Status på belægning på hjemløse- og krisecenterområdet samt status på køb og salg af pladser på herbergs- og krisecenterområdet per maj 2013
Socialudvalget forelægges status på belægning på herberger, natcaféer og krisecentre for april 2013. Desuden forelægges status på køb og salg af pladser på herbergs- og krisecenterområdet for april 2013.
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget tager nedenstående status på belægning på hjemløse- og krisecenterområdet for april 2013 til efterretning, og
- at Socialudvalget tager nedenstående status på køb og salg af pladser på herbergs- og krisecenterområdet for april 2013 til efterretning.
Problemstilling
Socialudvalget besluttede d. 18. april 2012, at udvalget løbende skal holdes orienteret om udviklingen i belægningsstatistikker på hjemløse- og krisecenterområdet. I vinterhalvåret (oktober-februar) vil udvalget modtage månedlige orienteringer, mens afrapporteringen vil ske kvartalsvist i sommerhalvåret (marts-september). Socialudvalget har desuden ønsket, at statusnotaterne i vinterperioden indeholder oplysninger om situationen på de private nødovernatningstilbud, der kan huse udenlandske hjemløse.
På Socialudvalgets møde den 14. november 2012 blev det derudover besluttet, at Socialudvalget i forbindelse med de løbende statusnotater vedr. kapacitet på hjemløse- og krisecenterområdet ligeledes skal orienteres om antallet af udenbys borgere, der opholder sig på de københavnske krisecentre og herberger, samt antallet af københavnerborgere, der opholder sig på udenbys krisecentre og herberger.
Løsning
I det følgende gives en status på udviklingen i belægningsprocenter pr. 1. maj 2013 samt et overblik over situationen på de private nødovernatningstilbud. Derefter følger en status på køb og salg af herbergs- og kvindekrisecenterpladser pr. 1. maj 2013.
Status på belægning på hjemløse- og krisecenterområdet
Af tabel 1 og 2 fremgår belægningsprocenter for herberg, krisecentre og natcaféer.
Tabel 1: Totale belægningsprocenter på herberger og krisecentre, december 2012 – april 2013
|
Dec. |
Jan. |
Feb. |
Marts |
April |
Herberg (§ 110) |
98 % |
94 % |
97 % |
96 % |
96 % |
Krisecenter |
90 % |
92 % |
89 % |
91 % |
89 % |
Den samlede belægningsprocent for herbergerne var i efteråret 2012 stabilt på ca. 95 %. Efter en stigning til 98 % i december 2012, faldt belægningen til ca. 94 % i januar 2013. Belægningen fra februar 2013 viser igen en mindre stigning til 97 %, hvorefter belægningen har ligget på 96 % i marts og april. Samlet set må niveauet betragtes som værende stabilt.
Den samlede belægningsprocent for krisecentrene har i perioden september 2012 til maj 2013 ligget mellem 89-92 pct., hvor den i april igen er faldet til 89 %.
Belægningsprocenterne på herberg og krisecentre opgøres på baggrund af indberetninger fra de enkelte tilbud.
Tabel 2: Antal sovende/besøgende på natcaféer, december 2012 – april 2013
Normering = sovepladser |
Belægning = sovende/besøgende |
||||
Natcafé |
December |
Januar |
Februar |
Marts |
April |
Café Klare (20 pl.) |
14 sovende 3 besøgende |
12 sovende 3 besøgende |
13 sovende 2 besøgende |
14 sovende 4 besøgende |
13 sovende 3 besøgende |
Hillerødgade (30 pl.) |
52 sovende 0 besøgende |
47 sovende 0 besøgende |
46 sovende 0 besøgende |
53 sovende 0 besøgende |
34 sovende 0 besøgende |
Sundholm |
41 sovende 24 besøgende |
41 sovende 28 besøgende |
41 sovende 32 besøgende |
43 sovende 37 besøgende |
49 sovende 31 besøgende |
Mændenes Hjem |
14 sovende 86 besøgende |
17 sovende 95 besøgende |
12 sovende 71 besøgende |
12 sovende 73 besøgende |
17 sovende 64 besøgende |
Tabel 2 viser antallet af sovende/besøgende på de fire natcaféer. Antal besøgende på Sundholm er opgjort på baggrund af en ugentlig stikprøve. Der er således ikke tale om et gennemsnitligt antal, som det er tilfældet på de tre andre tilbud.
Det fremgår af tabel 2, at Café Klare, der er målrettet hjemløse kvinder, har en lavere belægning end de øvrige natcaféer. Den gennemsnitlige belægning har siden september 2012 været mellem 12-16 personer pr. måned. Både Kirkens Korshærs natcafé i Hillerødgade og natcaféen på Sundholm har kørt med overbelægning i løbet af efteråret 2012, og har i februar og marts 2013 oplevet en stigning i belægningen, der betyder, at natcaféen i Hillerødgade har kørt med overbelægning. Overbelægningen ift. de 30 normerede pladser i Hillerødgades natcafe er fra marts til april måned faldet fra 53 til 34 sovende. Aktivitetscentrets natcafé på Sundholm udvidede i december antallet af pladser fra 30 – 50, og det blev i marts måned besluttet at forlænge de ekstra 20 pladser april måned ud grundet de kolde vejrforhold. Det var tidligere planlagt, at de 20 ekstra pladser skulle lukkes ned ultimo marts. De 20 ekstra pladser er lukket ned ultimo april.
