Indsatsen for socialt udsatte grønlændere (Bilag)
Indsatsen for socialt udsatte grønlændere (Bilag)
Socialudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 22. november 2006
13. Indsatsen for socialt udsatte grønlændere (Bilag)
SUD 401/2006 J.nr. 401/2006
INDSTILLING
Socialforvaltningen
indstiller,
at Socialudvalget godkender forvaltningens ansøgning til
Socialministeriet om økonomisk støtte til projekt "Avancementsmentor" for socialt
udsatte grønlændere,
at Socialudvalget tager redegørelse om
Socialforvaltningens indsats for socialt udsatte grønlændere til efterretning
og
at Socialudvalget tager undersøgelsen "Små skridt -
store forandringer" til efterretning.
RESUME
Socialforvaltningen har i de senere år iværksat en række forskellige indsatser overfor socialt udsatte grønlændere i København. Baggrunden herfor er, at socialt udsatte grønlændere i mindre grad end andre udsatte grupper gør brug af de oprindelige sociale tilbud. På den baggrund har Socialforvaltningen udarbejdet en redegørelse til Socialudvalget om indsatsen for socialt udsatte grønlændere. Indsatserne består i social støtte til beboerne i forskellige botilbud, opsøgende og helhedsorienteret indsats samt opkvalificering af medarbejdere. Indsatsen er primært finansieret af satspuljemidler.
Center for Kulturanalyse har, på opdrag af Københavns
Kommune og Styrelsen for social service, gennemført undersøgelsen "Små skridt –
store forandringer - En undersøgelse af hjemløshed
i gruppen af grønlændere i København". Socialforvaltningen forelægger nu undersøgelsen
for Socialudvalget. I undersøgelsen har man anvendt begrebet hjemløse grønlændere
således, at det også dækker personer, der har en bolig. For at undgå uklarhed
anvender Socialforvaltningen i stedet begrebet socialt udsatte grønlændere.
Socialministeriet har afsat i alt 590.000 kr. til en opfølgning på ovennævnte undersøgelse. På baggrund af erfaringerne fra Socialforvaltningens hidtidige indsats samt resultaterne af undersøgelsen "Små skridt – store forandringer" har Socialforvaltningen således indsendt en ansøgning om økonomisk støtte til projekt avancementsmentor. Avancementsmentoren skal være et forsøg med en særlig intensiveret og koordinerende indsats overfor de dårligst stillede socialt udsatte grønlændere. Ansøgningen er indsendt med forbehold for politisk godkendelse, hvorfor ansøgningen nu forelægges Socialudvalget.
SAGSBESKRIVELSE
Center for Kulturanalyse har
med bidrag fra Socialforvaltningen, Det Grønlandske Hus og Kofoeds Skole opgjort
antallet af hjemløse grønlændere i København til at være mindst 137 personer.
Begrebet hjemløshed er i denne sammenhæng defineret bredt. Gruppen på 137 personer
rummer således også personer, der i dag bor i skæv bolig eller på et
alternativt botilbud. Derfor anvendes begrebet socialt udsatte grønlændere i
stedet.
Ud af gruppen på 137 personer
har mange misbrugs-, sprog- og psykiske problemer. Målgruppen er lidt sværere
at motivere til at gøre brug af de eksisterende tilbud, end andre udsatte
grupper. Der er således brug for, at der gøres en særlig indsats for, at
'integrere' gruppen i de eksisterende tilbud til udsatte grupper.
1. Indsatsen for udsatte grønlændere i København
Socialforvaltningen har
udarbejdet en redegørelse til Socialudvalget om indsatsen for socialt udsatte
grønlændere.
Socialt udsatte grønlændere
er omfattet af kommunens forskellige tilbud til udsatte grupper og det er
forvaltningen målsætning, at de i højere grad gør brug af disse tilbud.
Derudover har Socialforvaltningen med støtte fra Socialministeriet iværksat
følgende projekter for socialt udsatte grønlændere:
· Miteq – bofællesskab for grønlandske kvinder. Projektet gennemføres af Kofoeds Skole. Der er varig finansiering.
· Frederiksbergcenteret – alkoholbehandling for udsatte grønlændere. Projektet gennemføres af behandlingstilbudet Frederiksbergcenteret. Der er varig finansiering.
· Illu – skæve boliger til hjemløse grønlændere. Projektet er under etablering og vil blive drevet af Socialforvaltningen. Der er varig finansiering.
· Bofællesskaber for hjemløse grønlændere. Projektet gennemføres af Socialforvaltningen. Der er varig finansiering.
· Opsøgende og helhedsorienteret indsats. De to projekter i bydelene Indre By – Christia nshavn og Vesterbro – Kgs. Enghave gennemføres af Socialforvaltningen. Der er finansiering frem til udgangen af 2007.
· Undersøgelsen "Små skridt – store forandringer" og projekt avancementsmentor. Undersøgelsen er gennemført af Center for Kulturanalyse. Projekt avancementsmentor vil blive gennemført af Socialforvaltningen. Der er finansiering af projekt avancementsmentor frem til medio 2008.
