Ansøgning om anvendelse af overskydende midler i Hjemløsestrategien
Socialministeriet har givet mulighed for, at der kan anvendes hjemløsestrategimidler til at iværksætte en række mindre indsatser i perioden frem til og med 31/8. Socialudvalget skal træffe beslutning vedr. iværksættelse af indsatserne.
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen indstiller til Socialudvalget,
- at en række mindre indsatser, finansieret af overskydende midler i Hjemløsestrategien, iværksættes hurtigst muligt (jf. bilag 1) og
- at indsatserne løber frem til 31. august, hvor den nationale hjemløsestrategi slutter.
Problemstilling
Som følge af forsinkelser i opstarten af Hjemløsestrategien, har Københavns Kommune et mindreforbrug af satspuljemidler i strategiperioden. Social- og Integrationsministeriet tilkendegav på et møde d. 11. april 2013, at Socialforvaltningen havde mulighed for at søge om anvendelse af nogle af disse midler til at iværksætte tiltag, der understøtter Hjemløsestrategiens formål. Da den nationale hjemløsestrategi slutter 31/8 2013, er det en betingelse, at indsatserne skal iværksættes og afsluttes inden da.
Den 3. maj fremsendte Socialforvaltningen efter aftale en ansøgning til Social- og Integrationsministeriet med forslag til en række mindre tiltag, der kan iværksættes og afsluttes inden strategiperioden udløber 31/8 2013 (se bilag 1). D. 7. juni svarede ministeriet, at hovedparten af de foreslåede indsatser kunne imødekommes.
Løsning
Socialforvaltningen har i ansøgningen lagt vægt på tiltag, der imødekommer nogle af de udfordringer, som har vist sig i løbet af strategiperioden. De enkelte tiltag skitseret kort nedenfor. For uddybning henvises til bilag 1.
Unge hjemløse
I løbet af strategiperioden har tællinger fra SFI vist, at antallet af unge hjemløse er stigende.
Kickstart af værested for unge
Forvaltningen har foreslået, at der afsættes midler til at kickstarte et værested for unge, som Kofoeds Skole har åbnet ultimo maj. Den konkrete kickstart består i to medarbejdere, hhv. en opsøgende og en på selve værestedet i perioden frem til strategiperiodens udløb 31/8.
Konference om hjemløshed blandt unge
Med ønsket om at skærpe opmærksomheden omkring den stigende ungehjemløshed, er der søgt om midler til at holde en endags konference. Konferencen bliver med fokus på vidensdeling fra såvel praksis som forskning. Konferencen planlægges til afholdelse ultimo august.
Opsøgende indsatser
Brobyggerne
Der er søgt om lov til at anvende midler til drift af projekt ”Brobyggerne” for kaotiske misbrugere i 2013. I ansøgningen om forlængelse af Hjemløsestrategien var finansieringen af dette projekt ved en fejl gledet ud. Derfor indgår dette tiltag i ansøgningen. Socialministeriet har delvist imødekommet ønsket, men med et lavere beløb end ansøgt. Dette kan dog løses ved en omprioritering af den kommunale medfinansiering.
Café Klare
Der er søgt om midler til en opsøgende medarbejder på Café Klare, natcaféen for kvinder. Da natcaféen oprindeligt åbnede, var der gode erfaringer med at opsøge målgruppen på gaden og herberger, men i takt med at driften kom i gang, har der ikke været ressourcer til dette. Formålet er at udbrede kendskabet til Café Klare og øge antallet af brugere på langt sigt.
Housing First
Bil til housing first indsatserne
Der er søgt om lov til at købe en bil til bostøttemedarbejderne til brug når borgerne skal etableres i egen bolig. Dette ønske er ikke imødekommet.
Konference om Housing first
Der er søgt om midler til afholdelse af en endagskonference om housing first. Konferencen vil dels tage afsæt i evalueringen af hjemløsestrategien og de erfaringer og resultater, der er opnået med housing first. Dels vil der være workshops, hvor relevante medarbejdere skal identificere barrierer i forhold til arbejdet med housing first. Det er planen, at konferencen skal afholdes ultimo august.
Økonomi
De skitserede tiltag finansieres af satspuljemidler bevilget til hjemløsestrategien. Der er ikke behov for kommunal finansiering.
Økonomien er skitseret i tabel 1. Af tabellen fremgår det bevilligede beløb samt udgifter til de enkelte tiltag fra perioden 1. juli til 31. august 2013, da det forventes, at tiltagene først kan igangsættes pr. 1. juli 2013. Som et resultat af den sene tilbagemelding fra Socialministeriet, har forvaltningen været nødsaget til at nedjustere de ønskede tiltags løbeperiode fra tre til to måneder.
Forvaltningen vurderer således, at det vil være muligt at anvende 1,156 mio. kr. af det bevilligede beløb inden strategiens udløb per 31/8 2013.
Indsats |
Ansøgt økonomi |
Bevilget økonomi |
Udgifter 1/7-31/8 |
Kickstart af værested for unge |
175.000 |
175.000 |
117.000 |
Konference om hjemløshed blandt unge |
149.750 |
149.750 |
149.750 |
Brobyggerne |
950.000 |
667.000 |
667.000[1] |
Opsøgende indsats for Café Klare |
102.000 |
102.000 |
68.000 |
Bil til ACT/CTI-indsatsen |
300.000 |
0 |
0 |
Konference om Housing First (mindshift) |
154.250 |
154.250 |
154.250 |
Total |
1.831.000 |
1.248.000 |
1.156.000 |
Videre proces
Anette Laigaard
/Gitte Bylov Larsen
Beslutning
Kontorchef Gitte Bylov Larsen overværede punktets behandling.
Indstillingen blev godkendt