Revideret budgetmodel for krisecentrene
Socialforvaltningen har kvalificeret forudsætningerne i den nye budgetmodel på krisecentrene, og Socialudvalget orienteres om udfaldet af den reviderede budgetmodel samt forvaltningens forslag til udmøntning af budgettilførsel til krisecenterområdet.
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller til Socialudvalget,
1. At Socialudvalget tager den reviderede budgetmodel til efterretning, herunder
2. At Socialudvalget godkender Socialforvaltningens forslag til udmøntning af budgettilførslen på 1,6 mio.kr. i budget 2013
Problemstilling
Socialforvaltningen implementerede 1. januar 2012 en ny budgetmodel for krisecentrene. Baggrunden for den nye budgetmodel er et ønske om, at tilbuddenes budget fremover i større grad afspejler borgernes støttebehov, således at tilbud med beboere med størst støttebehov også får det største budget.
Som Socialudvalget blev orienteret om på møde den 25. januar 2012 har implementering af budgetmodellen store konsekvenser for de enkelte krisecentre, hvorfor der blev fundet en overgangsløsning med henblik på at indfase modellen.
Siden har Socialforvaltningen kvalificeret forudsætningerne i modellen. Derudover fremlagde Socialforvaltningen et ønskeforslag på krisecenterområdet til budgetforhandlingerne for 2013 med henblik på at give området et kvalitetsløft. Ønskeforslaget blev imødekommet i budgetforhandlingerne.
Socialudvalget orienteres om udfaldet af den reviderede budgetmodel, samt Socialforvaltningens forslag til udmøntning af budgettilførslen i budgetmodellen.
Løsning
Budgetmodellen for krisecentrene er opdelt i et grundbudget, hvor alle tilbuddene tilføres et ensartet grundbeløb, som dækker udgifter til ejendom, leder, administration mv. Desuden er der et aktivitetsbudget, som afspejler støttebehov hos den målgruppe, der opholder sig på krisecentret. Arbejdet med budgetmodellen i 2012 har ført til tilpasninger i både grundbudgettet og aktivitetsbudgettet. Tilpasningerne er sket i samarbejde med forstanderne på krisecentrene.
I grundbudgettet er der i arbejdet med at kvalificere modellen blevet justeret i posterne, så grundbudgettet på krisecenterområdet er tilpasset grundbudgettet på forvaltningens øvrige døgntilbud, eksempelvis døgntilbud på handicap- og psykiatriområdet.
Kvalificering af aktivitetsbudgettet
Arbejdet med budgetmodellen har ført til en kvalificering af de variable, der indikerer beboernes støttebehov. Krisecentrene henvender sig dels til kvinder, som har været udsat for vold, eller trusler om vold, jf. Servicelovens § 109, og dels til familier med særlig sociale problemer som står uden bolig eller ikke kan opholde sig i egen bolig jf. Servicelovens § 110. Alle krisecentrene rummer såvel § 109 som § 110 pladser. Aktivitetsbudgettet skal således både rumme støttebehov til målgruppen efter § 109 samt de behov målgruppen efter § 110 har. De udvalgte variable er beboernes alder, økonomiske situation, tilknytning til arbejdsmarkedet, om beboeren har været udsat for vold, om der er børn med, om beboeren har kontakt med Socialcenter København, om beboeren har særlige problemer, samt om beboeren har været på et krisecenter tidligere indenfor de seneste fire år. Variablene indikerer støttebehovet hos de borgere, der opholder sig på krisecentrene og dermed også krisecentrenes ressourcer knyttet til at varetage borgernes behov.
Kvalificeringen har medført en tilpasset vægtning af de forskellige variable på baggrund af forstandernes vurdering af hvilke elementer, der fylder mest i arbejdet med beboerne, og hvad der således bør udløse flest ressourcer. Desuden har tilpasningen betydet, at en indikator for beboerens etnicitet nu indgår som en variabel på baggrund af, at en del beboere med anden etnisk baggrund end dansk mangler sprogkundskaber og kendskab til det danske system, hvilket stiller større krav fra personalet i forhold til at hjælpe borgeren videre. Derudover er der indført en differentiering af alvorsgraden vedrørende voldsramte beboere, så der nu følger flere ressourcer til de beboere, der er udsat for trusler.
Endelig er der taget højde for, at krisecentrenes budget belastes af store familier, da krisecentrene kun opkræver egenbetaling for en plads, selvom familien anvender flere pladser. I den reviderede budgetmodel kompenseres krisecentrene for manglende egenbetaling som følge af familier, der fylder flere pladser.
Udmøntning af ny budgettilførsel
Som følge af budgetforhandlingerne for budget 2013 bliver krisecentrene tilført et budgetløft på 1,6 mio.kr. svarende til 3,2 mio.kr. inklusiv statsrefusion. Socialforvaltningen foreslår, at budgettilførslen udmøntes via særskilte budgetposter til krisecentrene til hhv. en intensiv indsats i den akutte krisesituation i starten af krisecenteropholdet samt til at styrke arbejdet med børnene på krisecentrene.
Formålet med specifikt budget til en intensiv indsats er at give krisecentrene særskilte ressourcer til krisehåndtering, bearbejdning af voldsoplevelse, samt støtte og vejledning ift. borgerens særlige situation og behov. Budgetposten vil blive reserveret til de tilbud med døgndækning, som typisk rummer beboere med større støttebehov end Egmontgården, der ikke har døgndækning.