· Netværkssupervision for medarbejdere. Projektet gennemføres af en ekstern psykolog i samarbejde med Socialforvaltningen. Der er finansiering frem til udgangen af 2007.
Socialforvaltningens samlede
redegørelse er vedlagt som bilag 2.
2. Undersøgelsen "Små
skridt – store forandringer"
Center for Kulturanalyse har
på opdrag af Københavns Kommune og Styrelsen for social service gennemført undersøgelsen
"Små skridt – store forandringer". Undersøgelsen er vedlagt som bilag 1.
Formålet med undersøgelsen var bl.a. at kortlægge målgruppen, dens ønsker og
behov. Derudover var det formålet at undersøge, om der er behov for etablering
af et såkaldt avancementshus for socialt udsatte grønlændere i København.
Undersøgelsen mundede ud i en
række anbefalinger, hvoraf etablering af et avancementshus indgik som en
overordnet ide. Det betyder, at tanken om at binde tilbudene til socialt
udsatte grønlændere bedre sammen, dvs. avancementsideen, er styrende for
undersøgelsens anbefalinger. Ideen er, at man kan 'avancere' fra
lavtærskelstilbud og videre til herberg og egen bolig med og uden støtte.
Undersøgelsen anbefalede således ikke, at man etablerer et egentligt
avancementshus, taget i betragtning, at der kun er afsat 590.000 kr. til en
opfølgning på undersøgelsen.
I undersøgelsen gives der
desuden en kortlægning af målgruppens situation, ønsker og behov. Man har
således konstateret, at der er minimum 137 personer i målgruppen i København og
at målgruppen i høj grad er præget af hjemløshed, herunder misbrugsproblemer,
psykiske problemer og sprogproblemer (se bilag 2 for de samlede resultater af
undersøgelsen).
3. Ansøgning om økonomisk
støtte til projekt avancementsmentor
Socialministeriet har afsat
590.000 kr. til en opfølgning på undersøgelsen "Små skridt – store
forandringer". Socialforvaltningen har på den baggrund indsendt en ansøgning
til Socialministeriet med forbehold for politisk godkendelse.
Projekt Avancements-mentor er
et forsøgsprojekt, der skal afdække mulighederne for at skabe resultater med en
meget intensiv indsats overfor de allerdårligst stillede socialt udsatte grønlændere.
Tanken med projekt
avancementsmentor er, at de brugere, der er sværest at fastholde i et tilbud,
har brug for en social støtte, der går på tværs af tilbudene, hvis deres
chancer for at fastholde et tilbud skal øges. Hvis brugeren følges tættere, hvis
socialarbejderen kommer nærmere på de små forandringer i den enkeltes liv og
hvis socialarbejderen er i nær kontakt, når den enkeltes motivation for at
ændre sit liv er til stede, så er der større chance for, at brugeren tilknyttes
et tilbud, at brugeren fastholder tilbudet og at tilbudet styrker brugerens
kompetencer og yderligere motivation for at ændre sit liv. Avancements-mentoren
har således dels som opgave at følge brugeren, uanset hvilket tilbud
vedkommende er i eller ikke er i og dels at motivere brugeren for at fastholde
et tilbud og således minimere antallet af tilbud som brugeren falder ud af.
Projektet skal køre fra
ultimo 2006 til medio 2008. De metoder, der udvikles i projektet vil – i det
omfang det er ressourcemæssigt muligt – blive implementeret i den opsøgende
gadeplansindsats. Ansøgningen er vedlagt som bilag 3.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af
Socialforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
Socialministeriet har afsat i
alt 590.000 kr. til en evt. opfølgning på undersøgelsen fra "Små skridt - store
forandringer" fra Center for Kulturanalyse. Det indstilles på den baggrund, at
Socialforvaltningens ansøgning om økonomisk støtte til projekt
avancementsmentor godkendes. Midlerne ønskes anvendt på følgende måde:
Figur 1 Økonomiske rammer for Projekt avancementsmentor
Udgift (kr.) |
2006 |
2007 |
2008 |
I alt |
Løn til 1 medarbejder
i 17 mdr. |
45.000 |
360.000 |
105.000 |
510.000 |
Aktiviteter |
5.500 |
22.500 |
6.000 |
34.000 |
Overhead |
6.000 |
25.000 |
6.500 |
37.500 |
Revision |
1.000 |
5.000 |
2.500 |
8.500 |
I alt |
57.500 |
412.500 |
120.000 |
590.000 |
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
HØRING
Ingen
BILAG
1. Redegørelse om Socialforvaltningens indsats for socialt udsatte grønlændere
2. Undersøgelsen "Små skridt - store forandringer", udarbejdet af Center for Kultur Analyse 2006
3. Ansøgning til Socialministeriet om økonomisk støtte til projekt "Avancementsmentor"