Mødedato: 22.02.2006, kl. 20:15

Budgetforlig 2006: Anvendelse af bevilling på 40 mill. kr. til modernisering (Udsat fra FAU 2. november 2005)

Budgetforlig 2006: Anvendelse af bevilling på 40 mill. kr. til modernisering (Udsat fra FAU 2. november 2005)

Socialudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 22. februar 2006

 

 

4.      Budgetforlig 2006: Anvendelse af bevilling på 40 mill. kr. til modernisering (Udsat fra FAU 2. november 2005)

 

SUD  59/2006  J.nr. 59/2006

 

 

INDSTILLING

Socialforvaltningen indstiller,

 

at Socialudvalget tager nedenstående status, for udmøntningen af budgetaftalen vedr. bevilling på 40 mill. kr. til modernisering af botilbud til psykisk syge og handicappede, til efterretning.

 

 

RESUME

Den daværende Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning (nu Socialforvaltningen) er i forbindelse med budgetaftalen for 2006 bevilget 40 mill. kr. til modernisering af boliger for psykisk syge og handicappede.

 

Af budgetaftalen fremgår det, at midlerne skal udmøntes, når en fælles arbejdsgruppe mellem Økonomiforvaltningen, Sundhedsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen (nu Socialforvaltningen)har undersøgt mulighederne for brug af ældreboliger, der udfases ifm. ældreplanen.

 

Da der er tale om en etårig bevilling, og da der ikke er afsat midler til drift, vurderer Socialforvaltningen, at det ikke er muligt at gennemføre en større moderniseringsplan for de to områder.

 

Ligeledes vurderes det ikke muligt at erstatte de nuværende store bocentre med mindre boenheder, da dette medfører yderligere forøgede driftsudgifter i forhold til en moderniseringsplan, hvor de nuværende bocentre bibeholdes.

 

Socialforvaltningen vurderer således, at det ikke er forsvarligt at påbegynde en omfattende investeringsproces med afledte stigninger i driftsudgifterne uden bevillingsmæssig dækning.

 

Desuden vil dette indebære, at man meldte ud til en eller flere institutioner, at deres institutioner skulle nedlægges og spredes på flere enheder uden at kunne komme nærmere ind på proces og tidsperspektiv. 

 

Såfremt der skal ske en hurtig iværksættelse indenfor de afsatte økonomiske rammer vurderes det alene at kunne dække en modernisering af ca. 32 boliger efter serviceloven og opførelse af ca. 32 erstatningsboliger efter almenboligloven – i alt ca. 64 boliger. Hermed vil ønsket om erstatning af nuværende store bocentre ikke kunne opfyldes.

 

Som følge af at de r ikke er bevilget midler til finansiering af mindreindtægter på huslejer og servicepakken vil en modernisering alene efter almenboligloven heller ikke kunne gennemføres. I den forbindelse skal man ligeledes være opmærksom på, at huslejerne nærmer sig et niveau, hvor førtidspensionisterne ikke kan eller vil betale.

 

Det fremgår af budgetaftalen, at Økonomiforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen (nu Socialforvaltningen) skal udarbejde et samlet forslag til udmøntning. Dette vil efterfølgende blive forelagt Socialudvalget og Økonomiudvalget.

 

SAGSBESKRIVELSE

I forbindelse med budgetaftalen for 2006 bevilgedes Familie- og Arbejdsmarkeds–forvaltningen (nu Socialforvaltningen) et engangsbeløb på 40 mill. kr. til modernisering af boliger for psykisk syge og handicappede. Der er ikke bevilget midler til drift.

 

Af budgetaftalen fremgår det

"For igangsætte moderniseringen og omdannelsen af boligerne til psykisk syge og handicappede er parterne enige om at afsætte i alt 40 mill. kr. til modernisering og erstatning af store bocentre med mindre boenheder. Med budgetaftalen tilføres området 29 mill. kr. Hertil kommer de 11 mill. kr. som afsættes af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets uforbrugte midler i 2005. Moderniseringen gennemføres i videst muligt omfang efter almenboligloven, hvilket betyder, at der reelt vil være finansiering til at modernisere/opføre boliger for ca. 570 mill. kr.

 

Midlerne udmøntes, når en fælles arbejdsgruppe – ledet af Økonomiforvaltningen med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, og Sundhedsforvaltningen – har kortlagt antallet af ledige boliger for ældre, mulighederne for at anvende/ombygge boliger der udfases i forbindelse med ældreplanen i moderniseringen af boligerne til psykisk syge/handicappede,samt mulighederne for at lade yngre psykisk syge og handicappede flytte fra plejeboliger til ældre ind i de ledige boliger. Målet med arbejdsgruppen er at tilvejebringe et højt antal boliger, som kan bruges til erstatning for de boliger, som nedlægges i forbindelse med ombygningen fra 1-rumsboliger til moderne fleksible boliger. Arbejdsgruppen skal endvidere vurdere mulighederne for at anvende de tidligere afsatte midler til særlige botilbud – 4 x 10 mill. kr. puljen - som alternativ finansiering.

