Mødedato: 21.01.2015, kl. 16:00
Mødested: Børnehuset Hovedstaden

Beredskab til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om overgreb mod børn og unge

Socialudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget skal godkende Københavns Kommunes beredskab til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om overgreb mod børn og unge.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller,
  1. at Socialudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget godkender beredskabsplan for overgreb mod børn og unge (bilag 1)

Problemstilling

Siden 1. oktober 2013 har det været et lovkrav, at kommunerne udarbejder et beredskab til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om overgreb mod børn og unge. Beredskabet skal udformes skriftligt, vedtages politisk og offentliggøres. Derudover skal beredskabet løbende revideres efter behov, men minimum hvert fjerde år.

Lovkravet skyldes, at der er kommuner, der ikke har haft klare nok retningslinjer på dette område. Det er dog ikke tilfældet i Københavns Kommune, hvor der er et velfungerende samarbejde og beredskab mellem de relevante fagpersoner i Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen, når der er mistanke om et overgreb mod et barn eller en ung. Mistanken vil ofte blive opfanget af pædagoger, lærere eller klubpædagoger i Børne- og Ungdomsforvaltningen, hvorefter Socialforvaltningen har ansvar for at undersøge og følge op, hvis barnet eller den unge har behov for særlige indsatser.

Løsning

Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen anbefaler, at Socialudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget godkender beredskabsplanen for overgreb, der er vedlagt som bilag 1.

Socialudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til beredskabsplanen for overgreb, så Københavns Kommune kan leve op til kravet om, at beredskabsplanen er politisk godkendt. Kommunen har haft et velfungerende beredskab for overgreb siden lovens vedtagelse, men har blot manglet den formelle politiske vedtagelse. Beredskabsplanen ændrer ikke på den eksisterende og velfungerende praksis mellem Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen. Derfor er selve beredskabsplanen også meget simpel, da samarbejdet mellem de to forvaltninger i forvejen er beskrevet i handlevejledningen 'Når du er bekymret for et barn eller en ung', der er vedlagt som bilag 2. Beredskabsplanen samler og præciserer dermed  de eksisterende vejledninger og retningslinjer for overgreb i et samlet grafisk overblik.

Beredskabsplan for overgreb
Beredskabsplanen (bilag 1) skal kun bruges i de tilfælde, hvor der er mistanke om overgreb mod et barn eller en ung. Overgreb defineres som vold (fysisk eller psykisk) eller seksuelle overgreb. Ved alle andre former for bekymringer for et barn eller en ung bruges de eksisterende vejledninger og retningslinjer mellem Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Beredskabsplanen er et grafisk overblik, der tydeliggør, hvad man som medarbejder skal gøre, hvis man har mistanke om overgreb mod et barn eller en ung. Derudover beskriver beredskabsplanen, hvad man skal gøre, hvis mistanken retter sig mod en ansat. I første omgang indsættes der et link til beredskabsplanen i den eksisterende handlevejledning, men ved en fremtidig revision af handlevejledningen vil det være muligt at integrere beredskabsplanen i handlevejledningen. Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen vil sørge for, at alle skoler, dagtilbud m.m. får den nye beredskabsplan og at den er let tilgængelig for relevante ledere og medarbejdere, hvis der opstår mistanke om overgreb mod et barn.  

Handlevejledningen 'Når du er bekymret for et barn eller en ung'
Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen har igennem flere år haft den fælles handlevejledning 'Når du er bekymret for et  eller en ung, som er målrettet medarbejdere, der i deres daglige arbejde har kontakt og samvær med børn og unge (se bilag 2). Handlevejledningen beskriver, hvad man som medarbejder skal være opmærksom på og gøre, hvis et barn eller en ung ikke trives i dagligdagen. Handlevejledningen giver gode råd til, hvordan der med et tværfaglig samarbejde kan tilrettelægges en særlig indsats over barnet, den unge og forældrene. Derudover beskriver vejledningen, hvonår man som medarbejder bør underrette Socialforvaltningen om sin bekymring, og hvordan Socialforvaltningen handler på underretningerne.

Handlevejledningen skal ses i sammenhæng med, at Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen har et tæt samarbejde om forebyggelse og tidlig opsporing af udsatte børn og unge. I den forbindelse er der skolesocialrådgivere tilknyttet alle kommunens folkeskoler og der er socialrådgivere tilknyttet udsatte daginstitutioner.

Afsnit om overgreb
Handlevejledningen har et afsnit om akutte situationer, hvor der er særlig fokus på vold og seksuelle overgreb. Her er det beskrevet, at man som medarbejder straks skal drøfte sin mistanke om f.eks. overgreb med sin leder. Mistanken må ikke drøftes med forældrene på dette tidspunkt, da det kan vanskeliggøre det videre forløb, hvis politiet f.eks. skal lave afhøringer. Medarbejderen og lederen aftaler derefter, hvordan de vil sørge for at underrette Socialforvaltningens Børnefamiliecenter København om mistanken. Underretningen vil derefter blive vurderet af Børnefamiliecenter København inden for 24 timer, som vil vurdere, om der skal sættes akutte indsatser i værk.

Hvis der er brug for et samarbejde mellem Socialforvaltningen, politi og sundhedssystemet, så koordineres sagen af Børnehus Hovedstaden, som drives af Socialforvaltningen og dækker hele region Hovedstaden. Der er et Børnehus i hver region, som tager sig af børn og unge i alderen 0-17 år, som har været udsat for seksuelle eller voldelige overgreb, eller hvor der er mistanke om det. Børnefamiliecenter København har et velfungerende samarbejde med Børnehus Hovedstaden og har til intern brug udarbejdet en detaljeret beskrivelse af arbejdsgange og opgavefordeling i de sager, der involverer Børnehuset.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen vender senest tilbage med en revideret beredskabsplan i januar 2019 jf. lovens krav om, at der minimum hvert fjerde år sker en revidering af beredskabsplanen.

                            Anette Laigaard                Else Sommer

Beslutning

Vicekontorchef Mie Rohde Laursen, centerchef Claus Gosvig og konstitueret leder Pernille Spitz deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt.

Til top