Mødedato: 21.09.2016, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Modeller for fremtidig afrapportering til Socialudvalget om arbejdstilsyn

Se alle bilag

Arbejdstilsynet fører tilsyn med arbejdsmiljøet på danske virksomheder og institutioner, herunder også arbejdspladser i Socialforvaltningen. Socialudvalget skal godkende en model for fremtidig afrapportering til udvalget om Arbejdstilsynets afgørelser og tilsynsrapporter.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender, at et overblik over tilsynssager fra Arbejdstilsynet indarbejdes i den nuværende årlige ledelsesinformation, og at Socialudvalget løbende orienteres om tilsynsrapporter og afgørelser, der har medført alvorlige reaktionstyper fra Arbejdstilsynet, er blevet pressesager eller på anden vis er særligt bekymrende (Model A).

Problemstilling

Der skal tages stilling til, hvordan Socialudvalget fremadrettet foretrækker at blive orienteret om arbejdstilsynssager.

Arbejdstilsynet fører tilsyn med arbejdsmiljøet på danske virksomheder. Arbejdsmiljøloven fastsætter, at det er virksomhedernes ansvar at sørge for, at arbejdsforhold og -miljø er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige. Arbejdstilsynet skal som én blandt flere aktører bidrage til, at virksomhederne løfter opgaven, hvorfor Arbejdstilsynet fører tilsyn med virksomhederne. På baggrund af tilsyn træffer Arbejdstilsynet afgørelser og reagerer overfor virksomheder, der ikke lever op til lovgivningens krav. Arbejdstilsynet har på baggrund af tilsynsbesøg ti reaktionstyper til virksomheder. Reaktionstyperne spænder fra vejledninger (ikke retligt bindende anbefalinger til hvordan arbejdsmiljøet kan forbedres) til forbud og politianmeldelser ved overhængende fare for medarbejdersikkerhed og overtrædelser af arbejdsmiljøloven. I bilag 1 er vedlagt et notat, der gennemgår processen for arbejdstilsynssager.

Socialforvaltningen arbejder på en samlet oversigt over arbejdstilsyn på arbejdspladser i Socialforvaltningen. Oversigten bliver forelagt Socialudvalget på udvalgsmøde den 2. november 2016.

Løsning

Arbejdstilsynet fører tilsyn med arbejdspladser i Socialforvaltningen for at sikre, at forvaltningen opretholder den nødvendige indsats for at efterleve arbejdsmiljøloven og sikre, at arbejdsmiljøet lever op til gældende lovgivning, og at medarbejdernes sikkerhed og sundhed ikke kompromitteres. Tilsynene foretages både anmeldt og uanmeldt. Efter tilsynsbesøg, hvor der er konstateret overtrædelse af arbejdsmiljøloven, udarbejder Arbejdstilsynet et udkast til afgørelse, hvori reaktionstype og belæg for denne fremgår. Af udkastet til afgørelse fremgår også, hvad den konkrete institution skal rette op på. Udkastet til afgørelse sendes i høring hos institutionen, der har 14 dage til at svare på høringen, hvorefter Arbejdstilsynet træffer endelig afgørelse. Ved strakspåbud er der imidlertid ingen høringsperiode, og afgørelsen er endelig fra start, hvorfor påpegede overtrædelser af arbejdsmiljøloven skal udbedres omgående. Den endelige afgørelse kan klages til Arbejdsmiljøklagenævnet i op til fire uger efter afsigelse. Indgivelse af klage til Arbejdsmiljøklagenævnet er den eneste administrative mulighed for at gøre indsigelse mod Arbejdstilsynets endelige afgørelse.

Socialudvalget skal nu tage stilling til en model for fremtidig afrapportering af Arbejdstilsynets tilsynsrapporter og afgørelser. Afrapporteringen omhandler ikke arbejdstilsynssager fra de selvejende tilbud, som Socialforvaltningen har driftsoverenskomst med. En afklaring i forhold til afrapportering vedrørende arbejdspladser på disse institutioner foreligges Socialudvalget snarest.

Model A:
Socialforvaltningen foreslår, at Socialudvalget fremover orienteres ved, at der udarbejdes et fortløbende overblik over tilsynssager, og at dette indarbejdes i den nuværende årlige ledelsesinformation, hvor hovedpointerne præsenteres på slides. Derudover vil Socialudvalget løbende blive orienteret om tilsynssager, der medfører alvorlige reaktionstyper eller er blevet til pressesager. Orientering finder sted, når afgørelsen er endelig og eventuelt har været prøvet i Arbejdsmiljøklagenævnet. Fordelen ved denne model er, at informationerne indarbejdes i en allerede eksisterende model, og at Socialudvalget samtidig bliver løbende orienteret om arbejdspladser, der efter endelig afgørelse vurderes at have brudt arbejdsmiljøloven og/eller have kompromitteret medarbejdernes sikkerhed eller sundhed. Model A er sammenlignelig med den model, Socialudvalget har valgt for afrapportering af socialtilsyn.

Socialforvaltningen foreslår alternativt:

Model B:
Socialudvalget orienteres fremover ved, at der udarbejdes et fortløbende overblik over tilsynssager, og at dette indarbejdes i den nuværende årlige ledelsesinformation, hvor hovedpointerne præsenteres på slides. Der vedlægges et bilag med uddybende information om arbejdspladser i Socialforvaltningen, der har modtaget reaktionstyper efter Arbejdstilsynets og eventuelt Arbejdsmiljøklagenævnets endelige afgørelse, samt om tilsynssager, der har fået stor opmærksomhed i pressen. Fordelen ved denne model er, at informationerne indarbejdes i en allerede eksisterende model. Den væsentligste ulempe er, at Socialudvalget ikke får information om bekymrende arbejdsmiljømæssige forhold på arbejdspladser lige så hurtigt, som tilfældet er ved model A. Socialudvalget vil ikke blive løbende orienteret om tilsynssager.

Model C:
Socialudvalget orienteres fremover ved, at der udarbejdes et fortløbende overblik over tilsynssager og sager med stor pressebevågenhed, der forelægges Socialudvalget kvartalsvis som en selvstændig sag. Fordelen ved denne model er, at Socialudvalget løbende bliver orienteret om alle arbejdstilsyn på arbejdspladser i Socialforvaltningens tilbudsvifte. Ulemperne er, at kadencen og informationsmængden kan forstyrre det samlede overblik over arbejdstilsyn.

Her følger et opsamlende overblik over muligheder i model A, B og C:

 

Model A

Model B

Model C

Samlet årligt overblik

X

X

 

Løbende orientering om bekymrende forhold

X

 

X

Løbende orientering om alle tilsynsrapporter

 

 

X

Uddybende materiale om alvorlige tilsynsrapporter, tilsynssager med stor mediebevågenhed, forvaltningens handlinger ift. de enkelte tilsyn

X

X

X

Økonomi

Økonomiske konsekvenser kan holdes inden for den nuværende ramme.

Videre proces

Socialforvaltningen vil fremadrettet orientere Socialudvalget om arbejdstilsynssager i det format og med den kadence, som Socialudvalget beslutter.

 

Nina Eg Hansen

                                            / Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Kontorchef Ane K. Christensen, vicekontorchef Eva Stokbro Jensen og advokat Finn Schwarz, Horten deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt.

Til top