Ansøgning til statslig pulje til midlertidig huslejenedsættelse, herunder skabelon med plan for bekæmpelse af hjemløshed i København
Resumé
Bolig- og Planstyrelsen har den 1. juli 2022 opslået en ”Pulje til midlertidigt tilskud til nedsættelse af huslejen i almene familieboliger til boligsøgende med et akut boligbehov og en lav betalingsevne”. Ved ansøgning om en tilskudsramme fra puljen skal kommunen fremsende et udfyldt ansøgningsskema samt en skabelon med besvarelse af en række spørgsmål om kommunens boligforhold, hjemløseindsats m.m. (af styrelsen kaldet en plan for bekæmpelse af hjemløshed). Socialudvalget har af Borgerrepræsentationen fået tildelt kompetencen til at godkende forvaltningens udfyldte skabelon. Kommunens allerede godkendte plan for bekæmpelse af hjemløshed vedlægges ansøgningsskemaet sammen med den udfyldte skabelon ved fremsendelse til styrelsen.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget godkender Socialforvaltningens udkast til Københavns Kommunes udfyldelse af ansøgningsskema samt skabelon til brug ved ansøgning til Puljen til midlertidigt tilskud til nedsættelse af huslejen i almene familieboliger til boligsøgende med et akut boligbehov og en lav betalingsevne, og
- at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen ansøger Bolig- og Planstyrelsen om en tilskudsramme til midlertidig nedsættelse af huslejen i 350 almene familieboliger beliggende i Københavns Kommune.
Problemstilling
Den 26. november 2021 indgik regeringen og en række af Folketingets partier en aftale om bolig- og hjemløseområdet, ”Fonden for blandede byer – flere billige boliger og en vej ud af hjemløshed”. Aftalen rummer bl.a. mulighed for, at kommunen kan søge om statslige tilskudsmidler til midlertidigt at nedsætte huslejen i eksisterende almene familieboliger, så flere billige boliger bliver tilgængelige for hjemløsemålgruppen. For at få adgang til midlerne skal Københavns Kommune udarbejde en plan for bekæmpelse af hjemløshed, som skal udfyldes i en skabelon fra Bolig- og Planstyrelsen.
Forvaltningen har tidligere – før Bolig- og Planstyrelsen den 1. juli 2022 offentliggjorde ansøgningsskema og skabelon for puljen – udarbejdet et forslag til en hjemløseplan, som blev godkendt af Socialudvalget den 22. juni, Økonomiudvalget den 16. august og i Borgerrepræsentationen den 25. august 2022. I forbindelse hermed godkendte Borgerrepræsentationen, at kompetencen til at udfylde skabelonen blev delegeret til Socialudvalget.
Bolig- og Planstyrelsen åbnede den 1. juli 2022 for ansøgninger til puljen til midlertidige huslejetilskud samt offentliggjort ansøgningskravene, herunder den skabelon for de kommunale hjemløseplaner, der skal vedlægges ansøgningerne. Der er ansøgningsfrist den 30. september 2022.
Løsning
Socialforvaltningen har udarbejdet et udkast til et udfyldt ansøgningsskema og skabelon for Københavns hjemløseplan (bilag 1). Skabelonen er udfyldt med udgangspunkt i den Plan for bekæmpelse af hjemløshed i København, som Socialudvalget godkendte den 22. juni 2022.
Bolig- og Planstyrelsens skabelon består af følgende temaer:
- Baggrundsinformationer
- Beskrivelse af hjemløsesituationen i kommunen
- Beskrivelse af boligsituationen i kommunen
- Beskrivelse af udlejningsaftaler med boligorganisationer
- Organiseringen af hjemløseindsatsen i kommunen
- Indsatser til at nedbringe antallet af borgere i hjemløshed i kommunen.
Teknik- og Miljøforvaltningen har bidraget til beskrivelsen af pkt. 3, boligsituationen i kommunen.
Puljen til midlertidig nedsættelse af huslejetilskud har en samlet bevillingsramme på 150 mio. kr., der kan udmøntes i perioden fra 1. juli 2022 til 31. december 2023. Ved tildeling af midler gives en kommunal tilsagnsramme, inden for hvilken kommunalbestyrelsen i samme periode kan give tilsagn om tilskud på 15.000 kr. årligt pr. bolig til midlertidig nedsættelse af huslejen. Tilskuddet til den enkelte bolig ydes i fire år fra tilsagnsdatoen, hvorefter beløbet aftrappes over de følgende fem år. Ikke-anvendte tilsagnsrammer bortfalder efter den 31. december 2023.
