pris pr. indkøb/tøjvask

 

Priserne i tabel 1 er til de private leverandører. De er identiske med prisen til de kommunale leverandører, bortset fra at man i de kommunale priser fratrækker de omkostninger, der afholdes i centralforvaltningen. Desuden er omkostninger til administration af de særlige hjælpeordninger fratrukket priserne til de private leverandører, da disse ydelser ikke er omfattet at fritvalgslovgivningen.

 

Ændring i timeprisen fra 2007 til 2008

I beregningen af timepriserne for 2008 har Socialforvaltningen tilpasset timepriserne, så de afspejler de organisatoriske forhold i den nye udførerorganisation. Der er ikke længere udregnet særskilte takster for handicapområdets og voksenområdets hjemmepleje. Det skyldes, at der forudsættes ensartet effektivitet og tilrettelæggelse af hjælpen i de kommende grupper i den nye udførerenhed. Derfor er der ens priser for samtlige hjemmeplejegrupper trods den fortsatte målgruppeopdeling.

 

Timeprisen for 2008 er samlet set reduceret 11 procent i forhold til timeprisen for 2007. Det skyldes, at der i den nye udførerorganisation er indregnet en række forventede besparelser som følge af stordriftsfordelene ved at samle hjemmeplejen under én ledelse og én administration samt for at imødekomme det pålagte effektiviseringskrav i budget 2008.

Stordriftsfordelene hentes gennem

·        Færre administrative medarbejdere

·        Mere effektiv tilrettelæggelse af den daglige levering af hjælpen

 

Således skal den nye udførerenhed i gennemsnit reducere omkostningerne pr. leveret time med 42 kr. pr. time for at imødekomme effektiviseringskravet i 2008.

 

Endelig er der også forventninger til, at genopretningsprojektets igangsatte initiativer vil få yderligere effekt i 2008. Socialudvalget skal på mødet den 23. januar 2008 desuden behandle Socialforvaltningens handleplan for budgetoverholdelsen i 2008. Der henvises således til denne handleplan.

 

Økonomi

Reduktionen af timeprisen er en forudsætning for, at hjemmeplejen i 2008 kan sikre budgetoverholdelse. Socialudvalget bliver på mødet den 23. januar 2008 forelagt en økonomisk handleplan for budgetoverholdelse i 2008, hvori det fremgår, at timeprisreduktionen bidrager til at realisere de forventede besparelser i 2008.

 

 

Videre proces

Efter Socialudvalgets godkendelse af timepriserne vil disse blive udmeldt til både de private og kommunale leverandører. Endelig vil Socialforvaltningen offentliggøre priserne på fritvalgsdatabasen i overensstemmelse med lovgivningen.

 

Bilag

1.      Baggrundsnotat om beregning af fritvalgstimeprisen i 2007 kan rekvireres, hvis det ønskes.

 

 

         Anette Laigaard                              /                    Jens Elmelund


 

Til top