Mødedato: 21.05.2014, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Fornyelse af tilskudsaftale vedr. driften af 18+ centeret KBH 18+

Se alle bilag
Socialudvalget skal godkende en fornyelse af en tilskudsaftale med AskovFonden om den fortsatte drift af 18+ centeret KBH 18+, der er en del af Sikker By Programmet.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen indstiller,
  1. at Socialudvalget godkender fornyelsen af en fire-årig tilskudskontrakt med AskovFonden til driften af KBH 18+

Problemstilling

Der er fire 18+ centre i København. Formålene med centrene er at yde en målrettet kriminalitetsforebyggende indsats for de unge i alderen 18-25 år, som har en uhensigtsmæssig adfærd i det offentlige rum og som kan være involveret i kriminalitet.

Borgerrepræsentationen har i Budget 2014 forlænget bevillingen til driften af 18 + centeret KBH 18+ på Ydre Nørrebro for en fire-årig periode. Den nuværende tilskudskontrakt med AskovFonden om driften af KBH 18+ ophører den 30. juni 2014, hvorfor der skal indgås en ny kontrakt.

Løsning

Socialforvaltningen har vurderet, at det ikke er nødvendigt at sende kontrakten i udbud, da den ikke er omfattet af tilbudsloven eller EU’s udbudsdirektiv, idet den ikke har ”en klar grænseoverskridende interesse” for udenlandske virksomheder.
 
Forvaltningens samarbejde med AskovFonden har fungeret tilfredsstillende i den seneste periode, hvor fonden har varetaget driften af KBH18+.  KBH 18+ bidrager til at hjælpe og motivere de unge til at starte på en uddannelse eller komme i beskæftigelse. KBH 18+ fungerer således som brobygger mellem kriminalitetstruede unge og uddannelses- og erhvervsmuligheder i samfundet.  

AskovFonden har erfaring med at samarbejde med civilsamfundet og har etableret et godt samarbejde med de øvrige 18+ centre. Brugerne af KBH18+ kender personalet, og værestedet har et indgående kendskab til lokalområdet samt målgruppen. Socialforvaltningen anbefaler derfor, at AskovFonden også varetager driften af KBH18+ i den næste fire-årige periode – 1. juli 2014 – 31. december 2017.

Økonomi

Bevillingen til tilskudsaftalen er for perioden 2014-2018 finansieret via budgetaftalen 2014.  

KBH18+ modtager 3,163 mio. kr. (2014 p/l) i årligt driftsbudget på bevillingsområdet "Børnefamilier med særlige behov", på funktion 5.38.59.1 Aktivitets- og samværstilbud. Bevillingen udbetales en gang årligt under forudsætning af, at de i tilskudskontrakten nævnte vilkår opfyldes.

Videre proces

Såfremt Socialudvalget godkender indstillingen, indgår Socialforvaltningen tilskudskontrakt med AskovFonden om driften af KBH 18+ i perioden 1. juli 2014 – 31. december 2017.  
                                    Anette Laigaard
                                                                       /
                                                                                      Ane Kristine Christensen

Beslutning

Kontorchef Ane K. Christensen deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt med vedlagte rettelsesblad.  
Til top