Mødedato: 21.06.2023, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Opfølgning på forsøgsordning om øget beslutningskompetence i Borgercenter Handicap

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget orienteres om opfølgning på forsøgsordning med øget beslutningskompetence på myndighedsområdet i Borgercenter Handicap. Formålet med initiativet er at udvide sagsbehandlernes beslutningskompetence, afprøve andre modeller for beslutningstagen og træffe beslutninger tættere på borgeren. Socialforvaltningen vurderer, at forsøgsordningen har øget sagsbehandlernes trivsel, styrket fagligheden og gjort sagsbehandlingen hurtigere og enklere. Den øgede beslutningskompetence har ikke medført stigninger i antal bevillinger eller økonomisk merforbrug. Forsøgsordningen overgår til drift på baggrund af de gode resultater. Socialudvalget blev senest orienteret om forsøgsordningen på udvalgsmødet den 18. januar 2023.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget tager opfølgningen på forsøgsordningen vedrørende øget beslutningskompetence i Borgercenter Handicap til efterretning.

Problemstilling

Borgercenter Handicap har fra oktober 2022 til og med marts 2023 gennemført en frivillig forsøgsordning, hvor sagsbehandlernes beslutningskompetence blev udvidet med en række nye børne- og voksenbestemmelser (jf. bilag 1). Formålet med initiativet er at udvide sagsbehandlernes beslutningskompetence, afprøve andre modeller for beslutningstagen end visitationsudvalgene samt at træffe beslutninger tættere på borgeren, hvor det er muligt. Dette ud fra et ønske om at styrke servicekulturen, afbureaukratisere arbejdsgange og understøtte et godt arbejdsmiljø.

Samtlige sagsbehandlere på myndighedsområdet i Borgercenter Handicap har valgt at deltage i den frivillige forsøgsordning. Nyansatte sagsbehandlere tildeles først egenkompetence efter et halvt års ansættelse.

Det indgår i forsøgsordningen, at der skal laves en afsluttende opfølgning på medarbejdernes tilfredshed med forsøgsordningen, samt en analyse af udviklingen i antallet af bevillinger og økonomisk forbrug. Socialudvalget er tidligere blevet orienteret om forsøgsordningen via fredagsmail den 20. april 2022 og på udvalgsmødet den 18. januar 2023. Øget beslutningskompetence er også knyttet til den afbureaukratiseringsdagsorden, som er aktuel i Socialforvaltningen, hvor målet er at gøre det lettere at lave godt socialt arbejde, og som senest blev drøftet i Socialudvalget den 26. april 2023.

Løsning

Socialudvalget præsenteres hermed for den gennemførte opfølgning på forsøgsordningen med øget beslutningskompetence i Borgercenter Handicap i forhold til medarbejdertilfredshed og økonomisk forbrug. Opfølgningen er baseret på seks kvalitative interviews med sagsbehandlere og konsulenter, spørgeskemabesvarelser fra 71 sagsbehandlere samt data for udviklingen i antallet af bevillinger og dertilhørende økonomisk forbrug. Datagrundlaget og de anvendte metoder beskrives yderligere i bilag 2.

Øget trivsel

Sagsbehandlerne oplever generelt, at forsøgsordningen har påvirket deres trivsel positivt.

Resultaterne af den gennemførte spørgeskemaundersøgelse viser, at 34 % oplever, at den øgede beslutningskompetence har påvirket deres trivsel meget positivt, mens 40 % oplever, at den har påvirket deres trivsel positivt. 25 % angiver, at deres trivsel ikke er påvirket. En enkelt sagsbehandler angiver, at den øgede beslutningskompetence har påvirket trivslen negativt, og seks respondenter har undladt at besvare spørgsmålet.

Den øgede trivsel skyldes ifølge de interviewede sagsbehandlere blandt andet, at der opleves en højere grad af tillid, hvilket smitter af på det faglige engagement, samt at sagsbehandlingen er blevet hurtigere og mere enkel, da afgørelser ikke længere skal godkendes på visitationsmøder. Størstedelen af sagsbehandlerne i spørgeskemaundersøgelsen oplever også en hurtigere og enklere sagsgang, samt at deres faglighed styrkes grundet øget sparring i deres respektive teams.

