Mødedato: 21.06.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Samarbejdsprojekt med Region Hovedstadens Psykiatri om borgere med dobbeltdiagnose

Se alle bilag
Regionsrådet i Region Hovedstaden har i 2013 afsat en pulje på 7,6 mio. kr. til samarbejdsprojekter om udsatte borgere. Socialforvaltningen og Region Hovedstadens Psykiatri har - med forbehold for Socialudvalgets godkendelse - indsendt en ansøgning vedrørende borgere med dobbeltdiagnose.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget godkender, at Socialforvaltningen indgår i projektet, såfremt det modtager støtte.

 

Problemstilling

Det er en velkendt problemstilling, at der er mange udfordringer forbundet med at yde en adækvat indsats for borgere med sindslidelse og samtidigt misbrug. De har ofte meget komplekse problemstillinger, som kræver høj faglighed. Der er behov for integreret behandling af både sindslidelsen og misbruget. Desuden skal der være et hensigtsmæssigt samspil mellem den integrerede behandling og den sociale indsats. Udfordringen er endvidere, at regionen og kommunen har et delt ansvar for målgruppen.

I samarbejdsaftalen mellem Region Hovedstadens Psykiatri og Københavns Kommune er det aftalt, at kommunen har ansvaret for en integreret behandling af mennesker med ikke-psykotiske lidelser og samtidigt misbrug. Regionen har ansvaret for behandling af både den psykiske lidelse og misbruget for mennesker med kroniske psykoser og samtidigt misbrug. Kommunen har altid ansvaret for den sociale indsats. Denne opdeling kan være vanskelig at håndtere i praksis, blandt andet fordi komplekse problemstillinger kan være svære at skille ad, borgerens motivation for forskelige indsatser kan være svingende, og der vil typisk være flere aktører involveret, som ikke altid har tilstrækkelig viden om hinandens mål og metoder.

Løsning

Formålet med projektet er at udvikle og formalisere samarbejdet, herunder aftale en klar og praktisk anvendelig opgave- og ansvarsfordeling.

 Figur 1: Oversigt over ansvarsfordeling i indsatsen for borgere med dobbeltdiagnose

Problemstilling

Stofmisbrug

Alkoholmisbrug

Sociale problemstillinger

Psykotisk lidelse

Region

Region

Kommune

Ikke-psykotisk lidelse

Kommune

Kommune

Kommune

 Konkret skal der udarbejdes en samarbejdsmodel, der beskriver:

  • Målgruppen
  • Opsporing, herunder fastlæggelse af initiativ og ansvar
  • Misbrugsbehandling, herunder fastlæggelse af initiativ og ansvar
  • Udredning og behandling af psykisk sygdom, herunder fastlæggelse af initiativ og ansvar
  • Samarbejdet i hele patientforløbet med særligt fokus på, at behandlingsforløbet integrerer både behandling for psykisk sygdom og misbrug samt minimerer risikoen for recidiv – både af psykisk sygdom og misbrug – og herunder hvordan den sociale indsats understøtter dette.

Der skal desuden udarbejdes et koncept for – og gennemføres – undervisning i forhold til personalet i de kommunale misbrugsbehandlingsenheder, i de kommunale botilbud og relevant sundhedsfagligt personale i Region Hovedstadens Psykiatri med henblik på at sikre relevant videndeling samt forventningsafstemning om den samlede opgaveløsning.

Ansøgningen er vedlagt som bilag 1.

Økonomi

Regionsrådet ansøges om i alt 1,9 mio. kr. for perioden 1. oktober 2013 – 30. juni 2015. Midlerne skal tages til indtægt og anvendes i regi af Region Hovedstadens Psykiatri.

Socialforvaltningen skal bidrage med medfinansiering i form af at stille personaleressourcer til rådighed for projektet. Det forudsættes, at medarbejderne indgår i projektet som led i det almindelige ansættelsesforhold, og ansøgningen har således ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommunes Socialforvaltning.

Videre proces

Såfremt Socialudvalget tiltræder indstillingen, vil Socialforvaltningen give Region Hovedstaden besked om kommunens endelige tilsagn til projektet. Hvis projektet modtager støtte, vil Region Hovedstadens Psykiatri ansætte en projektleder med henblik på, at projektet kan starte op 1. oktober 2013. Socialforvaltningen vil indgå i projektets styregruppe og arbejdsgrupper.

Anette Laigaard

                                                                          /Gitte Bylov Larsen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt ved dagsordenens begyndelse

Til top