Mødedato: 21.06.2023, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

B-sag. Socialforvaltningens input til ny Integrations- og Medborgerskabspolitik - efter høring

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget skal tage stilling til et opdateret udkast til en ny Integrations- og medborgerskabspolitik for 2023-26 for Københavns Kommune. Integrations- og medborgerskabspolitikken er udarbejdet på tværs af kommunens forvaltninger og har været i offentlig høring. På baggrund af høringen foreslås én konkret tilføjelse til Socialforvaltningens bidrag til politikken. Samtidig forelægges forvaltningens bidrag til et samlet høringsnotat.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget godkender ændringsforslag til Socialforvaltningens bidrag til Københavns Kommunes Integrations- og medborgerskabspolitik for 2023-2026 (bilag 1)
  2. at Socialudvalget godkender Socialforvaltningens bidrag til et samlet høringsnotat (bilag 2)
  3. at Socialudvalget tager samlet udkast til København Kommunes Integrations- og medborgerskabspolitik til efterretning (bilag 3)

Problemstilling

Københavns Kommunes hidtidige Integrations- og medborgerskabspolitik udløb med udgang af 2022. Socialudvalget godkendte den 18. januar 2023 første udkast til en ny politik på området. Efterfølgende har udkastet været i offentlig høring.

Socialudvalget skal med denne sag tage stilling til Socialforvaltningens bidrag til høringsnotat og ændringsforslag til Socialforvaltningens bidrag til politikken, som vedrører eget ressortområde.

Løsning

Der er samlet modtaget høringssvar fra 24 høringspartnere – heriblandt 6 bemærkninger og forslag på socialområdet (bilag 2). På baggrund af høringen foreslår forvaltningen konkret, at Diversity Works i bilag 1 skrives ind i dette afsnit som en af forvaltningens civilsamfundssamarbejdspartnere:

Samarbejde med civilsamfundsaktører til forebyggelse af social udsathed

Københavns Kommune støtter en række ngo’er, som arbejder for at inkludere mennesker med etnisk minoritetsbaggrund i samfundet. Det gælder fx Kringlebakken, Diversity Works, Fakti, Sjakket og Etnisk Ung, som alle i en årrække har haft fokus på at bygge bro til det danske samfund”.

I bilag 2 fremgår forvaltningens forslag til besvarelser til brug for et samlet høringsnotat.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Socialudvalget godkender indstillingen, fremsendes udvalgets beslutning til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, som forelægger en samlet sag med en opdateret politik og et høringsnotat for Beskæftiges- og Integrationsudvalget den 21. august 2023. Efter godkendelse i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget layoutes politikken og forelægges for Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse den 21. september 2023.

Mikkel Boje

                                        / Eva Stokbro Jensen

Beslutning

1. og 2. at blev godkendt under godkendelse af dagsordenens punkt 1.

3. at blev taget til efterretning under godkendelse af dagsordenens punkt 1.

Til top