Mødedato: 22.11.2006, kl. 20:15

Videreførelse af forsøg med sikkerhedssprøjter (bilag)

Se alle bilag

Videreførelse af forsøg med sikkerhedssprøjter (bilag)

Socialudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 22. november 2006

 

 

9.      Videreførelse af forsøg med sikkerhedssprøjter (bilag)

 

SUD 446/2006  J.nr. 446/2006

 

 

INDSTILLING

Socialforvaltningen indstiller,

 

At Socialudvalget godkender forslag til videreførelse af udleveringen af sikkerhedssprøjter parallelt med udlevering af almindelige sprøjter/kanyler, foreløbig indtil udgangen af 2007.

 

At Socialudvalget i forbindelse med slutevalueringen af projektet tager endelig stilling til, om der skal udleveres sikkerhedssprøjter.

 

At Socialudvalget indstiller til Økonomiudvalget, at uforbrugte midler overføres til 2007.

 

 

RESUME

Socialudvalget besluttede d. 22. februar 2006, at der skulle iværksættes et forsøg med udlevering af sikkerhedssprøjter parallelt med udleveringen af almindelige sprøjter. Forsøget påbegyndtes d. 15. maj, og er evalueret af CASA (Bilag 1).

 

Der er i 2 måneder udleveret i alt 6.700 sikkerhedssprøjter. Det svarer til 8 % af det samlede antal udleverede sprøjter.

 

Evalueringen viste, at ingen at de opstillede succeskriterier for anvendelsen af sikkerhedssprøjterne blev opfyldt. Kun 12 % af brugerne ønsker at anvende sikkerhedssprøjterne, mens 60 – 70 % af brugerne ikke vil benytte sikkerhedssprøjterne, selv om de var den eneste type sprøjter, der blev udleveret.

 

Til gengæld blev succeskriteriet om nedbringelse af antallet af usikrede sprøjter/kanyler nået.

 

To måneder er generelt en meget kort forsøgsperiode, og der bør derfor sættes fokus på fortsat anvendelse af sikkerhedssprøjter i sammenhæng med et generelt øget fokus på at nedbringe antallet af usikrede sprøjter på gaden.

 

Socialforvaltningen indstiller derfor, at paralleludleveringen af sikkerhedssprøjter og almindelige sprøjter fortsætter

 

Det indebærer, at de resterende midler af de oprindeligt bevilgede 1 mio. kr. anvendes til fortsat udlevering af sikkerhedssprøjter, herunder ansættelse af sygeplejerske til at forestå udleveringen samt udarbejdelse af slutevaluering.

 

Det er dog også muligt, at anvende de resterende midler til medfinansiering af Socialforvaltningens merforbrug i 2006.

 

Endelig indstilles det, at slutevalueringen forelægges Socialudvalget med henblik på endelig stillingstagen til, om der skal ske udlevering af sikkerhedssprøjter på permanent basis.

 

Det foreslås, at der tages endelig stilling til om de uforbrugte midler skal anvendes til en fortsættelse af projektet i 2007. Det skal understreges, at Socialudvalget ikke kan garantere, at Økonomiudvalget godkender dette, bl. a. set i lyset af at regnskabsprognosen for 2006 viser et merforbrug.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Ved møde i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 14. september 2005 blev det besluttet, "at forvaltningen udarbejder et forslag til udlevering af sikkerhedssprøjter til narkomaner i København. Sprøjternes nåle bliver beskyttet efter brug således, at stikuheld fra efterladte sprøjter ikke risikerer at stikke andre, og at risikoen for at narkomaner kan smitte hinanden med blodbårne sygdomme nedsættes, idet sprøjterne ikke kan genanvendes."

Ved møde i Socialudvalget den 22. februar 2006 behandlede Socialudvalget på den baggrund indstilling fra Socialforvaltningen om, at der i en overgangsperiode på samlet 3 måneder (2 måneder + 1 måned til evaluering mv.) fandt en udlevering sted af sikkerhedssprøjter parallelt med udleveringen af almindelige sprøjter/kanyler.

I måned 3 skulle fremlægges en ekstern evaluering af ordningen, og derefter skulle der afhængigt af resultatet af den eksterne evaluering, i en periode på 4 måneder udelukkende udleveres sikkerhedssprøjter. Samlet skulle sikkerhedssprøjterne dermed udleveres i alt i 7 måneder.

Ved Socialudvalgsmødet den 22. februar 2006 blev følgende ændringsforslag tiltrådt:

"At der maksimalt anvendes 0,5 mill. kr. på de to måneders prøveperiode og herudover en måneds evaluering.

At den resterende pulje hensættes til fortsættelse af forsøget eller videreudvikling indenfor sikkerhedssprøjter og uddannelse af narkomaner på gadeniveau."

 

1. Forsøg med udlevering af sikkerhedssprøjter

Forsøget med udlevering af sikkerhedssprøjter er foregået fra 15. maj til 15. juli 2006. Der er blevet udleveret to typer af sikkerhedssprøjter. En med en manuel sikkerhedsmekanisme og en med en automatisk sikkerhedsmekanisme. Typen med den automatiske sikkerhedsmekanisme er blevet udleveret med to forskellige kanylestørrelser.

