Mødedato: 21.04.2021, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

B-sag. Orientering om Social HUB

Resumé

Socialudvalget orienteres om det konkrete indhold af Borgercenter Børn og Unges projekt med en såkaldt Social HUB i Kødbyen på Vesterbro. Udvalget blev orienteret om borgercenterets indledende overvejelser om at etablere en Social Hub i fredagsmailen d. 22. januar 2021. Borgercenter Børn og Unge har nu konkretiseret projektet nærmere og ønsker at gå videre med etableringen af Social HUB.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget tager orienteringen om Social HUB til efterretning.

Problemstilling

En central målsætning i arbejdet for og med udsatte børn og unge er, at de får et trygt og selvstændigt liv forankret i gode relationer, en god skolegang og positive fællesskaber. Dette lykkes desværre ikke altid, hvilket blandt andet skyldes, at det er vanskeligt at skabe gode og holdbare brobygninger fra kommunale tilbud over i andre fællesskaber i almen- og civilsamfundet. Derfor er udsatte børn og unges deltagelse i positive fællesskaber i civil- og almensamfundet et centralt spor i Borgercenter Børn og Unges omstillingsplan, som indgik på udvalgsmødet d. 20. januar 2021.

Som et led i dette, ønsker Borgercenter Børn og Unge at etablere en såkaldt Social HUB, der skal udgøre en platform for et styrket samarbejde mellem borgercentret og aktører fra almen- og civilsamfundet om udsatte børn og unge.

Løsning

Med Social HUB etableres et samlingssted, hvor civil- og almensamfundet møder Socialforvaltningen og sammen udtænker og udvikler nye løsninger til socialt udsatte børn og familier. Dette faciliteres gennem et fysisk kontorfællesskab og et bydækkende netværk, hvor de fælles fysiske rammer og netværket skaber mulighed for synergieffekter mellem forvaltningen og civilsamfundet. Tankegangen er således, at samarbejder opstår, når samarbejdspartnere er synlige og indenfor rækkevidde, gennem uformelle møder, og gennem de formaliserede netværksaktiviteter.

Formålet med at etablere en Social HUB er således, at:

  1. skabe konkrete brobygningsmuligheder til almen- og civilsamfundets fællesskaber for udsatte børn, unge og familier.
  2. styrke sagsbehandlere og socialfagligt personale i at få kontakt til og samarbejde med almen- og civilsamfundets aktører.
  3. facilitere socialfaglig nytænkning af, hvordan forvaltningen og almen- og civilsamfundet bedre kan samarbejde om udsatte børn, unge og familier.

Social HUB er et koncept, der ikke er afprøvet før i Socialforvaltningen. Derfor skal konceptet udvikle sig i praksis og med inddragelse og indflydelse fra alle dem, der kommer til at være en del af projektet, herunder aktører fra almen- og civilsamfundet. Beskrivelsen nedenfor kan derfor anskues som en grundmodel for Social HUB, der vil blive videreudviklet i samarbejde med de konkrete aktører, som kommer til at indgå i arbejdet.

Det er blandt andet ambitionen, at Social HUB kan være med til at skabe nye løsninger for de børn, der har en sag i forvaltningen – det kan fx være praktikforløb eller mentorforløb hos nye aktører fx fra erhvervslivet, samarbejder med frivillige foreninger om at inkludere konkrete børn i deres tilbud, strategiske partnerskaber om nye gruppebaserede aktiviteter for udsatte børn som drives i fællesskab mellem forvaltningen og foreninger mv.

Social HUB har tre delelementer; et kontorfællesskab, et netværk og borgerrettede sociale aktiviteter.

1. Kontorfællesskab
Social HUB’s kontorfællesskab skal ligge på Ingerslevgade 44 i Kødbyen på Vesterbro. Kontorfællesskabet er et fysisk arbejdssted, der består af cirka 40-50 kontorpladser samt mødelokaler. Indledningsvist vil en mindre gruppe af medarbejdere fra Borgercenter Børn og Unge Nørrebro-Bispebjerg sidde sammen med relevante eksterne aktører fra civil- og almensamfundet. På sigt er det tanken, at øvrige medarbejdere i Borgercenter Børn og Unge skal kunne sidde fysisk i Social HUB, når det er relevant ift. at styrke samarbejdet med almen- og civilsamfundet, ligesom de også kan bruge mødelokalerne.