Boliger, der kan ydes huslejetilskud til, er almene familieboliger, der anvises til boligsøgende med et akut boligbehov og en lav betalingsevne, herunder borgere i hjemløshed, og som har en husleje på mellem 4.500-5.000 kr./md. ex. forbrug. Boligerne må ikke være beliggende i et udsat boligområde eller forebyggelsesområde og skal være ibrugtaget på ansøgningstidspunktet, dvs. at der ikke kan søges til nybyggeri.
Puljemidlerne fordeles efter ansøgningsfristens udløb til de ansøgende kommuner ud fra antallet af borgere i hjemløshed og antallet af almene familieboliger i kommunen med en husleje under 3.500 kr./md. ex. forbrug, som ikke er beliggende i et udsat boligområde eller forebyggelsesområde. Antallet af borgere i hjemløshed angives med udgangspunkt i VIVEs seneste hjemløsetælling, som er den netop offentliggjorte hjemløsetælling fra 2022.
De ansøgende kommuner skal i forbindelse med ansøgningen angive antallet af boliger, som kommunen ønsker mulighed for at give huslejenedsættelse til. Socialforvaltningen forventer at søge om midler svarende til Københavns Kommunes andel af hjemløse i Region Hovedstaden, i tråd med den ovenfor beskrevne fordelingsmetode.
Ved hjemløsetællingen i 2022 tegnede Københavns Kommune sig for ca. 55 % af regionens borgere i hjemløshed. Bolig- og Planstyrelsen har afsat en ramme svarende til tilskud til i alt 636 boliger i Region Hovedstaden. Socialforvaltningen forventer derfor at søge om tilskud til 55 % af de 636 boliger, svarende til 350 boliger. Skulle det blive muligt at ansøge om tilskud til yderligere boliger, vil forvaltningen være interesseret og søge at indgå i en dialog med styrelsen herom.
Det er et opmærksomhedspunkt, at forvaltningen – bl.a. i forbindelse med Københavns Kommunes høringssvar af 8. juni 2022 til bekendtgørelsen vedr. indeværende pulje – tidligere har gjort staten opmærksom på, at det vurderes at være en meget begrænset mængde boliger i kommunen, der reelt vil kunne benyttes til huslejetilskud for målgruppen af hjemløse borgere, når det kun er boliger med en husleje på 4.500-5.000 kr./md., der kan søges om tilskud til. Dette skyldes, at Københavns Kommune i forvejen benytter langt størstedelen af de almene familieboliger i dette prisleje, der stilles til rådighed for den boligsociale anvisning. De resterende almene familieboliger i dette prisleje, der løbende bliver ledige, udlejes via de almene boligselskabers egne ventelister.
Det er endvidere et opmærksomhedspunkt, at det kun er, når der anvises en borger til en konkret bolig, at huslejetilskuddet kan benyttes. Socialforvaltningen vil rejse denne problematik i de aktuelle dialoger med de almene boligselskaber om udmøntning af hjemløseplanen i København, med det formål at kommunen i den kommende tid får flere boliger til anvisning i det huslejeniveau, hvortil der kan ydes huslejetilskud.
Tilsagn om tilskud bortfalder desuden som udgangspunkt ved borgers fraflytning af boligen. Ved fraflytning inden for de første to år, fra huslejetilskuddet første gang er udbetalt, kan boligen dog udlejes til en anden borger, der opfylder betingelserne for at få anvist en særligt billig bolig, og tilskuddet fortsættes. Den samlede tilskudsperiode kan ikke overstige ni år.
Huslejetilskuddene udbetales direkte til den almene boligafdeling, hvor boligen er beliggende.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Socialudvalget tiltræder indstillingen, vil forvaltningen inden ansøgningsfristen den 30. september 2022 ansøge om en tilskudsramme til midlertidig huslejenedsættelse, som beskrevet i indstillingen. Socialudvalget vil blive orienteret, når forvaltningen har modtaget en tilbagemelding på ansøgningen fra Bolig- og Planstyrelsen.
Mikkel Boje
/ Anders Møller Jakobsen og Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt med bemærkning om, at forvaltningen korrigerer oplysningerne om, at Københavns Kommune ikke selv har udlejningsboliger.
Vicedirektør Anders Møller Jakobsen og kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.