Mødedato: 21.06.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Frivilligrapport

Se alle bilag

Frivillignetværket i Københavns Kommune har som led i udmøntningen af Københavns Kommunes frivillighedspolitik 2011-2014 udarbejdet en årlig statusrapport for 2012 (bilag 1) om arbejdet med frivillighed i kommunen.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

  1. At Socialudvalget godkender, at rapport for 2012 fra Københavns Kommunes frivillignetværk tages til efterretning
  2. At Socialudvalget tager Socialforvaltningen nye indsatser på frivillighedsområdet til efterretning

Problemstilling

I forbindelse med, at Borgerrepræsentationen den 25. august 2012 vedtog Københavns Kommunes Frivillighedspolitik 2011-2014 (bilag 2), blev der etableret et frivillignetværk bestående af repræsentanter for hver forvaltning. Netværket forelægger nu de stående udvalg den årlige rapport om arbejdet med frivillighed, med forslag til nye initiativer på tværs af forvaltningerne.

Socialforvaltningen ønsker desuden at videreudvikle frivilligområdet – dels ved at styrke samarbejde med frivillige sociale organisationer og dels understøtte samarbejdet med frivillige på forvaltningens tilbud. Frivilliges indsats kan udgøre en betydelig ressource til gavn for Socialforvaltningens målgrupper. De frivillige kan tilbyde netværk, personlige relationer, integration i lokalområder, aktiviteter mv. og dermed være med til at øge borgerne livskvalitet.

I den forbindelse er det for forvaltningen vigtigt at sondre mellem, hvad der er de frivilliges opgaver og hvad der er de professionelles opgave, således frivillige komplementerer den kommunale indsats.

Løsning

 

Rapport fra frivillignetværket

Rapporten fra det tværkommunale frivillignetværk peger på, at der i øjeblikket sker en positiv udvikling på frivilligområdet i Københavns Kommune, og at der inden for alle forvaltninger er adskillige innovative samarbejdestyr, hvor frivillige borgere, enkeltpersoner, foreninger, og virksomheder går sammen med kommunen om at løfte samfundsopgaver. Frivillignetværket har til opgave at styrke frivillighed i kommunen og blev etableret i forbindelse med frivilligpolitikken. 

Rapporten peger dog samtidig på, at potentialet ved frivillighed stadig er stort, og rapporten lægger op til en række tiltag, der skal gøre det nemmere at yde en frivillig indsats. Tiltagene handler primært om, at den viden og de erfaringer der allerede er i Københavns Kommune, skal formidles og gøres bredt tilgængelig mhp. at udbrede frivillighed. Konkret udarbejdes i 2013:

-          En intern frivilligguide til kommunale ledere og medarbejdere, der beskriver retningslinjer for frivilligsamarbejde.

-          Workshops og kurser om samarbejde med frivillige.

-          Kampagnesite på intranettet med gode cases og erfaringsdeling.

-          At der arbejdes med at forbedre kommunikationen til borgerne og potentielle frivillige via kk.dk.

Initiativerne pågår i frivillignetværket, og de nævnte aktiviteter implementeres fra medio 2013. Forvaltningerne afholder udgifterne hertil.

 

Nye frivilligindsatser i Socialforvaltningen

Socialforvaltningen ønsker at styrke samarbejdet med frivillige, da det vurderes, at frivilliges indsats kan bidrage positivt til forvaltningens målgrupper. Samarbejdet kan være i form af partnerskaber med frivillige sociale organisationer eller som uformelle frivilliggrupper på tilbud og centre.

Socialforvaltningen har etableret et nyt samarbejde med Dansk Røde Kors vedrørende hjemløse borgere, der flytter i egen bolig. Det indebærer, at frivillige fra Dansk Røde Kors hjælper hjemløse, der flytter i egen bolig i forhold til at styre økonomien, praktiske færdigheder indenfor husholdning, netværk mv. Der vil være tre frivillige tilknyttet hver enkelt hjemløs, der indgår i projektet, og de frivillige danner netværk med den hjemløse, der flytter i egen bolig. De frivilliges indsats vil således supplere forvaltningens indsats for at støtte borgeren til at fastholde den nye bolig.

Omkostninger til koordinering mv. afholdes inde for den eksisterende økonomiske ramme. Det konkrete samarbejde er et afgrænset pilotprojekt, der opstartes medio 2013. Initiativet vil evt. kunne udvides, måske også til andre målgrupper. Formålet med samarbejdet er mere generelt at afsøge muligheder for samarbejder mellem forvaltningens mange områder og Røde Kors´ store korps af frivillige og derigennem trække på Røde Kors’ omfattende erfaring med besøgsvenner og netværksarbejde.

Forvaltningen har desuden etableret et frivillignetværk bestående af medarbejdere fra forskellige dele af forvaltningen. Målet er at sikre større fokus på frivillighed i forvaltningen samt understøtte de ideer, der opstår i forvaltningen og udbrede de gode cases til inspiration for andre.

Derudover vil forvaltningen i 2013 foretage en kortlægning af samarbejdet med frivillige fordelt på tilbud og målgrupper, ligesom forvaltningen vil udarbejde en handleplan for frivillighed i Socialforvaltningen. Handleplanen skal understøtte frivilligpolitikken og skal ses i sammenhæng med de indsatser, der foregår på tværs af forvaltningerne.

Forvaltningen vil løbende, i relation til udarbejdelse og implementering af målgruppestrategier, have fokus på frivillighed som en mulighed, når det gælder at styrke borgernes netværk og samarbejde med civilsamfundet generelt.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. De i indstillingen nævnte initiativer finansieres inden for den eksisterende økonomiske ramme.

Videre proces

Socialudvalget og de øvrige udvalg får i 2014 forelagt frivillignetværkets rapport for 2013.

Socialforvaltningen orienterer Socialudvalget, når der er nye større tiltag på frivillighedsområdet.

Anette Laigaard

                                                                  /Gitte Bylov Larsen

Beslutning

Kontorchef Gitte Bylov Larsen overværede punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt

Til top