Sammensætning af følgegruppe for servicebutikkerne samt planerne for en servicebutik i Valby
Sammensætning af følgegruppe for servicebutikkerne samt planerne for en servicebutik i Valby
Socialudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 23. januar 2008
13. Sammensætning af følgegruppe for servicebutikkerne samt planerne for en servicebutik i Valby
SUD 13/2008 J.nr. 13/2008
På
Socialudvalgsmødet den 14. november bestilte udvalget en indstilling, der beskriver hvordan følgegruppen kan sammensættes,
herunder de frivilliges rolle, samt planerne om servicebutik i Valby.
INDSTILLING OG Beslutning
Socialforvaltningen indstiller, 1. at Socialudvalget godkender Socialforvaltningens forslag til sammensætning af følgegruppe for servicebutikkerne 2. at Socialudvalget tager redegørelsen for planerne om en servicebutik i Valby til efterretning |
Problemstilling
Socialforvaltningen har endnu ikke nedsat en følgegruppe for servicebutikkerne, som det er besluttet med vedtagelsen af det nye koncept for servicebutikkerne på udvalgsmøde den 30. august 2006.
Der er endnu ikke etableret en Servicebutik i Valby grundet manglende lokaler i bydelen.
Løsning
Følgegruppe
Socialforvaltningen foreslår, at følgegruppen for servicebutikkerne sammensættes med:
- 1 socialcenterchef
- 1 børnefamilieteamchef
- 2 koordinator fra servicebutikkerne
- 1 repræsentant fra MR Børn
- 1 sundhedsplejerske
- 1 repræsentant fra Kontaktudvalget for det frivillige sociale arbejde i Københavns Kommune
- 2 repræsentanter fra nuværende frivillige foreninger i servicebutikkerne
Socialforvaltningen tager initiativ til at nedsætte følgegruppen i begyndelsen af 2008, efter Socialudvalget har godkendt dens sammensætning. Socialforvaltningen indkalder herefter til første møde i følgegruppen (kommissorium vedlagt som bilag 2).
Servicebutikken i Valby
Socialcenter Valby har medarbejdere, inventar og koncept for servicebutikken på plads, men mangler forsat lokaler. Socialcentret søger aktivt lokaler til at huse servicebutikken i samarbejde med Københavns Ejendomme.
Status ultimo december 2007 er, at der ikke er fundet tilgængelige kommunale lokaler i Valby. Muligheden for at finde lokaler i privat regi (bl.a. i F.L. Smidth gruppen) er afsøgt, men har vist sig at være økonomisk urealistisk pga. deponeringsregler.
Pt. forfølges to muligheder:
· 1. salen over fritids- og ungdomsklubben Hoffmanns Minde på Valby Langgade. En arkitekt undersøger om der kan støjisoleres og laves lysgennemfald til stueetagen.
· Lokaler på Kirsebærhavens skole bliver ledige, da PPR i Valby skal centraliseres. Socialcenter Valby har informeret om at de er interesseret i lokalerne, men pt. er tilbagemeldingen at udflytningen trækker ud tidsmæssigt pga. økonomiproblemer i BUF.
Socialforvaltningen vil indkalde ledelsen for Socialcenter Valby til et møde i løbet af februar 2008 med henblik på at drøfte allerede iværksatte initiativer for at finde egnede lokaler samt afdække alternative løsningsmuligheder.
Indtil der er etableret en servicebutik i Valby vil Socialudvalget blive orienteret halvårligt om status på lokalesituationen.
Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser forbundet med indstillingen.
Videre
proces
Socialforvaltningen vil orientere om status for etableringen af en servicebutik i Valby og om nedsættelse af følgegruppen på Socialudvalgsmødet til april.
BILAG
1. Notat vedr. frivillige foreninger i servicebutikkerne – omdelt på udvalgsmødet 14. november 2007
2. Kommissorium for følgegruppe for servicebutikkerne
Anette Laigaard /Sven Bjerre