Mødedato: 21.03.2012, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Medlemsforslag stillet af Henrik Appel Esbensen (A) om evidensbaseret praksis i Socialforvaltningen

MEDLEMSFORSLAG

 

Det foreslås,

at Socialudvalget pålægger Socialforvaltningen at udarbejde forslag til, at forvaltningen indhenter viden om, hvordan evidensbaseret praksis udvikles og implementeres i forvaltningens ydelser, samt at forvaltningen fremlægger finansiering og tidsplan for udførelse.

 (Stillet af Socialdemokraterne)

 

MOTIVERING

Socialdemokraterne arbejder for, at der skabes større klarhed over effekt og resultater af de ydelser Socialforvaltningen leverer med hensigt på at belyse, om ydelserne virker i det omfang, de er tænkt. Forslaget skal supplere Socialudvalgets fokus på akkreditering- og kvalitetsmodellen for botilbud for voksne med særlige behov. Der er fortsat behov for at fokusere på at opkvalificere praksis for, hvordan hverdagen fungerer, lovgivning og regler overholdes, samt hvordan der indhentes dokumentation for, hvad der virker, og hvordan resultaterne implementeres.

SFI – det nationale forskningscenter for velfærd sætter på generelt plan fokus på, hvordan man arbejder med evidens og hvordan effektmålinger kan omsættes til noget brugbart i det daglige arbejde på konferencen ”Fra effektmåling til evidensbaseret praksis” 13. marts 2012.

I Socialforvaltningen er der de senere år gennemført forskellige tiltag til fremme af effektstyring og en evidensbaseret praksis. Det gælder  fx indførelse af programbaserede metoder på hjemløse- og psykiatriområdet, udarbejdelse af forandringsteorier på børneområdet og indførelse af forandringskompasset. Den udvikling ønskes fortsat og forstærket med yderligere tiltag.

Der ønskes en kortlægning af, hvordan der arbejdes med effektstyring og evidens i Socialforvaltningen,  samt hvor der mangler viden/evidens for indsatserne.

Der ønskes endvidere forslag til konkrete aktiviteter der kan fremme effektstyring og det evidensbaserede arbejde i Socialforvaltningen - særligt på de områder, hvor man endnu ikke er kommet så langt.

Som en del af kortlægningen af behovene for at udvikle virkningsfulde indsatser  kan eventuelt indgå en konferen­ce/workshop med deltagelse af såvel praktikere som politikere.

Beslutning

Konstitueret kontorchef Eva Stokbro Jensen samt kontorchef Ane K Christensen overværede punktets behandling.

 

Medlemsforslaget blev vedtaget

Til top