Mødedato: 21.05.2014, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Orientering om første akkrediteringsrunde

Socialudvalget skal orienteres om, hvordan første runde af akkreditering af bo- og døgntilbud på voksenområdet er gået.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,

1. at Socialudvalget tager orienteringen om første akkrediteringsrunde til efterretning.

Problemstilling

Baggrunden for at gennemføre akkreditering i Socialforvaltningen er et pilotprojekt i 2011, hvor Socialforvaltningen udviklede og afprøvede en kvalitetsmodel og akkrediteringsproces. Formålet var at sikre og udvikle kvaliteten af det socialfaglige arbejde og at skabe en højere grad af sammenhæng og overblik over de krav, der stilles til tilbud og centre. (2011-77135)

På baggrund af erfaringerne fra pilotprojektet vedtog Socialudvalget i november 2011, at videreudvikle kvalitetsmodellen og gennemføre akkreditering på alle bo- og døgntilbud på voksenområdet. (2012-88566)

Socialforvaltningen har fra 2012 til 2013 gennemført akkreditering på i alt 90 tilbud og centre på voksenområdet og børnehandicapområdet.

Akkreditering i Socialforvaltningen har til formål at fremme kvaliteten af det socialfaglige arbejde og de borgerrettede ydelser ved at understøtte refleksioner over egen praksis. Akkreditering består af 6 elementer: 3 forskellige skriftlige redskaber og 3 udviklingsprocesser:

  • En kvalitetsmodel med kvalitets- og udviklingskrav til det borgernære arbejde.
  • En lokal udviklingsproces understøttet af workshops og videndeling på tværs.
  • En kvalitetsbeskrivelse, hvori tilbud og centres beskriver egen praksis.
  • Audit, som er et besøg på tilbuddet/centeret, hvor auditorene giver feedback på baggrund af (u)overensstemmelse mellem kvalitetsmodellen, det enkelte tilbuds/centers kvalitetsbeskrivelse og praksis.
  • Auditrapporten med bemærkninger til kvalitetsbeskrivelsen og praksis.
  • Opsamling og deling af erfaringer og ny viden i hele forvaltningen. 

Auditorerne er 20 udvalgte medarbejdere, som har gennemgået en 10 dages auditoruddannelse.
Audit afsluttes med en af følgende bedømmelser: akkrediteret, akkrediteret med forbehold eller ikke akkrediteret. 

Løsning

Resultatet af audit på de 90 tilbud og centre fordeler sig, som det fremgår nedenfor: 

Døgntilbud handicapområdet Døgntilbud psykiatriområdet Døgntilbud Udsatteområdet
Akkrediteret 25 (66%) 28 (100%) 18 (75%)
Akkrediteret med forbehold 13 (34%) 0 (0%) 4 (17%)
Ikke akkrediteret 0 (0%) 0 (0%) 2 (8%)

Resultatet viser, at forvaltningen i den kommende akkrediteringsrunde skal stille højere krav til arbejdet for at sikre forsat kvalitetsudvikling.

Audit har vist, at der i tilbud og centre er stor refleksion over praksis og stor glæde og stolthed over at kunne fortælle, om de metoder og tilgange, man oplever har god virkning i hverdagen. Audit har også vist, at alle centre arbejder målrettet og systematisk med sammenhæng i centeret og strategisk styring. 

Audit har desuden vist, at der næsten over alt er gjort et meget stort stykke arbejde sammen med borgerne, pårørende og medarbejdere for at få Københavns Kommunes værdier ud at leve i tilbuddene. Hvor dette ikke sker allerede, er der givet feedback til, hvordan man kan gribe det an.  

Endeligt har audit vist, at der er 3 tværgående udfordringer på døgntilbud for voksne:

• Systematiske brugertilfredhedsundersøgelser
Næsten alle tilbud og centre har arbejdet med brugetilfredshedsundersøgelser jf. kvalitetsmodellens krav. Men mange har ikke gennemført en systematisk reflektion og anvendelse af det undersøgelsen viser. Udvalget vil den 4. juni få en indstilling til behandling vedrørende brugertilfredshedsundersøgelser.

