Mødedato: 22.04.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Handleplan på børnehandicapområdet

Se alle bilag

Socialforvaltningen ønsker at forbedre kvaliteten af myndighedsindsatsen for familier med børn med handicap. Familierne skal opleve bedre faglig dialog med sagsbehandleren og i højere grad opleve, at enhederne koordinerer sagerne. På den baggrund har Socialforvaltningen udarbejdet en handleplan for børnehandicapområdet.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender handleplan for børnehandicapområdet, jf. bilag 1

Problemstilling

Handicapcenter København har i de senere år haft øget fokus på at overholde lovgivningen og hjemtage statsrefusion på korrekt grundlag. Dette har haft en stor effekt på den juridiske del af kvaliteten af afgørelserne, men har kostet på samarbejdet og dialogen med familierne.

En forældregruppe til børn med handicap i København er kommet med omfattende kritik af den samlede sagsbehandling på børneområdet på handicapcentret.  Forældregruppen oplyser, at de oplever et øget dokumentationskrav, usammenhængende sagsbehandling og uhensigtsmæssig kommunikation. Samtidig har Arbejdstilsynet udtalt kritik af arbejdsmiljøet i en enhed af handicapcentret (handicapkompenserende ydelser for børn).

Der er derfor behov for, at der iværksættes en række konkrete tiltag på handicapcentret med henblik på at forbedre situationen.

Løsning

Socialforvaltningen har udarbejdet en handleplan for børnehandicapområdet, jf. bilag 1. Handleplanen består af to delplaner:

  • Handleplan 1: Styrkelse af forældresamarbejde og kvalitet (11 tiltag)
  • Handleplan 2: Styrkelse af arbejdsmiljøet (4 tiltag)

 

Nogle af tiltagene kan iværksættes i 2013 indenfor Socialforvaltningens nuværende budgetramme, mens nogle tiltag kræver tilførsel af ressourcer. Ift. sidstnævnte tiltag  har forvaltningen udarbejdet en række budgetønsker (fremsendt som særskilt udvalgssag). Budgetønskerne omfatte :

  1. Styrkelse og udvidelse af koordinerende sagsbehandlere,
  2. etablering af familiehus, og
  3. kompetenceudvikling af medarbejderne og styrket kommunikation med borgerne. 

 

Handleplan 1: Styrkelse af forældresamarbejde og kvalitet

Forvaltningen tager forældrenes kritik og bekymringer meget alvorligt. Tiltagene i handleplanen skal iværksættes for at sikre en markant styrkelse af samarbejdet og dialogen med familierne. Samtidig skal den socialfaglige kvalitet i sagsbehandlingen styrkes. Familierne skal opleve en markant smidigere sagsbehandling, hvor sagsbehandleren kan vejlede i forskellige ydelser på tværs af Handicapcenteret og med øvrige samarbejdspartnere og hjælpe dem gennem processen trin for trin. Indsatserne er:

  1. Etablering af forældreråd
  2. Temadag om udviklingen af børnehandicapområdet i regi af Centerrådet
  3. Flere koordinerende sagsbehandlere og udvikling af nyt koncept herfor
  4. Etablering af Familiehus
  5. Kompetenceudvikling af medarbejderne
  6. Dialogforløb med de utilfredse forældre
  7. Klager om fejl i sagsbehandlingen
  8. Inddragelse af borgerrådgiveren
  9. Styrket kommunikation

10.  Øget brug af borgertilfredshedsundersøgelser

11.  Henvendelse til Social- og Integrationsministeriet om §§41 og 42

Handleplan 2: Styrkelse af arbejdsmiljøet

I en foreløbig rapport fra Arbejdstilsynet har Arbejdstilsynet peget på en række arbejdsmiljøudfordringer i de tre driftsgrupper i enheden handicapkompenserende ydelser for børn i Handicapcentret.  

 

Handicapcentret tager Arbejdstilsynets anmærkninger meget alvorligt, og bruger dem aktivt i arbejdet med at skabe et godt arbejdsmiljø. Socialforvaltningen er dog i dialog med Arbejdstilsynet vedrørende rapportens kvalitet og udformning . Ligeledes er forvaltningen i dialog med Arbejdstilsynet om hvordan Arbejdstilsynet vil kunne støtte arbejdsmiljøarbejdet gennem rådgivning og vejledning.

 

 

Indsatsene i handleplanen er:

  1. Arbejdstilsynets rapport
  2. Forløb med medarbejderne i forhold til et bedre arbejdsmiljø
  3. Ny organisering
  4. Styrket ledelse på børneområdet

 

Det skal også nævnes, at Socialforvaltningen netop har fået resultaterne af Trivselsundersøgelsen. Undersøgelsen viser følgende for de overordnede resultatområder, hvor 7 er højeste score:

 

 

Handicap-kompenserende ydelser

Børnefamilieområdet

Handicapcentret generelt

Myndighedscentre generelt

Tilfredshed

4,0

4,2

5,0

5,1

Motivation

5,6

5,8

6,0

6,1

Engagement

4,7

4,7

5,5

5,6

 

Økonomi

Der er udarbejdet særskilt budgetønske på: Styrkelse og udvidelse af koordinerende sagsbehandlere, etablering af familiehus og kompetenceudvikling af medarbejderne.  De resterende tiltag iværksættes indenfor Socialforvaltningens nuværende budgetramme. 

Videre proces

Handleplanens iværksættes fra april 2013. De to handleplaner er dynamiske. Det skal forstås på den måde, at de vil inddrage og anvende den viden, der vil genereres i forbindelse med arbejdet.

Anette Laigaard

                                                                  /Anders Kirchhoff

Beslutning

Kontorchef Gitte Bylov Larsen og myndighedschef Vibeke Ries deltog under punktets behandling.


Indstillingen blev godkendt.

Til top