Mødedato: 21.09.2016, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Brugen af dagtilbud på hjerneskadeområdet

Socialudvalget skal drøfte brugen af dagtilbud på hjerneskadeområdet, herunder primært brugen af dagtilbuddet Kilden.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller over for Socialudvalget,

  1. at Socialudvalget drøfter brugen af dagtilbud på hjerneskadeområdet, herunder primært brugen af dagtilbuddet Kilden.

Problemstilling

Socialudvalget udtrykte på udvalgsmødet den 31. august 2016, at udvalget ønskede at drøfte brugen af dagtilbud på hjerneskadeområdet, herunder primært brugen af dagtilbuddet Kilden.

Løsning

Beskrivelse af Kilden

Kilden er et arbejdsintegreret dagtilbud for borgere mellem 18-70 år med erhvervet hjerneskade, der har brug for et tilbud efter endt behandling og revalidering, og som ikke har opnået en tilværelse med tilknytning til tidligere netværk, arbejdsmarked, uddannelse eller anden aktivitet. Det er et krav, at borger er selvhjulpen ift. bl.a. måltider og toiletbesøg.

I Kilden arbejdes der med at styrke den enkeltes selvværd, ansvarlighed og sociale kompetencer i forhold til de andre borgere og medarbejdere i Kilden. Borgerne deltager efter eget valg i de arbejdsopgaver, der er i Kilden, herunder kontorarbejde, køkkenarbejde, biavl og praktisk arbejde som maling og vedligeholdelse af lokaler. Den enkelte borger benytter typisk Kilden to dage om ugen, men der vil både være borgere som benytter tilbuddet færre og flere dage.

Borgere og medarbejdere deltager ligeværdigt i driften af Kilden. Dagsprogram, aktiviteter, indkøb, videreudvikling af Kilden mv. besluttes tillige i fællesskab. Formålet er at give borgerne mulighed for en ligeværdig, aktiv og meningsfuld dagligdag.

Socialforvaltningens brug af Kilden

Kilden startede som et treårigt satspuljeprojekt finansieret af Velfærdsministeriet. Velfærdsministeriets finansiering udløb april 2008, og Socialudvalget besluttede i den forbindelse, at Københavns Kommune overtog Kildens finansiering. I budgetaftale 2013 blev det besluttet at give en 2-årig bevilling til Kilden på 2,0 mio. kr. årligt i 2013 og 2014. Driftstilskuddet blev imidlertid ikke videreført i budgetaftale 2015. Fra 1. januar 2015 har Københavns Kommune derfor betalt for de pladser, som kommunen køber i tilbuddet. Prisen for dagtilbuddet Kilden er 800 kr. pr. dag.

Når Socialforvaltningen henviser borgere med hjerneskade til et dagtilbud, sker dette efter en konkret og individuel vurdering. Forvaltningen vil i de enkelte tilfælde foretage dels en faglig vurdering af hvilket tilbud der bedst kan håndtere borgerens behov, og dels en økonomisk vurdering af prisen på sammenlignelige tilbud.

Socialforvaltningen har på nuværende tidspunkt 18 borgere på dagtilbuddet Kilden. Kilden er et godt tilbud til de borgere med hjerneskade, der i dag er visiteret til stedet. Det er imidlertid ikke alle Socialforvaltningens borgere med hjerneskade, som kan rummes på dagtilbuddet Kilden. De fleste borgere med hjerneskade i Socialforvaltningen har et omfattende støtte- og plejebehov. Borgerne har eksempelvis behov for støtte ift. måltider, toiletbesøg mv., hvilket ikke kan imødekommes på dagtilbuddet Kilden. Brug af dagtilbuddet Kilden forudsætter desuden, at borger er forholdsvis mobil, og vil kunne indgå aktivt i et arbejdsfællesskab.

Socialforvaltningen visiterer hverken flere eller færre borgere til Kilden end tidligere. Det bemærkes, at Kilden var selvvisiterende, da tilbuddet startede som projekt. Kilden fik således deres brugere via hospitaler eller når borgere selv opsøgte tilbuddet. Det betyder, at en del af de borgere, der har benyttet tilbuddet, ikke har været visiteret fra Socialforvaltningen. De borgere som visiteres til dagtilbud via Socialforvaltningen er borgere som har en varig, omfattende funktionsnedsættelse. Visitationen har oplyst, at det er sjældent, at forvaltningen møder en borger, som vurderes at være så velfungerende, at borgeren er i målgruppen for dagtilbud på Kilden.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens brug af Kilden

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har oplyst, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen ikke visiterer borgere til dagtilbuddet Kilden, og at der heller ikke tidligere er visiteret borgere til Kilden via Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. En borger har i et enkelt tilfælde været i praktik i Kilden, som led i et jobafklaringsforløb. Det betyder, at borgeren ikke har været bruger af dagtilbuddet Kilden, og således ikke har optaget en plads på tilbuddet.

Øvrige dagtilbud til borgere med hjerneskade

Socialforvaltningen henviser borgere med hjerneskade og et samtidigt omfattende støtte- og plejebehov til dagtilbuddet Lions Kollegiet eller Dagcentret Strødamsvej.

Socialforvaltningen har på nuværende tidspunkt 76 borgere tilknyttet Dagcentret Strødamsvej, som er et aktivitets- og samværstilbud til borgere mellem 18-65 år som har fået en erhvervet hjerneskade, typisk pga. en blodprop eller hjerneblødning. De fleste borgere på Dagcentret Strødamsvej har haft et ”normalt" liv bag sig og har derfor en ny livssituation at skulle forholde sig til. Borgerne vil ofte have et støtte- og plejebehov, som kan varetages på tilbuddet. Prisen for Dagcentret Strødamsvej er 469 kr. pr. dag.

Herudover har Socialforvaltningen på nuværende tidspunkt 58 borgere tilknyttet dagtilbuddet Lions Kollegiet, som er målrettet borgere mellem 18-50 år med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer til opretholdelse eller forbedring af personlige færdigheder eller af livsvilkårene, forårsaget af erhvervet eller medfødt hjerneskade. Borgerne på dagtilbuddet Lions Kollegiet har således et langt mere omfattende støtte- og plejebehov, end Kilden kan varetage. Prisen for dagtilbuddet Lions Kollegiet er 562 kr. pr. dag.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

 

Nina Eg Hansen

                                       / Ane K. Christensen

Beslutning

Kontorchef Ane K. Christensen deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev drøftet.

Til top