Mødedato: 22.11.2006, kl. 20:15

Videreførelse af forsøg med sikkerhedssprøjter (bilag)

Videreførelse af forsøg med sikkerhedssprøjter (bilag)

Socialudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 22. november 2006

 

 

9.      Videreførelse af forsøg med sikkerhedssprøjter (bilag)

 

SUD 446/2006  J.nr. 446/2006

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Socialforvaltningen indstiller,

 

At Socialudvalget godkender forslag til videreførelse af udleveringen af sikkerhedssprøjter parallelt med udlevering af almindelige sprøjter/kanyler, foreløbig indtil udgangen af 2007.

 

At Socialudvalget i forbindelse med slutevalueringen af projektet tager endelig stilling til, om der skal udleveres sikkerhedssprøjter.

 

At Socialudvalget indstiller til Økonomiudvalget, at uforbrugte midler overføres til 2007.

 

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 22. november 2006

Kontorchef Birgitte Nystrup Lundgren deltog under punktet.

 

Thor Grønlykke (A) stillede følgende ændringsforslag:

"at de uforbrugte midler anvendes til igangsætning af et sundhedsprojekt til Sundhedsfremme og forebyggelse for udvalgte målgrupper med dårlig sundhedstilstand og få aktivitetstilbud indenfor Socialforvaltningens område".

 

Margrethe Wivel (B) stillede følgende ændringsforslag:

"at sygeplejersken laver opsøgende gadearbejde og fokuserer på uddannelse af sikker injektion af både de gamle og nye sprøjtetyper, samt lægger vægt på frivilligheden i brugen af de nye sprøjter."

 

Udvalget ønskede afstemning om ændringsforslag fra Thor Grønlykke (A), der blev tiltrådt med følgende stemmeafgivelse:

For stemte følgende udvalgsmedlemmer: Wallait Khan (Løsgænger), Leslie Arentoft (V), Lars Rasmussen, Thor Grønlykke, Jens Nielsen (alle A), Rikke Lauritzen, Borgmester Mikkel Warming (begge Ø) og Ninna Thomsen (F).

Imod stemte følgende udvalgsmedlem: Margrethe Wivel (B).

 

Margrethe Wivel (B) ønskede følgende protokolleret:

"Margrethe Wivel (B) stemte imod forslaget, da jeg mener, at de overskydende midler fortsat skal tilgå den oprindelige målgruppe i form af opsøgende gadearbejde og fokusering på uddannelse af sikker injektion af både de gamle og nye sprøjtetyper, desuden er det vigtigt at vi får videreudvilket sprøjtetyper i samarbejde mellem producent og brugere, sådan som der lægges op til i forvaltningens indstilling."

 

Forvaltningens indstilling blev med ovennævnte ændringsforslag tiltrådt.

 

 

RESUME

Socialudvalget besluttede d. 22. februar 2006, at der skulle iværksættes et forsøg med udlevering af sikkerhedssprøjter parallelt med udleveringen af almindelige sprøjter. Forsøget påbegyndtes d. 15. maj, og er evalueret af CASA (Bilag 1).

 

Der er i 2 måneder udleveret i alt 6.700 sikkerhedssprøjter. Det svarer til 8 % af det samlede antal udleverede sprøjter.

 

Evalueringen viste, at ingen at de opstillede succeskriterier for anvendelsen af sikkerhedssprøjterne blev opfyldt. Kun 12 % af brugerne ønsker at anvende sikkerhedssprøjterne, mens 60 – 70 % af brugerne ikke vil benytte sikkerhedssprøjterne, selv om de var den eneste type sprøjter, der blev udleveret.

 

Til gengæld blev succeskriteriet om nedbringelse af antallet af usikrede sprøjter/kanyler nået.

 

To måneder er generelt en meget kort forsøgsperiode, og der bør derfor sættes fokus på fortsat anvendelse af sikkerhedssprøjter i sammenhæng med et generelt øget fokus på at nedbringe antallet af usikrede sprøjter på gaden.

 

Socialforvaltningen indstiller derfor, at paralleludleveringen af sikkerhedssprøjter og almindelige sprøjter fortsætter

 

Det indebærer, at de resterende midler af de oprindeligt bevilgede 1 mio. kr. anvendes til fortsat udlevering af sikkerhedssprøjter, herunder ansættelse af sygeplejerske til at forestå udleveringen samt udarbejdelse af slutevaluering.

 

Det er dog også muligt, at anvende de resterende midler til medfinansiering af Socialforvaltningens merforbrug i 2006.

 

Endelig indstilles det, at slutevalueringen forelægges Socialudvalget med henblik på endelig stillingstagen til, om der skal ske udlevering af sikkerhedssprøjter på permanent basis.

 

Det foreslås, at der tages endelig stilling til om de uforbrugte midler skal anvendes til en fortsættelse af projektet i 2007. Det skal understreges, at Socialudvalget ikke kan garantere, at Økonomiudvalget godkender dette, bl. a. set i lyset af at regnskabsprognosen for 2006 viser et merforbrug.

 

 


 

Til top