Mødedato: 22.04.2020, kl. 16:30
Mødested: Microsoft Teams-møde

Kriterier for § 18-uddelingen for 2021

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget skal godkende kriterierne for § 18-uddelingen for 2021, herunder at der reserveres en pulje på 0,3 mio. kr. til længerevarende ordninger med besøgsvenner for borgere med sindslidelse i § 18-uddelingen for 2021.  § 18-puljen er i 2021 reduceret med 3 mio. kr., som følge af Socialudvalgets beslutning vedrørende finansiering af Socialforvaltningens økonomiske udfordringer i 2020 af den 30. oktober 2019.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender, at § 18-midlerne i 2021 fortsat uddeles efter de nuværende kriterier
  2. at Socialudvalget godkender, at der reserveres en pulje på 0,3 mio. kr. af §18-midlerne i 2021 til længerevarende ordninger med besøgsvenner for borgere med sindslidelse.

Problemstilling

Hvert år uddeler Socialudvalget § 18-midler til frivilligt socialt arbejde. På udvalgsmødet den 18. september 2019 blev § 18-puljen for 2020 uddelt. På mødet afgav Venstre og Radikale Venstre en protokolbemærkning om, at udvalget bør evaluere kriterierne for uddelingen og drøfte, om de skal være anderledes for 2021. De nuværende kriterier for uddelingen af § 18-midler blev vedtaget på et udvalgsmøde den 20. marts 2019, hvor det blev besluttet, at de skulle gælde for resten af udvalgsperioden. Derudover blev det på Socialudvalgets møde den 30. oktober besluttet at reducere § 18-puljen med 3 mio. kr., som skal implementeres med uddelingen for 2021. Forvaltningen har inddraget Frivilligrådet og Udsatterådet for at få input til kriterierne for uddelingen (bilag 2 og 3).

Løsning

Nedenfor beskrives de eksisterende kriterier i § 18-uddelingen for 2020, som Socialudvalget skal godkende. Derudover foreslås det, at der reserveres 0,3 mio. kr. af § 18-puljen i 2021 til projekter med fokus på besøgsvenner for borgere med sindslidelse.

Som følge af udbruddet af Corona-virus er den oprindelige ansøgningsperiode for § 18-puljen, der skulle være startet i slutningen af marts måned, blevet udskudt. I stedet åbnes der for ansøgninger den 27. april 2020 til og med den 8. juni 2020. Forvaltningen har udmeldt udskydelsen af ansøgningsperioden på kommunens hjemmeside, via sociale medier og gennem de centrale råd. Den nye ansøgningsperiode betyder, at Socialudvalget tidligst vil få forelagt en sag om § 18-puljen på et udvalgsmøde i oktober, i stedet for i september, som oprindeligt planlagt. Organisationerne vil forventeligt modtage bevillings- og afslagsbreve i november måned. Socialforvaltningen har været i dialog med Frivilligrådet ift. at få den bedst mulige proces for ansøgerne.

Kriterier for § 18-uddelingen

Den 20. marts 2019 godkendte udvalget de nuværende kriterier for § 18-uddelingen (bilag 1), og at disse skulle gælde udvalgsperioden ud.

Her besluttede udvalget, at ansøgninger, som vurderes at ligge uden for forvaltningens målgruppe, bl.a. på sundheds- og omsorgsområdet og flygtninge- og integrationsområdet, ikke bevilliges § 18-midler, samt at der gives mange små bevillinger fremfor få store. Udvalget indførte også en pointscore med udgangspunkt i Socialstrategiens målsætninger for projekter, der ansøger over 100.000 kr. Endeligt afsatte man 25 pct. af puljemidlerne til længerevarende bevillinger. Det blev ikke besluttet, at foreninger, der modtager en driftsbevilling fra kommunen, ikke også kan modtage § 18-støtte. Forvaltningen beder dog i ansøgningsskemaet ansøger om bl.a. at oplyse, hvorvidt de modtager et driftstilskud fra Københavns Kommune.