Styrket faglighed

De adspurgte sagsbehandlere oplever også, at forsøgsordningen har styrket fagligheden og læringskulturen, blandt andet på baggrund af gode faglige drøftelser i teamet.

Bedre borgerservice

Sagsbehandlerne oplever, at de leverer en bedre service til borgerne, da sagsbehandlingstiden mindskes betragteligt, når sagen ikke længere skal forelægges og vurderes af et visitationsudvalg. I spørgeskemaundersøgelsen tilkendegiver størstedelen af sagsbehandlerne, at forsøgsordningens største fordel er, at sagsbehandlingen går hurtigere, da man som sagsbehandler ikke længere skal bruge tid på at indstille sager samt koordinere sagsbehandlingen med visitationsmødernes timeslots.

Ulemper ved forsøgsordningen

Hovedparten af de adspurgte sagsbehandlere oplever ikke, at der har været ulemper forbundet med forsøgsordningen. Få sagsbehandlere oplever dog, at de kan komme i tvivl om, hvor serviceniveauet bør lægges, og at det derfor fortsat er vigtigt at drøfte sagerne på teamniveau for at sikre et fælles og ensartet serviceniveau. Ligeledes oplever få sagsbehandlere, at det øgede faglige ansvar kan være vanskeligt at forvalte, men at det er ’prisen’ for en større faglig frihed.

Understøttende initiativer i forsøgsordningen

For at udvikle en god læringskultur og sikre et ensartet serviceniveau, er der undervejs i forsøgsordningen gennemført praksisnære læringsforløb, med fokus på at styrke den faglige ledelse og sagsbehandlernes faglige skøn i sagsbehandlingen. Derudover har sagsbehandlerne mulighed for faglig sparring på teammøder, med faglig koordinator og afdelingsleder i konkrete sager.

Udvikling i bevillinger og økonomi

Borgercenter Handicap har analyseret udviklingen i antal bevillinger og økonomisk forbrug for udvalgte bestemmelser i forsøgsordningens løbetid, med henblik på at identificere udviklinger der kan henføres til øget beslutningskompetence (jf. bilag 2).

Forvaltningen vurderer på baggrund af analysen, at sagsbehandlernes øgede beslutningskompetence ikke har medført et stigende antal bevillinger eller et øget økonomisk merforbrug. Forvaltningen bemærker i den forbindelse, at særligt omkostningstunge børne- og voksenbestemmelser, herunder for eksempel bevilling af døgntilbud, ikke har været omfattet af forsøgsordningen, og derfor fortsat behandles på visitationsmøder.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forsøgsordningen med øget beslutningskompetence overgår nu til drift i Borgercenter Handicap, og de nye børne- og voksenbestemmelser, som sagsbehandlerne fik øget beslutningskompetence til i forsøgsordningen, tilføjes derfor til de børne- og voksenbestemmelser, som sagsbehandlerne i forvejen havde beslutningskompetence til (se bilag 1). Borgercenter Handicap vil fremadrettet løbende have fokus på muligheder for at øge egenkompetencen på hele eller dele af områder, hvor sagsbehandlerne i dag ikke har beslutningskompetence. På områder med særligt omkostningstunge indsatser, herunder anbringelser, botilbud, dagbehandling og Borgerstyret Personlig Assistance (BPA), vurderer Borgercenter Handicap dog, at mulighederne for udvidelse af sagsbehandlernes beslutningskompetence er meget begrænsede.

Koncerndirektionen vil konkret drøfte muligheder for at udbrede erfaringerne fra Borgercenter Handicap til Borgercenter Børn og Unge og Borgercenter Voksne.

Mikkel Boje

                                         / Mette Boskov Vedsmand og Tine Kock Nielsen

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Vicedirektør Mette Boskov Vedsmand deltog under punktets behandling

Til top