• Informeret samtykke
Det er en stor udfordring at overholde reglerne for informeret samtykke, da en stor del borgere, særligt på handicapområdet, ikke forstår betydningen heraf. Informeret samtykke er borgernes accept af at informationer om borgeren må deles med andre aktører. Samtidig har tilbuddene udfordringer med at få beskikkede værger til disse borgere. Der arbejdes med nye måder at leve op til reglerne på, og der vil blive taget kontakt til relevante ministerier for at diskutere vanskelighederne i forhold til lovkravene om samtykke i forhold til Socialforvaltningens borgere.

• Langsigtet kompetenceudvikling
De fleste tilbud arbejder godt og bevidst med udvikling og fastholdelse af nødvendige kompetencer. Der er dog en del, der ikke arbejder med at sikre nødvendige kompetencer gennem samarbejde på tværs af centre og tilbud, sådan som kvalitetsmodellen lægger op til.

I forlængelse af akkreditering sættes der, det kommende år, fokus på, hvordan tilbuddene kan arbejde med de tre udfordringer, blandt andet ved afholdelse af tre temamøder. Desuden er der allerede igangsat praksisnær læring på tværs af tilbud og centre. Forvaltningen har gennemført et vidensdelingsarrangement, hvor medarbejdere og ledere præsenterede særlig gode arbejdsmetoder for hinanden. Videndelingsarbejdet fortsættes via akkrediteringsdatabasen og bilateralt.

Tilbuddene benytter akkreditering til en systematisk gennemgang af deres praksis. I denne gennemgang er der fokus på borgernes tilfredshed med ydelserne i tilbuddet og ydelsernes betydning for resultater for borgerne. Tilbuddene benytter i den sammenhæng viden, som de tilegner sig under audit og på de temadage og workshops der er en del af akkrediteirngprocessen.  

Alle tilbud søger desuden inspiration i andre tilbuds og centres gode løsninger. 

Tilbud, der ikke er akkrediteret, skal rette op på uoverensstemmelserne i forhold til kvalitetsmodellen og bliver tilbudt et nyt audit i juni 2014.

Tilbud, der er akkrediteret med forbehold, kan, efter at de har arbejdet med deres uoverensstemmelser, ansøge om at få fjernet forbeholdet.

Evalueringen af tilbuddenes oplevelse af første akkrediteringsrunde har vist, at: 

  • 90% oplever, at akkreditering har givet anledning til refleksion over egen praksis.
  • 75% oplever, at akkreditering har ført til nye tiltag i deres tilbud/center.
  • 85% mener, at akkreditering i SOF fører til øget kvalitetssikring.
  • 75% mener, at akkreditering i SOF fører til øget kvalitetsudvikling.

Kvalitetsmodellen og akkrediteringsprocessen vil blive revideret på baggrund af konklusionerne fra evalueringen af første akkrediteringsrunde og de opsamlede erfaringer fra audit. 

Revisonen tager udgangspunkt i følgende tre punkter:

Dagtilbud
På baggrund af en socialudvalgsbeslutning fra 2012 (2012-88566) skal dagtilbuddene integreres i akkreditering fra 2014. Kvalitetsmodellen og audit på dagtilbuddene tilpasses så akkreditering kan gøre det ud for det driftorienterede tilsyn, idet dagtilbud ikke overgår til socialtilsynet.

Socialtilsyn
Kvalitetsmodellen og akkrediteringsprocesen vil blive revideret, så det bliver tydeligt hvor og hvordan arbejdet med akkreditering understøtter forberedelse til socialtilsynet.

Tillid og forenkling
Forvaltningen arbejder desuden på udvikling af audit i 2015, så auditorerne får mulighed for at gå mere i dybden med udvalgte arbejdsområder. Kvalitetsmodellen vil desuden få mere fokus på "hvad" og mindre fokus på "hvordan". 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Akkreditering er finansieret til og med 2015.

Videre proces

Socialudvalget vil inden sommer blive præsenteret for en sag om brugertilfredshedsundersøgelser i Socialforvaltningen.

Socialforvaltningen vil i efteråret 2015 udarbejde en indstilling til Socialudvalget, som indeholder forvaltningens forslag til om, og i givet fald hvordan, akkrediteirng kan videreføres i Socialforvaltningen fra 2016 og frem.

                                Anette Laigaard
                                                                /  
                                                                            Sven Bjerre      
                                                                  

Beslutning

Kontorchef Dorte Bukdahl og vicekontorchef Ann-Sofie Bech von Hielmcrone deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt.
Til top