Afrapportering af den tværgående ungestrategi - FÆLLESINDSTILLING BUF, BIF, SOF
Indstilling og beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samt Socialforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget samt Socialudvalget
- at udvalgene oversender første afrapportering af den tværgående ungestrategi til Økonomiudvalget
Problemstilling
Borgerrepræsentationen vedtog på sit møde den 11. oktober 2012 (2011-145351) en tværgående ungestrategi for perioden 2013-2015 med fire overordnede mål:
- 95% af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse
- Flere i en ungdomsårgang skal have en erhvervskompetencegivende uddannelse
- Ledigheden blandt unge københavnere under 30 år skal reduceres med 10 procent
- Flere unge skal have et aktivt fritidsliv
Borgerrepræsentationen besluttede, at arbejdet med ungestrategien skal afrapporteres halvårligt til Økonomiudvalget.
Løsning
Opfølgningen på ungestrategien tager udgangspunkt i ungestrategiens 4 mål, som er omsat til syv indikatorer.
Udgangspunktet, eller ”baselinen”, er opgjort pr. ultimo 2012. Dvs. at denne afrapportering alene er en første status.
Baselinen viser at:
- 86% af de københavnske 24-årige har færdiggjort en ungdomsuddannelse. (Kilde: Ungdommens Uddannelses vejledningssystem pr. 1./10-2012)
- 52,1% af unge med tidligere sociale foranstaltninger påbegynder/gennemfører en ungdomsuddannelse. (Status i ungdomsuddannelserne for gruppen af 19-årige med en foranstaltning inden for de seneste to år. Kilde: Ungdommens Uddannelses vejledningssystem krydset med SOFs sagsbehandlingssystem BUS. Opgørelsestidspunkt er 1./10-2012)
- 52% af unge med tidligere sociale foranstaltninger tager folkeskolens afgangsprøve i alle bundne prøvefag (dansk, engelsk og matematik), 1,8% tager enkelte afgangsprøver og 46,2% tager ingen afgangsprøver. (Status for elever, der afsluttede 9. klasse juni 2012. Kilde: Karakteroplysninger i KMD Elev krydset med oplysninger om foranstaltninger inden for de seneste to år i SOFs sagsbehandlingssystem BUS)
- 69,3% af de københavnske 30-34 årige har en erhvervskompetencegivende uddannelse. (Kilde: Danmarks Statistik)
- Ungeledigheden i København er 6,6%. (Kilde: Jobindeks.dk suppleret med BIFs beregninger)
Datagrundlaget for indikatorerne 'andelen af unge med tidligere specialundervisning, der er igang med/har gennemført en ungdomsuddannelse' samt 'andelen af unge med klubtilknytning' er pt. ikke tilstede. BUF forventer at kunne fremlægge baseline ved næste afrapportering.
Selv om det er første måling, er der allerede nu grund til at fremhæve, at det kan blive endog meget vanskeligt at nå 95-procent målsætningen i 2015, hvilket også fremgår af ungestrategien. Dette understreges af, at tal fra Inklusionsbarometeret viser, at der har været en mindre tilbagegang i udviklingen af 15-19 årige med opnået ungdomsuddannelse fra 2010 til 2012. Dette kan blandt andet forklares via et højt frafald på erhvervsskolerne blandt andet på grund af manglen på praktikpladser. De seneste tal (2011) fra den såkaldte profilmodel viser, at Københavns Kommune har en forventet gennemførselsgrad på 83 % ift. et landsgenemsnit på 88 %. Gennemførelsesprocenten i København har imidlertid gennem en årrække været fortsat stigende.
Forvaltningerne vurderer imidlertid, at 95% målsætningen fortsat er et vigtigt pejlemærke og at der både med budget 2013 og øvrige igangværende indsatser er en række initiativer, som forventes at bidrage positivt til målene i ungestrategien. Det drejer sig særligt om:
1) Borgerrepræsentationen behandlede den 13. december 2012 (2012-165313) Strukturudvalgets rapport og besluttede bl.a., at der skal arbejdes med snitfladeudfordringer på velfærdsområderne, så både kvalitet og effektivitet forbedres for borgerne. To af disse snitflader har fokus på unge:
- Børn og unge med særlige behov (BUF-SOF)
- Overgangen fra barn til voksen (18 år) (BUF-BIF-SOF)
Forvaltningernes forslag til håndtering af disse snitfladeudfordringer præsenteres på samme møde som denne indstilling og forventes at have positiv betydning for ungestrategiens mål.
2) BUF har omlagt sin målgruppevurderingsprocedure for 15-17 årige ikke-uddannelsesparate unge og på forsøgsbasis oprettet nye tilbud til målgrupper, som ikke i tilstrækkelig grad profiterer af de eksisterende tilbud. Desuden er der iværksat en stor reform af ungdomsklubområdet, som skal fungere i større klubfællesskaber. Endelig er der i budget 2013 afsat midler til flere praktikpladser i Københavns Kommune, samt indgåelse af flere uddannelsesaftaler med private arbejdsgivere. Status for sidstnævnte initiativer afrapporteres særskilt til Økonomiudvalget.
Desuden har en række besluttede og annoncerede lovændringer stor betydning for den fremadrettede indsats i kommunen:
- Regeringen har i foråret indgået forlig om reform af kontanthjælp og SU samt en vækstpakke, som forventes at få væsentlig indflydelse på københavnske unges vej hen mod uddannelse og job. Det er p.t. ikke muligt at vurdere konsekvenserne mere deltaljeret.
- Regeringen har i sit lovprogram annonceret en ny fleksuddannelse. Målgruppen og tilrettelæggelsen heraf forventes at få stor betydning for såvel vejledningsindsatsen som tilrettelæggelsen af kommunens uddannelsesforberedende tilbud til ikke-uddannelsesparate.
Økonomi
Videre proces
Forvaltningerne vurderer, at det ikke er realistisk, at 95%-målsætningen kan indfries i 2015. Konsekvenserne af de allerede igangsatte og planlagte kommunale initiativer og omfattende reformer af den nævnte lovgivning bør dog vurderes, før der foreslås yderligere initiativer. Efter behandlingen i fagudvalgene sendes afrapporteringen til endelig behandling i Økonomiudvalget.
Else Sommer Morten Binder Anette Laigaard