Mødedato: 21.09.2022, kl. 08:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Afrapportering på Socialudvalgets studietur til Nuuk

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget var på studietur til Nuuk i Grønland den 8.-13. august 2022 og får hermed en afrapportering for studieturen. På den baggrund skal udvalget drøfte udbytte og erfaringer fra studieturen, og hvordan udvalget ønsker at arbejde videre med studieturens tema om udsatte grønlændere i København under 30 år. Endelig orienteres Socialudvalget om regnskab fra studieturen.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget tager afrapportering fra studietur til Nuuk i august 2022 til efterretning jf. bilag 1
  2. at Socialudvalget drøfter udbytte og erfaringer fra studieturen
  3. at Socialudvalget tager regnskab fra studieturen til efterretning jf. bilag 2.

Problemstilling

Socialudvalget har ønsket at sætte fokus på, hvordan Socialforvaltningen kan tilrettelægge en bedre indsats for unge grønlændere, der er i risiko for at havne i en udsat position med hjemløshed og misbrug, når de kommer til København. Formålet med studieturen var derfor at opnå viden om, hvad der karakteriserer gruppen og baggrunden for deres rejse til København, og om der er indsatser, der kan gøre Socialforvaltningen bedre til at gribe de unge. Studieturen omfattede besøg og oplæg hos:

  • Forfatter Niviaq Korneliussen, der har vunder Nordisk Råds Litteraturpris i 2021 for bogen ”Blomsterdalen” om selvmord blandt unge i Grønland.
  • Den grønlandske Socialstyrelse, der har ansvar for implementering af 11 uf ad 16 initiativer på børneområdet i et tværgående arbejde mellem Grønland og Danmark.
  • Kommuneqarfik Sermersooqhvor Socialudvalget mødtes med borgmesteren og udvalgsforpersonerne for hhv. Børn og Familier samt Velfærd og Arbejdsmarked og deres respektive forvaltninger.
  • Kofoeds Skole i Nuuk, som har aktiviteter og støtte til socialt udsatte voksne.
  • Allorfik, nationalt misbrugsbehandlingstilbud, som bl.a. har et tæt samarbejde med Kofoeds Skole i Nuuk og Socialforvaltningens misbrugsbehandlingstilbud U-turn.
  • Siu-Tsiu, der er Grønlands første socialøkonomisk virksomhed, som arbejder på at få udsatte unge i uddannelse og beskæftigelse i Tasiilaq.
  • Socialforsker Steven Arnfjord, der beskæftiger sig med hjemløseområdet og socialområdet generelt i Grønland.

Løsning

Socialudvalget har med studieturen opnået indblik i den grønlandske kultur og de samfundsmæssige udfordringer, som præger Grønland i disse år. Det gælder særligt de sociale udfordringer og manglen på billige boliger, som er med til, at nogle unge tager til København med ønsket om at begynde på en frisk, men ender som socialt udsatte. Mange af de unge har f.eks. ubehandlede traumer med sig, når de kommer til København, hvilket kan gøre det sværere for dem at falde til.

Der vil altid være unge grønlændere, som tager til København for f.eks. at få en uddannelse, da mulighederne i Grønland er begrænsede. For de fleste går det godt, men  selv for denne velfungerende gruppe af unge kan det være et kulturchok at indgå i et dansk studiemiljø, hvor de kan føle sig ensomme og misforstået pga. de kulturelle forskelle mellem Grønland og Danmark. De udsatte unge, der kommer til Danmark, gør det ofte som en sidste udvej og har fået afbrudt kontakten til familie og venner i Grønland, hvor de ikke længere er en del af fællesskabet. Når de kommer til Danmark, opsøger de f.eks. uhensigtsmæssige sociale fællesskaber med andre udsatte grønlændere på f.eks. Sundholm eller Christiania, hvorfra den sociale deroute med hjemløshed og misbrug kan gå stærkt.  

Formaliseret samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooq
I Nuuk mødtes Socialudvalget med borgmester Avaaraq Olsen fra Kommuneqarfik Sermersooq og talte om muligheden for et styrket og mere formaliseret samarbejde med Københavns Kommune ift. unge under 30 år, der tager til København. Borgmester Avaaraq Olsen var enig i, at der var behov for at gøre noget for målgruppen og ville gerne indgå i drøftelser om et mere  formaliseret samarbejde. Det kan f.eks. dreje sig om informationsmateriale til unge i Grønland om vilkårene i Danmark ift. bolig, kontanthjælp og lign. Det kan også være at samarbejde om at få enkelte borgere tilbage til Nuuk med en koordineret handleplan på tværs af de to kommuner.

Drøftelse af udbytte og erfaringer fra Nuuk
Studieturen har været tilrettelagt med det formål, at Socialudvalget kan bruge den nye viden fra besøgene i Nuuk til at drøfte behovet for nye indsatser i København målrettet udsatte unge fra Grønland.

Socialforvaltningen kommer ikke med konkrete forslag i denne indstilling, men anbefaler, at Socialudvalget drøfter, hvordan udvalget vil arbejde videre med temaet om udsatte unge grønlændere i København. På den baggrund kan forvaltningen udarbejde et oplæg, herunder konkrete forslag til forhandlingerne om Overførselssagen 2022/23 eller Budget 2024.

Regnskab for studieturen
Der var afsat 325.000 kr. til studieturen, og regnskabet viser et mindreforbrug på ca. 35.000 kr. jf. bilag 2.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Socialforvaltningen arbejder videre med de ting, som Socialudvalget kommer frem til i deres drøftelser.

Mikkel Boje

                                         / Emil Dyred

Beslutning

1. og 3. at-punkt blev godkendt. Under 2. at-punkt drøftede udvalget udbytte og erfaringer fra studieturen og bad forvaltningen vende tilbage med:

  • Hvordan der bliver skabt et formaliseret samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooq
  • En indstilling den 7. december 2022, som samler op på udvalgets input og giver mulighed for, at udvalget kan udpege nogle retninger for det videre arbejde.
Til top