Mødedato: 21.09.2011, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Nyhedsbrev

Denne indstilling er resultatet af et medlemsforslag fra A og F vedr. ønske om formidling af udvalgets arbejde. Forslaget blev vedtaget og forvaltningen blev bedt om at vende tilbage her i september med et indspil til, hvordan formidling af udvalgets arbejde kan tage sig ud.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget godkender,
1. At Socialudvalget efter hvert socialudvalgsmøde udvælger et antal sager, som socialforvaltningen bearbejder journalistisk og sender ud med det eksisterende nyhedsbrev.

Problemstilling

Socialudvalget ønsker at formidle sit arbejde ud til en større offentlighed via et nyhedsbrev, og spørgsmålet er, hvordan man bedst mulig gør det.  

Løsning

Socialforvaltningen har et eksisterende nyhedsbrev med knap 1000 abonnenter. Man bliver abonnent ved at melde sig til via kk.dk – fra ’forsiden’ af det 'Det sociale område'.

På de tilmeldte mailadresser kan man se, at de fleste modtagere er kommunens egne medarbejdere, men også journalister, folk fra interesseorganisationer og faglige foreninger, fra andre kommuner og andre sociale aktører er blandt abonnenterne. Nyhedsbrevet udsendes ca. hver 14. dag. 

Nyhederne er en journalistisk bearbejdning af såvel politiske som administrative beslutninger, aktiviteter og begivenheder. Nyhederne understøtter de politiske målsætninger som pejlemærker, strategier og planer, og de omsætter på den måde mere abstrakte beslutninger til læsbarehistorier, som har betydning og konsekvens for borgere i København. 

Alle nyheder publiceres på kk.dk. De ligger på forsiden, hvor de typisk er synlige i to-fem dage, og under 'Det sociale område', hvor de ligger permanent. Forsiden af kk.dk har i gennemsnit 55.000 unikke besøg om ugen. Det er herfra, at de sociale nyheder samles og bundtes i et nyhedsbrev og sendes ud til abonnenter. Abonnemenstallet stiger stille og roligt. Derudover kan forvaltningen konstatere, at flere af nyhederne ruller videre i andre medier.  

Da det svære ved et nyhedsbrev er at opbygge en læserskare, og da socialudvalgets kommunikationsønsker falder helt i tråd med nyhedsbrevets formål, foreslås det, at udvalget bruger den eksisterende platform i stedet for at opfinde en ny. 

Det, vi konkret foreslår er, at der fremover på SUD-dagsorden vil være et nyt fast punkt: "Nyhedsbrev". Under det punkt beslutter udvalget, om de sager fra dagsordenen, som forvaltningen har udvalgt til nyhedsbrevet, også er dem, som udvalget ønsker. De foreslåede punkter vil blive sendt ud med dagsordenen. 

Økonomi

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser, da det vil indgå som en del af sekretariatets arbejde. 

Videre proces

Hvis socialudvalget godkender indstillingen, træder den nye procedure straks i kraft. 
                                                           Anette Laigaard

Beslutning

Indstillingen blev godkendt

Til top