Forlængelse af Projekt Anonym Stofmisbrugsbehandling
Indstilling og beslutning
1. At Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen ansøger Social- og Integrationsministeriet om et års forlængelse af Projekt Anonym Stofmisbrugsbehandling i 2013
2. At Socialudvalget beslutter, at Socialforvaltningen fremlægger en indstilling om evt. videreførelse af projektet - herunder om finansiering foreslås at indgå i budgetforhandlingerne - når der foreligger nyt fra Social- og Integrationsministeriet om lovhjemmelen for anonymitet i behandling.
Problemstilling
Projekt Anonym Stofmisbrugsbehandling (PAS) er et kommunalt forankret, statsligt finansieret projekt, der løber to år fra 2011 til 2012. Projektet er lykkedes med at tiltrække ca. 300 misbrugende borgere, som er i arbejde og uddannelse. En målgruppe som ellers vægrer sig ved at søge misbrugsbehandling. Forvaltningens vurdering er, at projektet er vellykket, at det udgør en hjælp for borgerne, og at det i øvrigt understøtter Socialudvalgets pejlemærker på misbrugsområdet. PAS har imidlertid manglet finansiering efter 2012, hvilket ikke kunne håndteres i budgetforhandlingerne for 2013, da der ikke har været tilvejebragt den fornødne lovgivning, udover projektperioden. Med den nyligt indgåede sats-puljeaftale har Social- og Integrationsministeriet nu meldt 5 mio. kr. samlet ud for 2013 til PAS i København og et lignende projekt i Odense. Midlerne giver økonomisk mulighed for forlængelse af projektet og sats-puljeaftalen giver også implicit lovgivningshjemmel for fortsat at opretholde anonymitet. Socialudvalget skal nu tage stilling til, om forvaltningen skal ansøge om midler til forlængelse af PAS i 2013.
Løsning
Lovgivning
Der har været to projekter med mulighed for anonym behandling: Projekt PAS i København og et lignende projekt i Odense. De to projekter har skullet afdække mulighederne for at trække borgere med arbejde / uddannelse - og et misbrug - til stofmisbrugbehandlingen. Omdrejningspunktet har været muligheden for at være anonym, når man søger behandling. Projekterne har (endnu) ikke ført til en ændret lovgivning, så Københavns Kommune har ikke kunnet videreføre projektet med fx midler fra Budget 2013. Med en satspuljeaftale om forlængelse af projektperioden i 2013, er der dels givet lovhjemmel til fortsat anonymitet i 2013, og dels er der en længere frist for, at Folketinget kan foretage en eventuel lovændring, der fremadrettet gør det muligt at være anonym i behandlingen.
Finansiering
Projekt Anonym Stofmisbrugsbehandling i København havde i 2012 et budget på 3,65 mio. kr. Satspuljepartierne afsætter 5,0 mio. kr. i 2013 til projekterne i København og Odense. Socialforvaltningen kender ikke fordelingsnøglen, men forventer at modtage 3,0 mio. kr., som - med mindre tilpasninger - vil kunne drive projektet videre i 2013.
Perspektiv ved drift i 2013
Med den nødvendige lovgivning og med en rimelig finansiering på plads er der et indlysende perspektiv i at videreføre projektet i 2013. Særligt fordi projektet på kort tid har haft omkring 300 personer i behandling og 61 % udskrives færdigbehandlede og stoffri, hvilket er en høj procentsats inden for misbrugsbehandling. Rent praktisk er det muligt at beholde lejemålet på Vester Voldgade, ligesom det er muligt at fastholde det nødvendige antal medarbejdere til at skabe kontinuitet i tilbuddet. Til sammen betyder det, at driften kan fortsætte, så projektet kan komme en række borgere til gode i 2013.
Perspektiv for tiden efter 2013
Socialstyrelsen evaluerer i øjeblikket de to projekter vedrørende anonym stofmisbrugsbehandling, og regner med en færdig evaluering i foråret 2013. Evalueringen kan give anledning til en lovændring, der giver hjemmel for at fortsætte anonym stofmisbrugsbehandling. Hvis dette skulle ske, er der dog fortsat en række uafklarede spørgsmål vedrørende den nye lovgivning, som fx hvornår lovgivningen træder i kraft og om lovgivningen vil medføre statslig finansiering? Og hvis ikke, om kommunen så kan finde finansiering, og hvordan timingen af den nye lovgivning vil passe ind i kommunernes budgetproces?
Disse spørgsmål vil først kunne besvares i løbet af 2013, når Socialstyrelsen har evalueret og Ministeriet har taget stilling til lovgivningen. Derfor er det forvaltningens forslag at vende tilbage til Socialudvalget med en indstilling om perspektiverne for en videreførelse, når der er foreligger en afklaring fra ministeriet.
Økonomi
Såfremt Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen ansøger om forlængelse af projektet, vil Socialforvaltningen, når det endelige tilskudsbeløb (forventet ca. 3,0 mio. kr.) er kendt, indarbejde den tilsvarende forhøjelse af Socialudvalgets indtægts- og udgiftsbudget i førstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer til ØU og BR. Der er ingen kommunal medfinanisiering i driften af PAS.
Videre proces
Projekt Anonym Stofmisbrugsbehandling fortsætter minimum 2013 ud, såfremt ansøgningen imødekommes. Socialforvaltningen vender tilbage til Socialudvalget med en indstilling om mulighederne for videreførsel af projektet - herunder finansieringen for 2014 og frem - når der er nyt fra Social- og Integrationsministeriet om lovhjemmelen for anonymitet i behandling.
Anette Laigaard /
Gitte Bylov Larsen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt ved dagsordenens begyndelse.