Mødedato: 21.04.2021, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Socialudvalgets 2. behandling af budget 2022 - Anvendelse af overskydende provenu

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget skal tage stilling til anvendelse af et overskydende provenu i forbindelse med budget 2022. I den forbindelse skal udvalget også tage stilling til, om der skal godkendes flere forslag til yderligere finansiering. Socialudvalget kan vælge at anvende det overskydende provenu til f.eks. at finansiere bevillingsudløb, interne udfordringer, centrale driftsopgaver og/eller tilbagerulning af stigende profiler fra tidligere effektiviseringsforslag. Socialudvalget skal i den forbindelse også beslutte, om finansieringen skal være varig eller midlertidig.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller,

  1. at Socialudvalget beslutter, om der skal godkendes forslag i bilag 4 til at skabe yderligere finansieringsrum
  2. at Socialudvalget beslutter, hvordan den overskydende finansiering ifm. budgetforslag 2022 skal anvendes
  3. at Socialudvalget beslutter, om overskydende finansiering bevilges varigt eller midlertidigt til de prioriterede initiativer, jf. 2. at-punkt

Problemstilling

Efter håndtering af budget i balance har Socialudvalget overskydende stigende profiler for i alt 1,5 mio. kr. Hertil godkendte Socialudvalget den 3.  marts 2021 tolv investeringsforslag (bilag 2 og 3) med et besparelsesprovenu på i alt 16,3 mio. kr. i 2022. Derudover er der vedtaget fem forvaltningstværgående forslag med provenu på socialområdet på i alt 2 mio. kr. (bilag 5). Det betyder, at Socialudvalget har et overskydende provenu på i alt 19,8 mio. kr. i 2022 jf. tabel 1.  Stigende profiler i disse forslag vil blive brugt til finansiering af Socialudvalgets effektiviseringsbidrag i 2023 og frem.

Derudover har Socialudvalget mulighed for at vedtage yderligere effektiviseringsforslag for i alt 1,9 mio. kr., som er beskrevet i bilag 4. 

I bilag 6 fremgår status og svar på spørgsmål og bestillinger fra Socialudvalgets budgetseminar og 1. behandling af Budgetforslag 2022. I bilag 7 er der beskrevet de ændringer og tilføjelser, som er foretaget i investerings- og effektiviseringsforslagene siden Socialudvalgets udvalgsmøde den 3. marts 2021.

Løsning

Socialudvalget skal tage stilling til, hvad det overskydende provenu på 19,8 mio. kr. jf. tabel 1 skal anvendes til. Det kan f.eks. være finansiering af bevillingsudløb, interne udfordringer og/eller tilbagerulning af stigende profiler fra tidligere effektiviseringsforslag. Mulighederne kan kombineres efter udvalgets ønsker, og finansieringen kan enten være varig eller midlertidig. 

Tabel 1: Overskydende provenu til finansiering af andre formål (2022 p/l)

 

Mio. kr.

Overskydende stigende profiler

1,5

12 vedtagne investeringsforslag (bilag 2 og 3)

16,3

Forvaltningstværgående forslag udarbejdet af andre forvaltninger (bilag 5)

2

I alt til finansiering af andre formål

19,8

Udvalget skal også tage stilling til effektiviseringsforslagene i bilag 4 og i givet fald til anvendelsen af provenu (i alt 1,9 mio. kr.). Det bemærkes, at der også i særskilt sag er forslag til yderligere effektiviseringer, som både skal vedtages af Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Nedenfor præsenteres udvalgte anvendelsesmuligheder for den overskydende finansiering.

Bevillingsudløb
Socialforvaltningen har bevillinger, der udløber i 2021 (bilag 8), som udvalget kan vælge at finansiere. Der skal i givet fald også tages stilling til varighed af bevillingen. Det kan f.eks. være etårigt, fireårigt eller varigt. I den forbindelse kan udvalget eventuelt tage afsæt i principperne i indkaldelsescirkulæret for budget 2022 (ØU d. 26. januar 2021, jf. bilag 10). Hvis udvalget finansierer et bevillingsudløb midlertidigt, vil det indgå til ny prioritering ifm. udvalgets budgetproces til kommende års budgetforslag.

Udvalget kan vælge at finansiere bevillingsudløb, der er afhængig af finansiering af et andet udvalg. Udløbet vil blive bragt op til fornyet behandling i Socialudvalget, hvis det andet udvalgs andel af finansieringen ikke tilvejebringes. 

Udløb, der ikke finansieres inden for Socialudvalgets egen økonomiske ramme, kan indgå til evt. prioritering til budgetforhandlingerne for 2022.

Socialforvaltningen har kontaktet tilbud og initiativer med udløb for at indhente beskrivelser af konsekvenserne af udløbene. Konsekvensbeskrivelserne fremgår af bilag 9.

Interne økonomiske udfordringer
Socialforvaltningen har fire hovedudfordringer, jf. bilag 1 i sagen 2. behandling af budget 2022 – Håndtering af effektiviseringsbidraget, der ikke ventes at kunne blive rejst som need-to.