Borgercentrets medarbejderne skal udføre deres almindelige arbejdsopgaver, mens de sidder i Social HUB, men de kan samarbejde med de øvrige deltagere i Social HUB. Det kan ske gennem uformelle snakke eller ved mere formaliseret netværksaktiviteter.

Samarbejdspartnere i kontorfællesskabet vil være medarbejdere fra fx fritidsforeninger, sociale foreninger, socialøkonomiske virksomheder og forskere. Nogle pladser vil også kunne anvendes af forvaltningens tilbud og indsatser fx Idrætsprojektet, Fritidsjob-/Fritidsliv med Mentor eller af medarbejdere fra andre forvaltninger.

2. Netværk
Netværket i Social HUB er samarbejds- og nytænkningsforum, hvor alle samarbejdsaktører fra kontorfællesskabet er med, men netværket giver også plads til de samarbejdsaktører, der ikke har interesse i eller kan få plads i kontorfællesskabet – fx private virksomheder.

Kontorfællesskabet vil løbende danne ramme om samarbejdsaktiviteter, som hele netværket inviteres til. Afhængigt af aftalerne med aktørerne i netværket, kan aktiviteterne fx være workshops, debatter eller lign. centreret omkring udsatte børn og unge og deres udfordringer. På sigt er det ambitionen, at aktiviteterne kan holdes overalt i byen og i deltagende aktørers rammer.

3. Borgerrettede sociale aktiviteter
Borgercenter Børn og Unge vurderer, at det er oplagt at afholde borgerrettede aktiviteter i Social HUB. Matriklen Ingerslevgade 44 har udearealer, som tidligere er brugt til udendørsaktiviteter af de forhenværende lejere, Københavns Madhus. Aktiviteterne kan tilrettelægges af kommunale aktører, fx Idrætsprojektet, men også af andre samarbejdspartnere i Social HUB, fx af en frivillig forening. 

Udearealerne er også en oplagt mulighed for at samarbejde med Kultur og Fritidsforvaltningen, specifikt vedrørende udmøntningen af Københavns Kommunes måltidsstrategi, hvor der politisk er afsat 1 mio. kr. årligt til ”Grønne Madfællesskaber”, som Kultur og Fritidsforvaltningen står i spidsen for at udmønte. Grønne Madfællesskaber indeholder borgerrettede aktiviteter, hvor sociale problemstillinger afhjælpes med mad og måltid som omdrejningspunkt.

Kultur og Fritidsforvaltningen afventer foreløbigt en plan for etablering af Social HUB, men har tilkendegivet at ville indgå et samarbejde hurtigst muligt derefter.

Økonomi

Socialforvaltningen har reserveret og påtænker at etablere Social HUB i Ingerslevgade 44, beliggende i Kødbyen. Lejemålet koster 0, 6 mio. kr. i årlig leje, og Borgercenter Børn og Unge påtænker at indgå lejeaftale fra 1. juni 2021 og i indtil videre to år – 2021 og 2022. Lejeudgifterne afholdes af Borgercenter Børn og Unge Nørrebro-Bispebjerg Det skal i den sammenhæng bemærkes, at der i dag er mangel på mødelokaler og kontorfaciliteter hos Borgercenter Børn og Unge Nørrebro-Bispebjerg.

Borgercentrets medarbejdere i Social HUB skal varetage deres eksisterende opgaver blot på en ny lokation. Eftersom der ikke er tale om nye opgaver, er der således ikke afsat yderligere økonomi end de medarbejderressourcer, som indgår fra Borgercenter Børn og Unge Nørrebro-Bispebjerg til etablering eller drift af Social HUB.

Videre proces

Borgercenter Børn og Unge arbejder videre med konkretiseringen af Social HUB, herunder proces for indgåelse af aftaler med de aktører, som er interesserede i at være en del af kontorfællesskabet og/eller netværk i Social HUB (forventeligt i maj).  

Mikkel Boje

                                          / Lise Stidsen Vandahl og Eva Stokbro Jensen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt sammen med dagsordenen.

Til top