Drøftelse af kriminalitetsanalyse vedr. 10-14-årige
Resumé
Socialudvalget skal drøfte Rapport om kriminalitetsudviklingen for 10-14-årige (bilag 1). Rapporten er udarbejdet af Sikker By i samarbejde med den Tværgående Analyseenhed i Økonomiforvaltningen og indeholder en analyse af kriminalitetsudviklingen for de 10-14-årige i perioden 2014 til 2019. Socialudvalget blev orienteret om analysen med fredagsmailen den 19. marts 2021. På den baggrund ønsker Venstre en fælles drøftelse.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller
- at Socialudvalget drøfter Rapport om kriminalitetsudviklingen for 10-14-årige, 2014-2019
Problemstilling
I Budget 2021 blev der vedtaget en hensigtserklæring om at udarbejde en analyse af kriminalitetsudviklingen for de 10-14-årige i Københavns Kommune.
Socialudvalget blev i fredagsmailen d. 19. marts 2021 orienteret om den færdige analyse, som er udarbejdet i regi af Sikker By-samarbejdet. Inden da fik Økonomiudvalget orienteringen d. 16. marts 2021. Venstre har på den baggrund ønsket, at kriminalitetsanalysen drøftes i Socialudvalget.
Løsning
Sikker By har i samarbejde med den Tværgående Analyseenhed i Økonomiforvaltningen udarbejdet en analyserapport (bilag 1) om kriminalitetsudviklingen for de 10-14-årige i perioden 2014 til 2019.
Rapporten giver et deskriptivt billede af kriminalitetsudviklingen blandt de 10-14-årige (fx antal sigtede, antal sigtelser og kriminalitetstyper), men siger ikke noget om årsagssammenhænge. Derudover indgår der en karakteristik af målgruppen ud fra udvalgte tilgængelige variable (fx køn, alder, bopæl, skolehistorik og forældrenes socioøkonomiske status).
Analysen er suppleret med sigtelsesdata leveret af Københavns Politi, der viser udviklingen i U15-sigtede fra 2014 til 2020. U15-sigtede betegner unge under den kriminelle lavalder, der ville have fået en sigtelse for tilsvarende forseelse, hvis de var over den kriminelle lavalder. Københavns Kommunes analyse baserer sig på låste tal leveret af Danmarks Statistik, hvor politiets data anvender dynamiske tal fra deres register (se bilag 2 for mere om forskellen mellem kommunens tal og politiets tal). Det bemærkes, at Københavns Politi har rejst en bekymring vedr. kriminalitetsudviklingen for de 15-17-årige og har også leveret data for udviklingen for denne målgruppe. Dette materiale er ikke medtaget her, da fokus er på de 10-14-årige, men denne udvikling vil blive fulgt i Sikker By samarbejdet.
Analysen suppleres yderligere med SSP’s og Københavns Politis faglige vurderinger af analysens resultater, jf. bilag 3
Udviklingen i kriminalitet begået af de 10-14-årige
Københavns Kommunes analyse peger på en moderat stigning af kriminaliteten hos 10-14-årige over perioden 2014 til 2019 med en stigning særligt i 2018 og 2019.
Stigningen i 2018 kan i nogen grad tilskrives Umbrella-sagen, hvor unge blev dømt for at dele krænkende materiale. Stigningen i 2019 vurderes i nogen grad at kunne tilskrives det øgede fokus på kriminalitet hos de helt unge, som indførelsen af Ungdomskriminalitetsnævn, UKN, i januar 2019 har medført, jf. bilag 3.
Analysen viser også, at der er sammenhænge mellem kriminalitet og skoleskift og- fravær, at forældres indkomst spiller en rolle, og at flere at de sigtede bor med en enlig forsørger. En tiendedel af de sigtede har flere sigtelser, hvor den typiske førstegangsforseelse er butikstyveri, mens der ses en tendens til, at sigtelsen efterfølgende går på noget mere alvorligt (fx vold eller røveri). Der henvises til analysen hovedkonklusioner i bilag 1 s. 4.
Sigtelsesdata fra Københavns Politi viser, at der har været en stigende udvikling i kriminaliteten for børn og unge under 15 år (U15) i 2014 – 2020. Stigningen er mest markant i 2018-2020 og gælder både antal sigtelser og antal sigtede. Fra 2014-2020 har der været en stigning fra 290 til 488 sigtelser og fra 194 til 303 sigtede.
Ift. den samlede andel af københavnere i alderen 10-14 år, udgør stigningen i andel af 10-14-årige der sigtes ca. 0,2% point (fra 0,87% i 2014 til 1,14% i 2020).
Det er særligt indenfor den personfarlige kriminalitet, herunder røveri, vold og sædelighed, at der i den samlede periode ses en stigning. Derudover ses også, at der, særligt i 2020, har været mange sigtelser indenfor økonomisk kriminalitet.
For yderligere resultater fra Københavns Politi henvises til bilag 2.
Hvor der i kommunens analyse ses på U15-sigtede i perioden 2014-2019 rummer tal fra politiet også tal for 2020, hvor tendensen er stigende og samlet set indikerer, at flere 10-14-årige københavnere begår kriminalitet.
Parterne i Sikker By samarbejdet (forvaltningerne og Københavns Politi) er enige om, at denne udvikling er bekymrende og derfor vil blive fulgt løbende i Sikker by samarbejdet.
På baggrund af analysens resultater vurderede parterne i Sikker By-samarbejdet (forvaltningerne og Københavns Politi), desuden, at det ville være relevant at styrke den eksisterende indsats i SSP-regi med et øget fokus på den tidlige forebyggende indsats overfor de 10-14-årige, hvor der er en tidlig kriminalitetsbekymring.
Derfor udarbejdede Socialforvaltningen i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen og SSP et budgetnotat med forslag til en tidlig, forebyggende indsats målrettet de 10-14-årige, som indgik i forhandlingerne om Overførselssagen 20/21. Der blev ikke afsat midler til indsatsen.
SSP vil, særligt i samarbejde med politiet og Socialforvaltningen, nu foretage en nærmere gennemgang af den mindre gruppe af unge, der står for flere og alvorlige sigtelser, for derved at blive klogere på de problematikker, der gør sig gældende for de unge, og om der er behov for at justere de kriminalpræventive initiativer, der eksisterer.
Herudover kan det oplyses, at forvaltningen har igangsat flere tiltag, der har til formål at styrke indsatsen over for kriminalitetstruede unge. Det gælder fx anvendelsen af YLS-metoden, som er en screeningsmetode, der skal hjælpe til at sikre, at kriminalitetstruede unge bliver tilbudt den rette indsats.
Ligeledes er der i regi af den tværgående parallelsamfundsindsats (målrettet områder på regeringens ghettoliste), som er forankret i Økonomiforvaltningen, igangsat flere kriminalpræventive tiltag, bl.a. aktiviteter med Idrætsprojektet i udsatte boligområder, samt en styrkelse af gadeplansindsatsen Ny Start
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
SSP vil i samarbejde med politiet og Socialforvaltningen foretage en nærmere gennemgang af den mindre gruppe af unge, der står for flere og alvorlige sigtelser.
Udviklingen i ungdomskriminaliteten, herunder også med et fokus på de sigtede 15-17-årige, vil blive fulgt løbende i Sikker By-samarbejdet.
Mikkel Boje
/ Lise Stidsen Vandahl og Eva Stokbro Jensen
Beslutning
Indstillingen blev drøftet.
Vicedirektør Lise Stidsen Vandahl, kontorchef Eva Stokbro Jensen og SSP-sekretariatschef Riad Tolba deltog under punktets behandling.