Høringssvar til kommunens nye indkøbspolitik
Resumé
Københavns Kommune fastsætter for fireårige perioder en indkøbspolitik, der tegner de overordnede rammer for kommunens indkøb. Socialudvalget skal høres i den forbindelse, så høringssvaret kan danne grundlag for Økonomiforvaltningens videre arbejde med politikken.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender udkastet til høringssvar til kommunens fælles indkøbspolitik for 2023-2026, jf. bilag 1.
Problemstilling
Københavns Kommune er blandt Danmarks største offentlige indkøbere, og på en række af de markeder, der hører under Socialudvalget, er kommunen Danmarks suverænt største enkeltstående indkøber.
Københavns Kommune har derfor også mulighed for at påvirke markedsudviklingen ved at stille ambitiøse krav til kvalitet, bæredygtighed eller pris. Kommunen må i sin indkøbsadfærd afveje disse forskellige hensyn, og den fælles indkøbspolitik fungerer som en rettesnor for disse hensyn.
Indkøbspolitikken formuleres for fire år, og den nuværende indkøbspolitik er gældende for perioden 2019 – 2022. Den nuværende indkøbspolitik skal derfor afløses af en ny indkøbspolitik, som vil være gældende for perioden 2023 - 2026. Udkastet til den nye indkøbspolitik blev behandlet i Økonomiudvalget den 14. juni 2022. Økonomiudvalget har efterfølgende sendt udkastet til høring i fagudvalgene.
Løsning
Som bilag 1 er vedlagt udkastet til den nye indkøbspolitik for Københavns Kommune. Bilag 2 indeholder et udkast til Socialudvalgets høringssvar, som skal sendes til Økonomiudvalget.
Indkøbspolitikken er bygget op om fem temaer
- Indkøbsorganisationen,
- CO2-reduktion,
- Ansvarlige arbejdsvilkår,
- Miljømæssig bæredygtighed,
- Partnerskaber og innovation
Temaet om indkøbsorganisation handler om, at kommunen skal være en moderne, professionel indkøbsorganisation. Det angår hele indkøbskæden, både hvad angår indgåelse af aftaler og at der stilles krav til anvendelsen af disse aftaler blandt kommunens medarbejdere. Dette punkt er en forudsætning for, at de gevinster, der opstilles i de følgende punkter, faktisk kan indhentes – for hvis der ikke købes ind på kommunens aftaler, vil de ikke kunne bruges som løftestang.
Indkøbspolitikkens andet tema handler om CO2-reduktion. Københavns Kommune har sat ambitiøse mål for reduktionen af CO2-udledningen, og en vigtig løftestang til at opnå målet er kommunens eksterne samarbejder.
Indkøbspolitikkens tredje tema angår arbejdsforholdene for medarbejderne hos kommunens leverandører. Indkøbspolitikken stiller derfor krav til, hvordan kommunen kan sikre ansvarlig arbejdsgiveradfærd hos sine leverandører.
Det fjerde tema angår bæredygtighed og miljømæssige hensyn. Der er en snitflade til det andet tema, men fokus i denne sammenhæng er primært at nedbringe miljøbelastningen ved et højt materialeforbrug. Ved at stille høje krav til genbrugelighed, genanvendelse og værdi hen over en livscyklus, vil miljøbelastningen derfor kunne nedbringes væsentligt for kommunes indkøb.
Endelig angår indkøbspolitikkens femte tema samarbejdet med eksterne samarbejdspartnere. Det er ambitionen, at Københavns Kommune skal indgå i innovative samarbejder med eksterne partnere for at løse væsentlige problemer og skabe bedre løsninger. Fokus er i høj grad på bygge/anlæg og digitalisering.
Økonomi
Sagen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser. Det bemærkes, at øgede krav til leverandører alt-andet-lige må forventes at medføre øgede omkostninger.
Videre proces
Godkendes Socialudvalgets høringssvar sendes det til Økonomiforvaltningen, der indarbejder eventuelle rettelser, inden den endelige indkøbspolitik forelægges Økonomiudvalget. Den endelige indkøbspolitik forventes at blive forelagt Økonomiudvalget i november 2022 med henblik på endelig vedtagelse i Borgerrepræsentationen på et efterfølgende møde.
Mikkel Boje
/ Mika Kobborg Smidt (konst.)
Beslutning
Indstillingen blev godkendt med bemærkninger om, at der skal tilføjes følgende til høringssvaret:
- Under afsnittet Ansvarlige Arbejdsvilkår skal ordlyden i det ene indsatsområde ændres, så det fremgår, at kommunen vil stille krav til leverandørerne at ansætte mennesker, som er visiteret til fleksjob eller mennesker med handicap jf. den oprindelige ordlyd i det vedtagne medlemsforslag.
- Det skal fremgå, at behovet for yderligere besparelser på indkøbsområdet skal ske under afvejning af hensynet til lokale indkøb, som er væsentligt for Socialforvaltningens tilbud.
Konstitueret kontorchef Mika Kobborg Smidt deltog under punktets behandling.