Der er fortsat mange besøgende på Sundholm, der ikke overnatter, hvilket skal ses i sammenhæng med, at natcaféen er placeret i et område med mange andre hjemløsetilbud, og der sker derfor en naturlig tilstrømning af personer i målgruppen. Der er således et stort flow på natcaféen, som betyder, at der i løbet af aftenen/natten er mange unikke besøgende.
Mændenes Hjem, som har karakter af et ”natværested”, har et højt antal besøgende (64 pers.) og et lavt antal sovende (17 pers.). Der er fra marts til april 2013 sket et mindre fald i belægningen af besøgende, mens antallet af sovende er steget fra 12 til 17. Det skal bemærkes, at Mændenes Hjems stueetage aktuelt er under ombygning, fordi ca. halvdelen af stueetagen skal anvendes til det nye stofindtagelsesrum ”Skyen”, som skal åbne til august.
Samlet set kan man sige, at belægningen er stabil på herberger, krisecentre og natcaféer. Der afvises ingen borgere på natcaféerne på grund af pladsmangel. Forvaltningen vurderer, at den høje efterspørgsel i vinterperioden kan rummes af tilbuddenes fleksibilitet ift. ekstra pladser i perioder med særligt høj belægning. Det skal bemærkes, at der i år har været en længere periode med høj belægning end sædvanlig, og at dette alt andet lige hænger sammen med de lave temperaturer i forårsmånederne. Til vurderingen af den overordnede kapacitet afventer forvaltningen desuden resultaterne af SFI’s hjemløsetælling fra uge 6.
Status på vinterberedskab for hjemløse uden lovligt ophold i Danmark
Socialforvaltningen har februar, marts og april været i kontakt med de private organisationer på hjemløseområdet, for at få en status på belægningssituationen på de natcaféer, der tilbyder overnatning til hjemløse uden lovligt ophold i Danmark. På de tre natcaféer, der i perioden har haft åbent, meldes der om fyldte pladser samt borgere, der må gå forgæves, når de henvender sig.
Tabel 3: Oversigt over private natcaféer i København, pr. 1. maj 2013.
Navn og organisation |
Status |
Kapacitet |
Åbningstider |
Stengade Natcafé, Kirkens Korshær |
Åbent |
35 (-40) pl. |
23-08 |
Den Kolde Næse, Frelsens hær |
Lukket ultimo april 2013 |
21-07 |
|
Nattely, Bavnehøj Kirke |
Lukket ultimo marts 2013 |
23-08 |
|
Nattely, Kristuskirken |
Lukket ultimo feb. 2013 |
|
|
Total kapacitet |
|
35 (-40) pl. |
|
Af tabel 3 fremgår en status over situationen på de private natcaféer. Generalsekretær fra Blå Kors Danmark, Christian Bjerre, har bekræftet, at Nattely i Kristuskirken planmæssigt lukkede deres 20 pladser ved udgangen af februar. Lukningen har medført, at Stengade Natcafé har oplevet en stigning i efterspørgselen. Lederen af Stengade Natcafé har oplyst, at der forsat afvises mange brugere hver aften, og af hensyn til konfliktniveau og sikkerhed er natcaféen begyndt kun at lukke 35 personer ind. Lederen oplyser desuden, at der ud over de faste 7 medarbejdere er blevet ansat en rådgiver, som kan vejlede borgerne ift. kontakt til jobcentre, lægehjælp mm.. I tilfælde af sager som den rådgivende medarbejder ikke kan svare på, vil der blive henvist til Kompasset (Kirkens Korshær), som er et tilbud, der yder rådgivning for udenlandske hjemløse.
I Stengade er ca. 30 % af brugerne etniske danskere, typisk borgere med misbrug og psykisk sygdom. De resterende 70 % udgøres af EU-borgere. Der er en del unge jobsøgende fra bl.a. Spanien, heraf nogle med afrikansk baggrund.
Nattely i Bavnehøj melder, at de i løbet af marts har haft alle pladser i brug, og at de gennemsnitligt må afvise 3-4 borgere på grund af pladsmangel. Lederen fortæller, at skiftet til lidt varmere temperaturer betyder, at flere udenlandske hjemløse kommer til København, og der er typisk tale om borgere, som ikke har råd til at rejse hjem igen. Lederen har oplyst, at afviste og tidligere brugere nu primært overnatter i tomme lokaler rundt om i byen og på kirkegårde (hvor der er mere stille end i parker). Heriblandt er nogle af brugerne meget unge (omkring de 18 år). Pladserne på Nattely er planmæssigt lukket ned ved udgangen af marts måned.
Den Kolde Næse melder om næsten fuldt hus i marts og april, dvs. gennemsnitligt 18 overnattende. Målgruppen er primært migranter med afrikansk baggrund, der er kommet til Danmark efter arbejde. Pladserne på Den Kolde Næse er planmæssigt lukket ned ultimo april.