Desuden foreslås det, at indarbejde en særskilt budgetpost til alle krisecentre til udgifter forbundet med tilbuddenes arbejde med børn for at tydeliggøre den indsats, der er forbundet med børn på krisecentre. Støtten til børnene er tillige et element, forvaltningen ønsker at sætte særligt fokus på i den kommende strategi for området. Forvaltningens strategi fremlægges parallelt med sagen om budgetmodellen.
Konsekvenser af den reviderede budgetmodel
I tabel 1 fremgår konsekvenserne af den reviderede budgetmodel for krisecentrene i 2013 sammenlignet med budget 2012. Der er taget højde for budget til udvidelse af pladser i 2013, jf. Socialforvaltningens indstilling til udvalget om håndtering af de økonomiske udfordringer på krisecenterområdet i 2013 som følge af Kvindehjemmets opsigelse af driftsoverenskomsten, som fremlægges parallelt med denne sag.
Socialforvaltningen foreslår, at konsekvenserne af budgetmodellen effektueres over en periode på tre år for at sikre krisecentrene mulighed for at omstille indsatsen. I tabel 1 fremgår både den fulde effekt af den reviderede budgetmodel samt en delvis indfasning for budgettet i 2013.
Tabel 1. Budgetændringer krisecentrene med udmøntning af budgettilførsel, t.kr. 2012 pl.
Budget 2013 (netto) |
Den åbne dør |
Kloster-mosegård |
Baltic |
Garver-gården |
Egmont-gården |
Hele området |
Budget 2013 (fuld effekt af budgetmodel) |
5.090 |
5.050 |
12.940 |
7.206 |
10.343 |
40.629 |
Difference budget 2012 |
749 |
-965 |
391 |
-1.373 |
4.398 |
3.200 |
Budget 2013 (delvis indfasning) |
4.978 |
6.015 |
12.940 |
8.262 |
8.434 |
40.629 |
Difference budget 2012 (med indfasning) |
636 |
- |
391 |
-317 |
2.490 |
3.200 |
*I budgettet for 2013 er der indregnet budget til de ekstra pladser, som Socialforvaltningen kan udvide krisecenterområdet med som følge af Kvindehjemmets opsigelse. På Baltic etableres der 12 pladser pr. 1.1.2013 og 6 pladser medio 2013 og på Egmontgården etableres der 1 plads pr. januar 2013.
** Budgetmodellen implementeres over en periode på tre år. Afvigelse fra budget 2012 er derfor sat til max +/- 10 procent for alle krisecentre undtagen Egmontgården, hvor afvigelsen er sat til +/- 20 procent. Dette skyldes, at Egmontgårdens budget i forvejen ligger meget lavt.
Som det fremgår af tabel 1 indebærer den reviderede budgetmodel store ændringer for krisecentrenes budget. Egmontgården fik tilført 0,8 mio.kr. i budget 2012, og den reviderede budgetmodel indebærer, at Egmontgården fortsat skal tilføres et markant budgetløft. Baggrunden for dette er, at Egmontgården tidligere var målrettet beboere med lettere støttebehov, men de seneste år har Egmontgårdens målgruppe tilnærmet sig de øvrige krisecentres målgruppe. Da budgetmodellen fordeler ressourcer på baggrund af beboernes støttebehov, medfører dette en omfordeling fra de andre krisecentre til Egmontgården.
Det selvejende krisecenter Garvergården skal afgive 0,3 mio.kr. i 2013 som følge af omfordelingen i budgetmodellen. Det var Garvergården, der i 2012 finansierede de 0,8 mio.kr. til Egmontgården. Eventuelle personalemæssige konsekvenser vil så vidt muligt blive håndteret ved intern omflytning.
På Egmontgården vil budgetforhøjelsen blive anvendt til at bemande Egmontgården alle dage fra kl. 9.00 – 21.00 i modsætning til i dag, hvor der kun er personale tilstede mandag til fredag i dagtimerne. Dette vil betyde en markant kvalitetsforbedring i forhold til arbejdet med borgerne og indebære langt sikrere og tryggere forhold for beboerne på Egmontgården.
Budget til Kvindehjemmet anvendes til ekstra pladser og køb på andre krisecentre
Der er ikke afsat budget til det selvejende krisecenter, Kvindehjemmet, i budgetmodellen for 2013. Kvindehjemmet har pr. 1. januar 2013 opsagt driftsoverenskomsten med Københavns Kommune. Det nuværende budget til Kvindehjemmet er delvist anvendt til finansiering af driftsmidler til ekstra pladser i Socialforvaltningens eksisterende kapacitet på herbergs- og krisecenterområdet. Det resterende budget er reserveret til køb af pladser på andre krisecentre. Socialudvalget fremlægges sag om håndtering af Kvindehjemmets opsigelse parallelt med denne sag.
Økonomi
Sagen har ingen budgettekniske konsekvenser, da der alene er tale om en ændret omfordeling af ressourcerne indenfor rammen.
Videre proces
Socialforvaltningen har udarbejdet reviderede kvalitetsstandarder for krisecentrene. På baggrund af Socialudvalgets beslutning, vil Socialforvaltningen færdiggøre kvalitetsstandarderne med henblik på, at Socialudvalget kan godkende høringsudkast til kvalitetsstandarderne primo 2013.
Anette Laigaard
/Sven Bjerre
Beslutning
Kontorchef Gitte Bylow Larsen overværede punktets behandling
Indstillingen blev godkendt