 

Der er i de 2 måneder i alt udleveret 6700 sikkerhedssprøjter fordelt med 1/3 på sprøjten med manuel sikkerhedsmekanisme og 2/3 på de andre sprøjter.

 

I gennemsnit udleveres der ca. 40.000 almindelige sprøjter/måned fra Mændenes Hjem. Udleveringen af sikkerhedssprøjter har således andraget ca. 8 % af den samlede sprøjteudlevering i perioden.

 

Til at forestå udleveringen af sikkerhedssprøjter og motivere brugerne til at bruge sikkerhedssprøjter blev der ansat en sygeplejerske i 37 t./uge.

 

Som ekstern evaluator af projektet har Socialforvaltningen hyret CASA.  CASA's dataindsamling er foregået i perioden 5. juni til 30. juni 2006.

 

CASA har foretaget en evaluering af anvendeligheden af sikkerhedssprøjterne for stofmisbrugerne, og brugernes opfattelse og vurdering af sikkerhedssprøjterne.

CASA har evalueret projektet gennem:

  1. Indsamling af 103 spørgeskemaer
  2. Interview med 25 brugere
  3. Observation af udleveringen på Mændenes Hjem

 

Evalueringsrapporten er vedlagt som bilag 1.

 

Derudover har Vej og Park forestået en optælling af kanyler.

 

2. Resultater vedr. forsøg med udlevering af sikkerhedssprøjter

Der blev ved Socialudvalgets behandling af indstilling om udlevering af sikkerhedssprøjter vedtaget en række succeskriterier for anvendelsen af sikkerhedssprøjterne.

 

Ingen af de opstillede succeskriterier blev opnået i forbindelse med forsøget.

 

Nedenfor sammenholdes de opstillede succeskriterier med resultatet af evalueringen:

1.      Minimum 50 % af brugerne ønsker at benytte sikkerhedssprøjterne

Evalueringsresultat: 12 % af de adspurgte brugere ønsker at anvende sikkerhedssprøjterne

2.      Minimum 75 % af brugerne angiver, at de kan anvende sikkerhedssprøjterne til injektionen af deres stoffer

Evalueringsresultat: 60 % af de adspurgte brugere mente, at de kunne anvende sikkerhedssprøjterne

3.      At ingen brugere rapporterer om skader som følge af anvendelsen af sikkerhedssprøjterne

Evalueringsresultat: Der er 1 bruger der har henvendt sig vedr. en skade (gennemboret åre) som følge af brug af sikkerhedssprøjten.

 

CASA peger i sin rapport på følgende grunde til, at brugerne ikke ønsker at benytte sikkerhedssprøjten:

    • man kan miste sit stof
    • man kan komme til skade
    • man kan ikke filtrere
    • man kan ikke lave det sidste sikkerhedsudtræk
    • man kan ikke dele sit stof
    • sikkerhedssprøjterne er for store og derfor svære at bruge

 

Desuden viser evalueringen at ca. 2/3 af brugerne ikke vil bruge sikkerhedssprøjterne, men forsøge at skaffe de normale sprøjter på anden vis, selv i en situation hvor der kun blev udleveret sikkerhedssprøjter.

 

Endvidere viser evalueringen, at der blandt brugerne har været en generel skepsis omkring brugen af sikkerhedssprøjter, men at denne skepsis mindskes noget hos de brugere, der rent faktisk prøver sikkerhedssprøjten.

 

Endelig viser evalueringen, at der også blandt de brugere, der har modtaget undervisning i brugen af sikkerhedssprøjterne er en mindre skepsis i forhold til brugen af sikkerhedssprøjter. Det har dog inden for den givne ramme med 1 ansat sygeplejerske ikke været muligt at undervise alle brugere. Det skyldes for det første, at der hentes sprøjt er/kanyler på alle tidspunkter af døgnet. For det andet at mange af misbrugerne har travlt med at komme ud og fixe, og ønsker derfor ikke at modtage undervisning, når de henter sprøjter/kanyler.

 

I forhold til valg af typen af sikkerhedssprøjte viser evalueringen, at der blandt brugerne ikke er nogen sikker præference.

 

3. Kanyleoptælling

I forhold til antallet af kanyler, der ligger på gaden blev følgende succeskriterium for projektet vedtaget:

At der sker en reduktion af antallet af kanyler, der ligger frit på gaden, med minimum 25 %.

Vej og Park har forestået optælling af sprøjter/kanyler der ligger på gaden i en uge umiddelbart inden projektet begyndte og igen ved projektets afslutning.

Af nedenstående tabel 1 fremgår resultatet af optællingen.