 

Parterne er enige om at sikre videreførsel af moderniseringsplanerne i forbindelse med budget 2007."

 

Socialforvaltningen vil i relation hertil tage initiativ til at Økonomiforvaltningen nedsætter arbejdsgruppen hurtigst muligt.

 

Det skal dog ifm. dette arbejde anføres følgende problemstillinger som Socialforvaltningen vil medinddrage.

 

1. Primær brug af almenboligloven

I budgetaftalen er det forudsat, at moderniseringen primært realiseres via brug af almenboligloven. Almenboligloven har den fordel, at anlægsudgiften er relativt begrænset. Dog medfører denne lovgivning en øget huslejeudgift for beboerne. Det betyder, at en række beboere ikke vil kunne betale den kommende husleje. Hvis der alene gøres brug af almenboligloven vil en betydelig gruppe af de handicappede og psykisk syge følgelig blive udelukket, for at kunne gøre brug af de nye botilbud. Yderligere medfører almenboligloven en øget årlig driftsudgift for kommunen. Denne driftsudgift er der ikke afsat midler til i budgetaftalen for 2006.

 

2. De anførte ældreboliger skal være velegnede til formålet

Dels skal lejlighederne være velegnede til målgruppens problemstilligner ex. fysisk handicapegnede. Dels skal botilbudene være hensigtsmæssigt placeret. Eksempelvis kan man ikke blot indflytte aktivt misbrugende psykisk syge i et eksisterende ældreboligkompleks.

 

3. Manglende muligheder for mindre boenheder

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har i forbindelse med drøftelserne omkring botilbud til psykisk syge i Københavns Kommune ønsket, at der arbejdes på at erstatte de nuværende store bocentre med mindre boenheder.

 

I denne forbindelse skal det anføres, at der i budgetaftalen for 2006 ikke er afsat driftsmidler hertil. Det må derfor anføres, at det ikke er realistisk, at de afsatte 40 mill. kr. kan medføre mindre boenheder. Baggrunden herfor er, at mindre boenheder vil være driftsmæssigt mere omkostningstunge end de nuværende stor bocentre. Dette skyldes tab af stordriftsfordele og følgelig merudgifter til ledelse, nattevagter mv.

 

4. Anvendelse af bevillingen til modernisering

I henhold til budgetaftalen er der afsat et engangsbeløb på 40 mill. kr. Der er ikke bevilget ekstra midler til drift til finansiering af mindreindtægter på huslejer og servicepakken.

 

Det er Socialforvaltningens vurdering, at det bevilgede beløb vil kunne dække moderniseres af ca. 32 boliger og opføres 32 ca. nye erstatningsboliger - i alt ca. 64 boliger. Moderniseringen vil kunne gennemføres som en delvis modernisering af en række bocentre, hvorved flere målgrupper vil kunne få gavn af moderniseringen. Ønskes et større antal boliger moderniseret, vil dette kræve en flerårig bevilling til anlæg.

 

Som følge af, at der ikke er bevilget midler til drift, vil en moderniseringen alene efter almenboligloven ikke kunne gennemføres. I fald det besluttes, at bevilge et årligt beløb til drift i forbindelse med budget 2007, vil det være muligt at modernisere alene at modernisere ved brug af almenboligloven (se dog punkt 1 vedr. problemer med huslejeniveauet).

 

Det vil ligeledes ære muligt at modernisere alene via almenboligloven og hvor kommunen samtidig lejer servicearealer af boligselskaberne (i stedet for at købe dem). Herved vil der kunne moderniseres yderligere boliger. Dette stiller imidlertid dels krav om fritagelse for deponering, og dels vil der skulle bevilges et større årligt beløb til finansiering af lejeudgifterne. Dette alternativ ligger derfor ikke inden for rammerne af den nuværende budgetaftale, da der ikke er afsat midler til drift. Samtidig vil huslejeproblematikken være uændret jf. punkt 1.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Socialudvalget positivliste over sager, der skal miljøvurderes. En miljøvurdering vil komme på tale i forbindelse med en konkret udmøntning af bevillingen.

 

ØKONOMI

Vil blive afklaret ifm. arbejdsgruppens fremlæggelse af kommende indstilling til Socialudvalget.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

 

HØRING

Ingen

 

BILAG

Ingen

 

         Grethe Munk            /                     Sven Bjerre


 

Til top