Helhedsplan for Bystævneparken
Resumé
Socialudvalget skal godkende et høringssvar vedrørende et udkast til en helhedsplan for Bystævneparken. Helhedsplanen berører to tilbud vedrørende Socialforvaltningens målgrupper.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender udkast til høringssvar.
Problemstilling
Bystævneparken er i dag kendetegnet ved et område præget af mange offentlige institutioner. Det er tanken, at Bystævneparken omdannes fra et relativt lukket område med institutioner til et åbent grønt område med primært lavt byggeri. Udkast til helhedsplanen har været forelagt Økonomiudvalget den 19. februar 2019, som har sendt den i høring til fagudvalgene med en forventet tilbagemelding efter SUD-mødet den 22. maj 2019.
Socialforvaltningen har to tilbud i Bystævneparken. Rønnebo, som er botilbud til 61 borgere med sindslidelse, og et tilbud bestående af 15 ungdomsboliger til unge med sindslidelse.
Økonomiforvaltningen har i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen og med input fra de øvrige forvaltninger udarbejdet et udkast til en helhedsplan for Bystævneparken, som indebærer, at store dele af området nedrives og i stedet anvendes til boliger, en skole og børnehave samt plejehjem til ældre.
Som følge heraf er der behov for, at Rønnebo fraflytter området, hvilket der blev givet en planlægningsbevilling til i budgetaftalen for 2018. Placeringen af de 15 ungdomsboliger fremgår ikke direkte af helhedsplanen, men spørgsmålet herom vil indgå som led i udmøntningen af helhedsplanen.
Løsning
Københavns Kommune besluttede i 2015 at igangsætte en byudviklingsstrategi for det udsatte byområde Tingbjerg-Husum. Det blev i Budget 2018 besluttet, at helhedsplanen for Bystævneparken blandt andet skal rumme:
- Eksisterende rehabiliteringscenter og produktionskøkken
- Ny Skole med to nye skolespor (BUF)
- 20 daginstitutionsgrupper (BUF)
- 250 almene plejeboliger (SUF)
- 15 almene specialungdomsboliger (SOF)
- 45-65.000 etagemeter private boliger (ØKF)
Der vil kunne forekomme ændringer i ovenstående tal. Især er der usikkerhed om antal skolespor og antal daginstitutionsgrupper. Der er ingen almene familie- og ungdomsboliger, idet området har karakter af udsat byområde. Lokalområdet indeholder desuden et stort antal almene boliger i forvejen.
For Socialforvaltningen indebærer helhedsplanen en udflytning af Rønnebo fra Bystævneparken til Ryparken 75-81 beliggende på grænsen til Hellerup. Byggeprogrammet er udarbejdet, og i forbindelse med overførselssagen 2018/19 er der givet en bevilling på 2,5 mio. kr. til en videre bearbejdning af projektet. Det forventes, at Økonomiforvaltningen ansøger om en anlægsbevilling i forbindelse med budget 2020.
Et stadigt stigende antal ældre med sindslidelse indebærer flere somatiske problemstillinger, hvilket er en udfordring i forhold til de nuværende fysiske rammer. Størrelsen og indretningen af de nuværende boliger i Rønnebo indebærer, at det er svært at opretholde ønsket om et normalt hjem, idet hospitalsseng kombineret med andre hjælpemidler vanskeliggør en fornuftig indretning af boligen. Boligen kan derfor have karakter af hospitalsmiljø fremfor et normalt hjem. Med de nye boliger i Ryparken vil det være muligt at indrette boligerne, så de får et mere personligt præg.
I helhedsplanen var det indtil Overførselssagen 2018/19 forudsat, at de 15 eksisterende kommunale ungdomsboliger samt et serviceareal skulle rives ned, og at der i stedet skulle opføres 15 nye ungdomsboliger i alment regi. Ved forhandlingerne om Overførselssagen blev det imidlertid besluttet, at boligtårnet med de 15 SOF-ungdomsboliger ikke nedrives. Det blev dog ikke specifikt besluttet, at de nuværende aktiviteter og boliger skal forblive i boligtårnet. I forhold til huslejeniveauet vil det være en fordel for beboerne at blive boende i de nuværende boliger opført efter serviceloven. Derfor foreslår Socialforvaltningen, at der i høringssvaret indgår et ønske om, at de kommunale ungdomsboliger forbliver i de kommunale bygninger.
Cirka halvdelen af de 15 beboere er visiteret efter servicelovens §107, hvilket indebærer, at de har behov for socialpædagogisk støtte. De resterende er anbragte unge uden behov for socialpædagogisk støtte. En del af beboerne har diagnoser (eksempelvis ADHD) og nogle beboere har lette sindslidelser. Mange af beboerne er på kontanthjælp eller beskyttet beskæftigelse, hvilket indebærer, at de har svært ved at betale huslejen i en almen bolig.
Økonomi
Økonomiforvaltningen udarbejder i forbindelse med helhedsplanen en samlet økonomi i form af en businesscase for området. Denne forventes at indgå i budgetaftalen for 2020.
Videre proces
Såfremt udkastet til høringssvar godkendes, sendes denne til Økonomiforvaltningen. På baggrund af udvalgenes svar forelægges et tilrettet udkast til helhedsplanen og helhedsplanens samlede økonomi til politisk drøftelse i forbindelse med budgetaftalen for 2020. Helhedsplanen forventes herefter behandlet på et ØU-møde den 3. december 2019.
Nina Eg Hansen
/ Anders Johannes Kristensen
Beslutning
Kontorchef Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt.