B-SAG. Socialudvalgets høringssvar vedr. Kommuneplan 2015
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller overfor Socialudvalget,
1. At Socialudvalget drøfter forslag til Kommuneplan 2015, jf. bilag 1.
2. At Socialudvalget godkender høringssvar til Økonomiudvalget vedrørende Kommuneplan 2015, jf. bilag 2.
Problemstilling
Planloven fastlægger, at kommuner skal have en kommuneplan. I den første halvdel af en valgperiode skal Borgerrepræsentationen vedtage en kommuneplanstrategi, som sætter de overordnede rammer for kommuneplanen. Herefter skal kommuneplanen udarbejdes. Kommuneplanen regulerer den fysiske planlægning i byen.
Kommuneplanstrategi 2014 blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 11. december 2014.
Siden er udkast til Kommuneplan 2015 udarbejdet i et samarbejde mellem kommunens syv forvaltninger. Økonomiudvalget har den 17. marts 2015 besluttet at sende udkastet i høring i alle de stående fagudvalg, herunder Socialudvalget.
Løsning
Visionen i Kommuneplanstrategien er, at København skal være rammen om det gode liv med høj livskvalitet. Forslaget til Kommuneplan 2015 udfylder Kommuneplanstrategiens overordnede mål. Målsætningerne i kommuneplanen er samlet under 5 overskrifter:
1) Grøn boligbyKøbenhavn skal vokse på en bæredygtig måde, både socialt, økonomisk og miljømæssigt. Der skal være mulighed for at opføre 45.000 nye boliger frem mod 2027 for at rumme befolkningstilvæksten. Et tilstrækkeligt antal boliger kan samtidig modvirke kraftige prisstigninger. Mindst 2/3 af transporten skal være grøn, der skal være grønne friarealer ved nybyggeri og boligerne skal være bæredygtige.
2) Sammenhængende by
København skal vedblive med at være en by med blandede og mangfoldige boligområder, og der skal være boliger og muligheder for alle. De udsatte byområder skal løftes, der skal være en jævn fordeling af almene boliger, og efterspørgslen efter mindre, billige boliger skal imødekommes ved nybyggeri. F.eks. skal 10 % af boligerne i byudviklingsområder opføres til en husleje på højst 3.200 kr. pr. måned.
3) Kvalitet i bylivetKøbenhavn skal være en attraktiv ramme om det moderne hverdagsliv. Befolkningstilvæksten skal følge af en udbygning af den kommunale service. Byen skal fremtidssikres i forhold til klimaforandringer. Offentlige bygninger skal være multifunktionelle og der rekreative arealer skal udnyttes bedre.
4) Sammen om vækst og arbejdspladserDer skal sikres tilstrækkelige arealer til, at byen har et varieret udbud af lokaliseringsmuligheder for forskellige erhverv. Københavnerne skal også have de rette kvalifikationer. Det er derfor en målsætning, at 95 % af hver ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse.
5) Greater CopenhagenKøbenhavn skal sammen med regionerne og kommunerne i det sydlige Sverige samarbejde om at tiltrække investeringer og virksomheder og turister.
Det er særligt temaet om en sammenhængende by, der har betydning for det sociale område. Planen fremhæver behovet for at også borgere med lav betalingsevne kan finde en bolig i Københavns Kommune. Indsatserne i planen er bl.a.:
- At justerer kravene til boligstørrelse, så der kan opføres flere små boliger til enlige eller generelt personer med lav betalingsevne.
- At 10 % af nye almene boliger i byudviklingsområder skal opføres til en husleje på højst 3.200 kr. pr. måned
- At udnytte den nye planlovs redskaber om øremækning af grunde til alment byggeri i byudviklingsområder og om støtte til grundkøb til almene boliger i dyrere områder.
- Konkrete rammeændringer giver mulighed for at bygge 400 nye ungdomsboliger. I alt er op mod 4.000 ungdomsboliger på vej.
Billige boliger også i fremtiden er en grundlæggende forudsætning for, at mange af de borgere socialforvaltningen er i kontakt med kan få en egen bolig. Vi ved, at forebyggende og tidlig indsats og recovery og rehabilitering er tilgange, der virker. Boliger til københavnere med særlige behov er derfor centralt for at lykkes.
Gennem flere år har der været stigende priser på boliger i København, og det er blevet stadig vanskeligere for lavindkomstgrupper selv at løse boligproblemer. Det har ført til pres på Socialforvaltningens anvisning. Socialudvalget tilkendegiver derfor i høringssvaret, at Socialudvalget finder det positivt, at der i Kommuneplan 2015 fastlægges rammer, der understøtter etablering af billigere boliger til borger med lav betalingsevne, herunder at de nye redskaber i planloven udnyttes.
Socialudvalget tilslutter sig vigtigheden af, at der opføres et tilstrækkeligt antal ungdomsboliger. Udvalget påpeger dog, at der også skal sikres boliger i en billig prisklasse til unge, som ikke opfylder kriterierne for at flytte ind i en ungdomsbolig, fordi de endnu ikke er i gang med en uddannelse. Fodfæste på boligmarkedet kan være afgørende for om en ung f.eks. magter at gå i gang med uddannelse.
Økonomi
Videre proces
Godkendes indstillingen, sendes høringssvaret til Økonomiudvalget.
Økonomiforvaltningen sammenfatter bemærkninger og forslag til ændringer fra hhv. fagudvalg, lokaludvalg, Ældrerådet, Handicaprådet og Udsatterådet i en hvidbog. Det samlede materiale forelægges Økonomiudvalget den 9. juni 2015 og Borgerrepræsentationen den 17. juni 2015.
/ Gitte Bylov Larsen
Beslutning
Kontorchef Gitte Bylov Larsen deltog under punktets behandling.
Indstillingens 1. at-punkt blev drøftet. Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt med bemærkning om, at der i høringssvaret skulle indarbejdes en reference til, at det er vigtigt, at der sikres tilgængelighed for alle kommunens borgere, således der tages højde for funktionsnedsættelse, hvad enten det skyldes et handicap eller alderdom, og at det er vigtigt, at kommuneplanen er med til at understøtte en rummelig by, hvor der er plads til alle slags borgere og socialforvaltningens tilbud.