Da § 18-midlerne blev uddelt for 2020 afgav både Venstre og Radikale Venstre protokolbemærkninger. Begge partier bemærkede, at der blev uddelt § 18-midler til foreninger, som i forvejen modtog en driftsbevilling fra Københavns Kommune. Radikale Venstre bemærkede desuden, at der skulle evalueres på kriterierne inden næste uddelingsrunde.

Forvaltningen har set på uddelingen af § 18-midler for 2020 ift. de vedtagne kriterier af d. 20. marts 2019. Brugen af de nuværende kriterier ved sidste års § 18-uddeling viser, at det fx er vanskeligt objektivt at vurdere, hvilke ansøgninger, der ligger inden for eller uden for Socialforvaltningens målgruppeområde. I § 18-uddelingen for 2020 blev der givet afslag til 65 projekter mod 21 afslag i § 18-uddelingen for 2019. 46 afslag blev givet på baggrund af, at ansøgningen blev vurderet til at ligge uden for forvaltningens målgruppe.

Som følge af Socialudvalgets beslutning på udvalgsmødet den 30. oktober 2019 er § 18-puljen reduceret med 3. mio. kr. i 2021 og frem. Besparelsen udmøntes som udgangspunkt ved en generel reduktion af puljemidlerne, således, at der uddeles for 3 mio. kr. færre midler i 2021 og frem, men at de resterende midler fortsat uddeles efter de nuværende kriterier.

Både Frivilligrådet og Udsatterådet har givet udtryk for, at de overordnet er tilfredse med de nuværende uddelingskriterier.

Reservation af midler til ordninger for besøgsvenner for borgere med sindslidelse

Forvaltningen foreslår, at en mindre del af § 18-puljen reserveres til et tema, hvor projekter med fokus på en specifik udfordring prioriteres. Konkret foreslår forvaltningen, at der reserveres 300.000 kr. ud af de 25 pct. af § 18-puljemidlerne, der er afsat til længerevarende projekter i 2021, til projekter der har fokus på besøgsordninger for borgere med sindslidelse. Det kan fx være indsatser for borgere i egen bolig, der på grund af deres sindslidelse er ensomme og har udfordringer med at fastholde et socialt netværk. Dette tema hænger fint sammen med Socialstrategiens fokus på at modvirke ensomhed. Ved § 18-uddelingen for 2020 blev der uddelt for 195.000 kr. til besøgsvennetjenester for udsatte og borgere med psykiske lidelser, mens der blev ansøgt for ca. 750.000 kr. Røde Kors Hovedstaden fik en 1-årig bevilling på 55.000 kr. til deres projekt om besøgsvenner for borgere med psykiske lidelser. Foreningen havde ansøgt om ca. 300.000 kr.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Ansøgningsrunden til § 18-uddelingen for 2021 åbner mandag den 27. april 2020. Socialforvaltningen vil implementere Socialudvalgets beslutninger, så de har effekt for den kommende uddelingsrunde for 2021.

 

Nina Eg Hansen

                                            / Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog via Teams under punktets behandling.

Til 1. at-punkt stillede Radikale Venstre et ændringsforslag:

”At Socialudvalget godkender, at § 18-midlerne i 2021 fortsat uddeles efter de nuværende kriterier med den tilføjelse, at udvalget gerne ser mange små bevillinger og at der maksimalt kan uddeles 0,5 mio.  kr. om året pr. ansøgning.”

Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.

Med disse ændringer blev 1. at-punkt godkendt.

 

Et enigt Socialudvalg forkastede 2. at-punkt.

Et samlet Socialudvalg afgav følgende protokolbemærkning:

”Socialudvalget ønsker ikke, at det på forhånd skal være bestemt, hvilke præcise tiltag de frivillige sociale midler skal bruges til. Partierne synes at besøgsvenner er en værdig brug af paragraf 18-midlerne og glæder sig til at tage dem med i betragtning, når midlerne skal uddeles”.

Til top