Den ene udfordring vedrører en stigning i priserne på købte botilbudspladser til voksne med handicap, som 2017 til 2021 er steget med 20 %. Den anden udfordring vedrører Krisecentre, hvor forvaltningen – som led i styrkelsen af økonomistyringen  har  identificeret en strukturel ubalance, der er opstået over flere år. Udfordringen er ved at blive kvalificeret.  Den tredje udfordring vedrører Den Sociale Hjemmepleje, der  har en strukturel ubalance som følge af bl.a. stigning i omfanget af sygeplejeydelser samt et nødvendigt kvalitetsløft jf. tidligere orienteringer til udvalget om genopretning af hjemmeplejen. Den fjerde udfordring er  forsyningsforpligtelsen på botilbudsområdet, hvor der er fremdrift, men stadig et efterslæb, jf. tidligere orienteringer til udvalget.

Sociale viceværter
Der mangler varig finansiering af sociale viceværter på de to skæve boligafdelinger Hulgårdsvej og Kongelundsvej (0,4 mio. kr.). Desuden er finansieringen (1,5 mio. kr.) udløbet på et serviceløft på skæve boligområdet svarende til tre socialfaglige medarbejdere, som blev besluttet ved Overførselssagen 19/20, og som forvaltningen har opretholdt i en periode frem mod Overførselssagen 20/21 (jf. SUD 7. oktober 2020 om udmøntning af budget 21).

Andre væsentlige indsatser, hvor ekstern bevilling bortfalder
Socialforvaltningen har en række væsentlige indsatser, hvor den eksterne finansiering udløber i 2021. Indsatserne  omhandler bl.a. forebyggende indsatser for børn og unge, støtteforløb til hjemløse og inklusion af borgere med handicap.

  • STIME (eksternt/satspulje) er en indsats målrettet en tidlig, forbyggende indsats overfor børn/unge med psykisk mistrivsel og deres familie  (2,2-2,9 mio. kr.). Der er  en stadig stigende efterspørgsel på rådgivning og behandling af børn/unge med spiseforstyrrelser.
  • ICM til varigt hjemløse, ICM til udsatte grønlændere, Modificeret ACT (eksternt/satspulje) er tre indsatser, som er målrettet hhv. et koordineret støtteforløb til borgere i langvarig hjemløshed, et koordineret støtteforløb målrettet udsatte grønlændere og et modificeret ACT, hvor udsatte borgere får én tværfaglig og fleksibel handleplan (2,5 mio. kr.).  
  • Faste læger på botilbud (eksternt) omhandler ansættelse af praksiskonsulenter mhp. tilknytning af faste læger på botilbud (0,8 mio. kr.). 

Tilbagerulle stigende profiler
Udvalget drøftede på budgetseminaret den 10. februar 2021 muligheden for at tilbagerulle stigende profiler på tidligere effektiviseringsforslag. Forvaltningen har efterfølgende fundet frem til to forslag, hvor de stigende profiler kan rulles tilbage, jf. bilag 6.

Styrke serviceniveauet
Udvalget kan vælge at afsætte midler til midlertidigt eller varigt at styrke serviceniveauet på udvalgte områder i Socialforvaltningen.

Økonomi

Se ovenfor.

Videre proces

Når Socialudvalget har truffet beslutning om anvendelsen af det overskydende provenu, vil Socialforvaltningen fordele midlerne og orientere relevante kontaktpersoner.

Forvaltningen vil vende tilbage til udvalget med forslag til håndtering af de nævnte udfordringer, hvis de ikke bliver finansieret via det overskydende provenu eller ved budget 2022.

 

Mikkel Boje          

                                            / Anders Johannes Kristensen

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt med vedtagelse af effektiviseringsforslagene UD03 og SI09.

Socialudvalget besluttede ifm. 2. at-punkt at finansiere følgende bevillingsudløb: Skolesocialrådgivere på fri- og privatskoler, Cool Kids, Ro på Rusen, Ungehuset CPH, Sociolancen, Café Klare, Herfra og Videre, Metodistkirkens Hjemløsekollektiv, KIFU, Ottilia og Pinta. Desuden besluttede Socialudvalget af finansiere to sociale viceværter og et serviceløft på de to skæve boligafdelinger Hulgårdsvej og Kongelundsvej.

Derudover besluttede Socialudvalget at finansiere følgende indsatser, hvor den eksterne finansiering bortfalder: Faste læger på botilbud og ICM til varigt hjemløse, Modificeret ACT.

Socialudvalget besluttede ifm. 3. at-punkt at bevillingen sker varigt til de indsatser, der blev besluttet under 2. at-punkt.

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

"Enhedslisten sender det fremlagte katalog videre til yderligere behandling, men bemærker at der er behov for at der tilføjes flere ressourcer, hvis der skal kunne indgås et socialt balanceret budget til efteråret"

Vicedirektør Lise Stidsen Vandahl, vicedirektør Mette Boskov Vedsmand, vicedirektør Anders Møller Jakobsen og kontorchef Anders Johannes Kristensen deltog under punktets behandling.

Til top