Mødedato: 21.11.2012, kl. 19:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Status på beskæftigelsespejlemærket for borgere med handicap og sindslidelse

Se alle bilag

Socialudvalget forelægges status på pejlemærket om beskæftigelse af borgere med handicap og sindslidelse.

Problemstilling

Et af Socialudvalgets pejlemærker omhandler beskæftigelse for borgere med handicap og sindslidelse. Pejlemærket måler andelen af borgere, som har en sag i en voksenenhed i Socialcenter København eller Handicapcenter København, og som er i et beskæftigelsesrettet tilbud i form af enten fleksjob, forrevalidering, revalidering, løntilskud for førtidspensionister, løntilskud, aktiv kontanthjælp, aktiv arbejdsløshedsdagpenge eller beskyttet beskæftigelse. Socialudvalget får årligt forelagt en status på beskæftigelsespejlemærket. Statussen viser, at målene for 2012 ikke er nået.

Løsning

Indsatsen for at give borgerne et beskæftigelsesrettet tilbud foregår både i Beskæftigelses- og integrationsforvaltningen og Socialforvaltningen.  Socialforvaltningen visiterer til beskyttet beskæftigelse efter Servicelovens § 103, hvorimod det er Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, der varetager indsatsen i forbindelse med de øvrige beskæftigelsesrettede tilbud.

 

Herudover arbejder Socialforvaltningen på forskellig vis med beskæftigelsesrettede aktiviteter. Dette tæller dog ikke med i pejlemærket. Her er der bl.a. tale om aktivitets- og samværstilbud efter Servicelovens § 104, som har et øget fokus på beskæftigelse med henblik på, at borgeren kan blive integreret på arbejdsmarkedet og i det almene samfund. Her kan borgeren få fx et prækvalificeringsforløb, der hvor borgeren indgår i intern beskæftigelse på aktivitets- og samværstilbud og botilbud med støtte med henblik kvalificering til arbejdsmarkedet jf. bilag 1.

 

Status for borgere med handicap

Den aktuelle måling viser, at 13,8 % af målgruppen er i beskæftigelse, hvor målsætningen for 2012 er 17,96 %, og målsætningen for 2013 er 20 %.

 

 

 

 

 

 

 

 

Figuren viser, at antallet af borgere i beskyttet beskæftigelse ligger relativt stabilt. Der er ikke, eller meget lille, venteliste til at komme i beskyttet beskæftigelse. Det forventes, at der er flere borgere, som i dag er i et aktivitets- og samværstilbud, der fremadrettet vil kunne overgå til beskyttet beskæftigelse. Derfor den forventede prognose med en stigning på antallet i beskyttet beskæftigelse (SOF aktivitet).

 

Det er primært de indsatser i pejlemærket under Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens ansvarsområde, hvor antallet af borgere i beskæftigelse er faldet, især fleksjob og revalidering, jf. bilag 1. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har udtalt, at når der er faldende konjunkturerne, så er der en afsmittende effekt på virksomhedernes rummelighed. Det kan derfor blive vanskeligere, at finde fleksjobbene til borgere. Endvidere oplyser Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, at der er flere borgere i fleksjob, der mister deres job, end forvaltningen skaffer jobs, hvilket giver et fald i det samlede antal af fleksjobs.

 

Status for beskæftigelse for borgere med sindslidelse

Andelen af borgere med sindslidelse i beskæftigelsesrettede tilbud er siden baselinemålingen i januar 2010 steget med 2,3 procentpoint, hvor andelen nu er 12, 3 %. Målet for 2012 er 13,8 %, og 15 % ved udgangen af 2013.

 

 

 

 

 

For borgere med sindslidelse er det primært antallet af borgere med aktiv kontanthjælp, der er steget, mens andre indsatser fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er faldet lidt, jf. bilag 1 for en nærmere beskrivelse af aktivitetsniveauet. Antallet i beskyttet beskæftigelse er relativt stabilt. Der er ingen, eller meget lille, venteliste på at få et tilbud om beskyttet beskæftigelse.

 

Fremtidig indsats

Da det har vist sig som en udfordring at nå pejlemærkets mål, vil Socialforvaltningen foretage en analyse af pejlemærkets målgruppe. Analysen skal afdække de borgere, der ikke er i beskæftigelse; hvem er i målgruppe for beskæftigelse, hvilke tilbud er relevante for dem, og hvad er barriererne for deres beskæftigelse? Analysen forventes at føre til en større forståelse af, hvilke indsatser, der skal iværksættes.

 

Endvidere arbejder Socialforvaltningen videre med allerede iværksatte tiltag for at nå nærmere målet.  

 

Kapaciteten for beskyttet beskæftigelses på handicapområdet udvides løbende og der kommer en bredere vifte i tilbuddene.

 

Erfaringer fra projektet VIVIL, der arbejder med beskæftigelse for borgere med sindslidelse viser, at der er potentiale for at få flere sindslidende i arbejde. Det kræver dog en fleksibel helhedsorienteret indsats, der kan møde de varierende behov hos borgere og virksomheder. Jobmuligheder på private arbejdspladser kan skabes ved en opsøgende og oplysende indsats, økonomiske incitamenter, hjælp til kommunikation med myndigheder samt et tilbud om fleksibel støtte til arbejdsgiveren. Et ønskeforslag til forankring og udvidelse af projektet til budgetforhandlingerne for 2013 blev ikke imødekommet. Det foreslås i stedet at videreføre VIVIL på det eksisterende niveau som et led i udmøntningen af de demografimidler, der blev afsat på psykiatriområdet, se særskilt indstilling om udmøntning af demografimidler.

 

Socialforvaltningen vil endvidere fortsætte sit samarbejde med Beskæftigelses- og integrationsforvaltningen om at finde løsninger til beskæftigelse for målgruppen.

 

Ved indførelsen af den nye førtidspensionsreform vil unge under 40 år med forskellige alvorlige psykiske lidelser deltage i et ressourceforløb. Der skal nedsættes et tværfagligt rehabliteringsteam, som mødes med borgeren og drøfter, koordinerer og anbefaler indsatser, som kan indgå i ressourceforløbene. Der vil i den forbindelse komme særlig tværfaglig fokus på målgruppen. Dette åbner måske op for at borgeren visiteres til fleksjob med selv en yderst begrænset arbejdsevne og derved undgår førtidspension.

 

Forandringskompas

Med indførelsen af forandringskompasset vil der systematisk blive taget stilling til, i hvilket omfang borgeren udnytter sit potentiale for beskæftigelse i.  Det er forventningen, at dette fokus vil medføre, at flere borgere kommer til at udnytte deres potentiale, hvilket kan bidrage positivt til deres recoveryproces og livskvalitet – dette vil dog ikke nødvendigvis slå igennem i beskæftigelsespejlemærket.

 

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser.

 

Videre proces

Socialudvalget får en slutopfølgning på pejlemærket i slutningen af 2013.

 

Anette Laigaard

                      /Gitte Bylov Larsen

Beslutning

Kontorchef Gitte Bylow Larsen og kontorchef Anna-Belinda Fosdal overværer punktets behandling

 

Indstillingen blev godkendt

Til top