Mødedato: 21.06.2017, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Status på omstilling af psykiatriområdet og drøftelse af grundfortællingen for fremtidens socialpsykiatri

Se alle bilag
Socialudvalget besluttede den 30. november 2016, at Socialforvaltningen skal arbejde videre med et revideret ”Oplæg til omstilling af socialpsykiatrien 2017-2025”. Socialforvaltningen giver nu en status på arbejdet. Socialudvalget skal desuden drøfte et udkast til en grundfortælling, der skal sætte retningen for det fælles faglige arbejde i fremtidens socialpsykiatri.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget tager status på det videre arbejde med omstillingsplanen til efterretning.
  2. at Socialudvalget drøfter et udkast til en  grundfortælling for fremtidens socialpsykiatri, der beskriver visionen og den fælles faglige retning for socialpsykiatrien.

Problemstilling

Socialforvaltningen har igangsat en større omstilling af socialpsykiatrien. Ambitionen med omstillingen er at skabe trygge udviklings- og bomiljøer, der sætter gode rammer for, at københavnere med psykisk sygdom kan komme sig helt eller delvist af deres psykiske lidelser. Omstillingsplanens delelementer konkretiseres sammen med blandt andet brugere og medarbejdere. Omstillingsplanen revideres årligt og forelægges til politisk behandling i takt med realiseringen af planens mål og indsatser.

For at sætte en fælles faglig retning for omstillingsplanen har Socialforvaltningen besluttet at udarbejde en grundfortælling for fremtidens socialpsykiatri. Grundfortællingen skal være det fælles faglige fundament for medarbejdernes støtte til borgerne i hverdagen.

I det følgende præsenteres Socialudvalget for en status på arbejdet med omstillingsplanens delelementer og et udkast til grundfortællingen.

Løsning

Arbejdet med at konkretisere  omstillingsplanen er organiseret i en række implementerings- og udviklingsspor. Undervejs inddrages brugere, pårørende, medarbejdere og faglige organisationer m.fl. Sporene er følgende:

Implementeringsspor

  • Udflytning fra Granvej til nye adresser
  • Handleplanen for de socialpsykiatriske botilbud, der blev behandlet på Socialudvalgets møde den 18. maj 2016 samt budgetaftalen for 2017
  • Implementering af fleksibel bostøtte, der understøtter et liv i egen bolig 
  • Moderniseringsplan for botilbuddet Lindegårdshusene
  • Modernisering og renovering af øvrige tilbud  (Thorupgården, Stubberupgård, Rønnebo og bofællesskaber).

Udviklingsspor

  • Socialpsykiatriens faglige ramme, visioner og kvalitet
  • Kompetenceudvikling og videndeling
  • Specialiserede og differentierede botilbudspladser i mindre enheder 
  • Nye botilbud og behov for øget kapacitet.

I det vedlagte statusnotat gives en status på hvert spor (bilag 1).

Udkast til grundfortælling for fremtidens socialpsykiatri
Socialforvaltningen vurderer, at der er behov for at tydeliggøre den fælles vision for fremtidens socialpsykiatri. Derfor er forvaltningen i gang med at udarbejde en grundfortælling (bilag 2), der beskriver den fælles faglige retning, og skal sikre, at borgerne mødes af høj kvalitet uanset, hvilken dør de træder ind ad i socialpsykiatrien. Udkastet definerer, hvad forvaltningen forstår med begreberne recovery og rehabilitering. Derudover beskriver udkastet behovet for et fokus sociale relationer, fællesskab og tryghed. I udkastet fremhæves endvidere de centrale forudsætninger for recovery og de tre faglige temaer, som en rehabiliterende indsats skal bygge på:

  1. Sammen med borgeren
  2. Vidensbaserede indsatser og kvalitet
  3. Koordineret indsats

Grundfortællingen skal være det faste fundament, som alle medarbejderne står på, når de med en rehabiliterende tilgang møder borgerne i deres individuelle recoveryproces.