Tabel 1: Optælling af sprøjter/kanyler i uge 19 og 26, 2006

Uge 19

Antal

%

Beskyttede sprøjter/kanyler

8036

56

Ubeskyttede sprøjter/kanyler

6267

44

I alt

14 303

100

 

 

 

Uge 26

 

 

Beskyttede sprøjter/kanyler

7540

73

Ubeskyttede sprøjter/kanyler

2580

25

Blandede kanyler

181

2

I alt

10 301

100

Som det fremgår af tabellen udgør andelen af ubeskyttede kanyler 44 % ved første optælling men kun 25 % ved anden optælling. Der er her overvejende tale om almindelige sprøjter/kanyler. I absolutte tal drejer det sig om ca. 4.000 færre ubeskyttede kanyler.

Fra den første til den anden indsamling er der sket en reduktion i antallet af kanyler, der ligger ubeskyttede på gaden på 59 % og succeskriteriet er således opfyldt. Der skal dog tages forbehold for, at der fra første til anden optælling er sket en reduktion i antallet af indsamlede sprøjter/kanyler med 25 %.

 

4. Konklusion

Ingen af succeskriterierne for brugen af sikkerhedssprøjterne er opfyldt, idet kun 12 % af brugerne ifølge evalueringen ønsker at benytte sikkerhedssprøjterne. Brugerne vil forsøge at skaffe normale sprøjter, hvis der kun udleveres sikkerhedssprøjter med risiko for øget spredning af smitsomme sygdomme til følge.

 

Til gengæld viser evalueringen, at der blandt brugerne har været en generel skepsis omkring brugen af sikkerhedssprøjter, men at denne skepsis mindskes noget hos de brugere, der rent faktisk prøver sikkerhedssprøjten.

 

På den baggrund frarådes det, at der i overensstemmelse med forvaltningens tidligere indstilling i en periode på fire måneder udelukkende udleveres sikkerhedssprøjter.

 

Derimod indstiller Socialforvaltningen, at man fortsætter paralleludlevering af de to typer af sikkerhedssprøjter og de almindelige sprøjter i 2007, herunder ansætter en sygeplejerske til at forestå udleveringen samt i øvrigt følger brugen af de respektive sprøjtetyper.

 

Socialforvaltningen foreslår endvidere, at de mere teknisk baserede erfaringer omkring brugen af sikkerhedssprøjterne sammenfattes, og at der arrangeres møder mellem brugere og producenter med henblik på at skærpe brugernes opmærksomhed på sikkerhedssprøjterne.

 

Endelig foreslås det, at der afsættes midler til at foretage en slut-evaluering af projektet.

 

Den endelige evaluering af projektet forelægges Socialudvalget med henblik på endelig stillingtagen til, om der permanent skal udleveres sikkerhedssprøjter.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af forvaltningens positivliste over sager der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

De ekstra udgifter til udlevering af sikkerhedssprøjter er finansieret i indeværende år. Hvis der skal udleveres sikkerhedssprøjter efter 2006 indebærer det, at den resterende del af den oprindelige bevilling overføres til 2007. Der kan ikke anvises finansiering efter 2007.

 

Til projekt med udlevering af sikkerhedssprøjter var der i alt afsat 1 mill. kr. Ved Socialudvalgets møde den 22. februar 2006 blev det besluttet, at der højest skulle bruges 0,5 mill. kr. til projektet i den første 3 måneders periode.

 

Budget og forbrug for projektets første 3 måneder sammenholdes i nedenstående tabel 2.

 

Tabel 2: Opgørelse over budget og forbrug til projekt om sikkerhedssprøjter, kr.

 

Budget 2006

Forbrug i 2006

Sikkerhedssprøjter

500.000

25.000

Personale

300.000

150.000

Evaluering

200.000

104.000

Øvrige*

0

24.000

I alt

1.000.000

303.000

* Der har været udgifter i forbindelse med etablering af udleveringen af sikkerhedssprøjter, herunder oplysningsmateriale

 

Som det fremgår, er der kun anvendt kr. 303.000 af de budgetterede midler, hvorfor der er et mindreforbrug i 2006 på kr. 697.000.

 

 

Socialforvaltningen foreslår, at mindreforbruget overføres til 2007, således at projektet kan genopstartes pr. 1. januar 2007 og afsluttes med en evaluering i december 2007.

 

Nedenfor angives budget for 2007.

 

Tabel 3: Budget for projekt med udlevering af sikkerhedssprøjter 2007, kr.

 

Budget

Sikkerhedssprøjter*

50.000

Personale

480.000

Formidling af erfaringer

30.000

Evaluering

96.000

Øvrige, informationsmateriale, inventar, mv.

41.000

I alt

697.000

* Det forudsættes, at der udleveres 5.000 sprøjter/mdn.

 

Det foreslås, at der tages endelig stilling til om de uforbrugte midler skal anvendes til en fortsættelse af projektet i 2007. Det skal understreges, at Socialudvalget ikke kan garantere, at Økonomiudvalget godkender dette, bl. a. set i lyset af at regnskabsprognosen for 2006 viser et merforbrug.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

 

HØRING

Ingen.

 

BILAG

Bilag 1. Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA). Evaluering af Københavns Kommunes forsøg med udlevering af sikkerhedssprøjter, København 2006.

 

 

 

Grethe Munk  

 

/Jens Elmelund

 

 


 

Til top