Handicapområdet i balance 2013
På baggrund af ubalance af budget og forbrug på handicapområdet í 2011 blev der omplaceret budget i 2012, denne omplacering var et-årig. Der forslås varig omplacering af budget for budgetår 2013, så budget og forbrug på handicapområdet fremadrettet kommer i balance.
Tidligere beslutninger
I 2012 fremlagde Socialforvaltningen en sag for Socialudvalget angående udmøntning af demografimidler og omfordeling af budget indenfor handicapområdet for at sikre balance i 2012 (godkendt af Socialudvalget den 23. november 2011). Omfordeling af budget mellem ydelser på handicapområdet er ved en teknisk fejl ikke blevet gjort varig, men kun et-årig, og derfor er der behov for også at lave en omfordeling af budget for 2013.
Den anbefalede omfordeling for 2013 bygger hovedsageligt på den omplacering, der blev godkendt for budgetår 2012. Derudover imødekommes også nye tendenser og budgetudfordringer på handicapområdet.
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender omplacering af budget på handicapområdet for at skabe balance, herunder de deraf følgende bevillingsmæssige ændringer, jf. bilag 1, tabel 1.
Problemstilling
Løsning
For at skabe balance på handicapområdet er en intern omplacering af ressourcer på en række ydelsesområder nødvendig. De konkrete forslag til omplaceringer:
- Døgntilbud - Køb/salg - voksne med handicap tilføres 27,2 mio. kr.
- Forebyggende foranstaltninger tilføres 13 mio. kr.
- Tilbud til borgere uden for eget hjem - objektiv finansiering på området for døvblinde og behandling af børn med erhvervet hjerneskade - tilføres 2 mio. kr.
- Døgntilbud til børn og unge - køb/salg - børn med handicap reduceres 34,2 mio. kr.
- Dagtilbud - Køb/salg - voksne med handicap reduceres 8 mio. kr.
Ved at foretage disse omplaceringer støttes op om en tendens på børneområdet, hvor der i højere grad tænkes i sideløbende tilbud og forebyggelse frem for ét indgribende tilbud. Desuden tilføres køb/salg af døgntilbudspladser for voksne med handicap ekstra ressourcer, hvilket forventes at begrænse stigningen i antal af borgere, som står på anvisningslisten. Dermed støttes op om Socialudvalgets pejlemærke nr. 4: Flere borgere med handicap får en bolig, som er tidssvarende, og opfylder deres behov.
Økonomi
Bilag 1 konkretiserer hvilke interne placeringer, der foreslås gennemført, og ligeledes de bevillingsmæssige ændringer heraf.
Videre proces
De bevillingsmæssige ændringer vil indgå i førstkommende sag herom til SUD, ØU og BR.
Anette Laigaard
/Anders Kirchhoff
Beslutning
Kontorchef Katrine Bagge Thorball overværede punktets behandling
Indstillingen blev godkendt