Inddragende proces med invitation til input og konstruktiv kritik
Udkastet til grundfortællingen er udarbejdet på baggrund af viden, erfaringer og perspektiver fra brugere, pårørende, frivillige, medarbejdere, ledere, faglige organisationer samt andre kommuner og interessenter. De har blandt andet været inviteret til en række workshops, og forvaltningen har, sammen med centerrådsformand og medlem af Dialogforum Olaffa Christensen, afholdt et stormøde for beboerne på Københavns Kommunes socialpsykiatriske botilbud den 8. marts 2017. Opsamlingen fra stormødet er vedlagt som bilag 3. 

Socialforvaltningen brugte også Socialudvalgets heldagskonference om fremtidens socialpsykiatri den 24. maj 2017 til at få input til udkastet til grundfortællingen. Der er desuden mulighed for at komme med skriftlige input og kommentarer til udkastet frem til den 20. juni 2017.

De  foreløbige tilbagemeldinger er, at udkastet har det rigtige fokus på recovery og rehabilitering som det centrale omdrejningspunkt for socialpsykiatrien. Derudover har Socialforvaltningen fået en række input til det videre arbejde, hvor der især blev lagt vægt på følgende:

  • Der er behov for en yderligere operationalisering af, hvad der konkret skal arbejdes videre med for at styrke den recoveryorienterede tilgang.
  • Der skal være et tydeligt fokus på fællesskab og sociale relationer som en central faktor, der styrker recoveryprocessen.
  • Der skal være et større fokus på beskæftigelse, fordi arbejde er mere end løn. Det er også struktur i hverdagen, indhold og oplevelsen af at være en, der bidrager. Derfor er det også vigtigt med fokus på sammenhæng på tværs af sociale tilbud og beskæftigelsesrettede indsatser. 

I bilag 4 er vedlagt en foreløbig opsamling på de forskellige input til grundfortællingen, som Socialforvaltningen har modtaget. De mange input fra blandt andet workshops, stormøde og heldagskonference vil indgå i både grundfortællingen og det videre arbejde med omstillingsplanen.

Socialudvalget skal nu drøfte det udkast til grundfortællingen, der også blev drøftet på heldagskonferencen. Udkastet vil blive revideret på baggrund af Socialudvalgets drøftelse og de øvrige input. I august 2017 præsenteres det reviderede udkast for Dialogforum, omstillingsplanens følgegrupper bestående af bruger-, pårørende- og medarbejderorganisationer og medarbejderrepræsentanter fra de fem socialpsykiatriske centre. Herefter revideres grundfortællingen igen, og forventes færdig den 1. september 2017. Den endelige grundfortælling bliver det faste udgangspunkt for det videre arbejde med den faglige del af omstillingsplanen.

Det er forventningen, at grundfortællingen lanceres på personalemøder i løbet af september 2017, hvor der også orienteres om omstillingsplanens øvrige tiltag, herunder de næste skridt i forhold til kompetenceudvikling for medarbejderne i socialpsykiatrien.

Grundfortællingen indgår i den kommende grunduddannelse
Grundfortællingen bliver en del af materialet til grunduddannelsen for medarbejderne i socialpsykiatrien i Københavns Kommune. Her udarbejdes også en medarbejderguide, der bliver mere anvendelsesorienteret end grundfortællingen, og som vil indeholde konkrete eksempler på arbejdet med recovery og rehabilitering i praksis. Forvaltningen vil blandt andet inddrage tilbud og medarbejdere, der allerede arbejder ud fra et tydeligt fagligt grundlag, som eksempler på god praksis og som ambassadører for en recoveryorienteret tilgang.

Finansieringen af grunduddannelsen er dog endnu ikke afklaret, og uddannelsens endelige omfang og gennemførselshastigheden afhænger af finansiering hertil. Grunduddannelsen forventes at kunne startes op for lederne i efteråret 2017, og det er planen, at de første medarbejdere kan starte på uddannelsen i januar 2018. Den kommende grunduddannelse er under udarbejdelse og bygges op om de tre faglige temaer, der også indgår i grundfortællingen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. I forhold til omstillingsplanens næste skridt vender forvaltningen tilbage med oplæg til Socialudvalgets budgetseminar i august 2017.

Videre proces

Omstillingsplanen revideres årligt og forelægges til politisk behandling i takt med realiseringen af planens mål og indsatser. Forvaltningen giver Socialudvalget en ny status primo 2018.

  

Nina Eg Hansen  

                                                      Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning og 2. at-punkt blev drøftet.

Til top