Som det fremgår af ovenstående, er der betydelig forskel på, hvilke målgrupper de private overnatningstilbud tager ind. For en del af tilbuddene gælder endvidere, at målgruppen afviger væsentligt fra brugerne på de kommunale tilbud, idet brugerne er arbejdsmigranter, hvor fattigdom er den primære sociale udfordring.
Pr. 1. maj 2013 er det samlede pladsantal til hjemløse uden lovligt ophold 35(-40) pladser. Ud fra den betragtning, at en væsentlig del af de udenlandske hjemløse uden lovligt ophold kan betegnes som arbejdsmigranter, vurderer forvaltningen, at kapaciteten er dækkende på de private herberger.
Status på køb og salg af pladser på herbergs- og krisecenterområdet
I det følgende præsenteres Socialudvalget for en status på køb og salg af pladser på herbergs- og krisecentreområdet pr. 4. kvartal 2012. De nødvendige data for en status på fordelingen mellem københavnerborgere og udenbys borgere i 1. kvartal 2013 er endnu ikke tilgængelige. Socialudvalget vil blive præsenteret for disse næste gang Socialforvaltningen indstiller status for belægning til udvalget.
Antallet af solgte pladser opgøres på baggrund af antallet af regninger, Københavns Kommune sender til andre kommuner med henblik på at opkræve opholdsbetaling for de borgere, der ikke har hjemkommune i København. Denne opgørelsesmetode bevirker, at antallet af solgte pladser kun opgøres kvartalsvist, samt at data kan være op til 6 måneder forsinket.
Tabel 4: Fordeling af københavnerborgere og udenbys borgere som opholder sig på Københavns Kommunes krisecentre og herberger, pr. 3. og 4. kvartal 2012
Antal § 109 |
Andel § 109 |
Antal § 110 |
Andel § 110 |
|||||
Kvartal |
3. |
4. |
3. |
4. |
3. |
4. |
3. |
4. |
Københavnerborgere |
220 |
220 |
78 % |
79 % |
517 |
495 |
79 % |
80 % |
Udenbys borgere |
61 |
59 |
22 % |
21 % |
141 |
125 |
21 % |
20 % |
I alt |
281 |
279 |
100 % |
100 % |
658 |
620 |
100 % |
100 % |
Som det fremgår af tabel 4, var 21 % af de borgere, der i 4. kvartal 2012 opholdt sig på et af Københavns Kommunes krisecentre, udenbys borgere. På de københavnske herberger var andelen af udenbys borgere 20 %. I forhold til 3. kvartal 2012, hvor andelen af udenbys borgere på krisecenter og herberg var hhv. 22 % og 21 %, er der således ikke sket bemærkelsesværdige ændringer.
Antallet af pladser, som Københavns Kommune køber på udenbys herberger og krisecentre, opgøres på baggrund af Hjemløseenhedens opgørelse over borgere med aktive sager, som opholder sig på udenbys herberger eller krisecenter. Tallene er behæftet med en mindre usikkerhed, da der er mulighed for, at hjemløseenheden ikke er informeret om borgere, der er blevet ind- og udskrevet på et udenbys herberg eller krisecenter inden for den seneste uge.
Tabel 5: Antallet af københavnerborgere der opholder sig på et udenbys krisecenter- eller herberg, pr. 3. maj 2013
Område |
Antal borgere registeret i starten af måneden |
||||
December |
Januar |
Februar |
Marts |
Maj |
|
Herberg (§ 110) |
74 |
66 |
63 |
62 |
71 |
Krisecenter (§ 109) |
54 |
48 |
44 |
44 |
49 |
Af tabel 5 fremgår det, at hjemløseenheden pr. 3. maj 2013 har registreret 71 københavner borgere på et udenbys herberg, mens tallet på krisecenterområdet er 49 københavner borgere.[1]
[1] Af tabel 5 fremgår ikke tal for april måned, da forvaltningen per marts måned overgik til kvartalsmæssig afrapportering jf. Socialudvalgets beslutning om orienteringer i sommerhalvåret.
Ift. til sidste status på køb af pladser, hvor antallet af borgere var henholdsvis 62 og 44, er der sket en mindre stigning. Stigningen vurderes ikke at være bemærkelsesværdig, da der er tale om et øjebliksbillede. Der er tale om et område, hvor der ofte er et relativt stort flow ind og ud af tilbuddene fra dag til dag.
Det kan yderligere oplyses, at 14 borgere med en sag i Rådgivningscenter København ligeledes opholder sig på udenbys herberger.
Hjemløseenheden vurderer, at ca. halvdelen af kvinderne opholder sig på et udenbys krisecenter af sikkerhedsmæssige årsager.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Næste statusnotat for belægning på herberger og kvindekrisecentre, samt køb og salg af herbergs- og krisecenterpladser, vil blive forelagt Socialudvalget i næste kvartal (efter sommerferien).
Anette Laigaard
/Gitte Bylov Larsen