Orientering om borgercentrenes arbejde med omstillingsplaner
Resumé
Socialudvalget orienteres om, at forvaltningen har igangsat et arbejde med omstillingsplaner for de tre store borgercentre. Baggrunden er, at Socialforvaltningen ønsker at finde nye og andre måder at hjælpe borgerne på, så de får den bedst mulige indsats inden for de ressourcer, forvaltningen har til rådighed. Omstillingsplanerne beskriver borgercentrenes forslag til en faglig og økonomisk omstilling, som skal sætte rammen for deres arbejde de næste fire år, herunder udarbejdelsen af større investerings- og budgetforslag. Borgercentrene vil på skift komme og orientere om deres temaer for omstillingsplanerne på udvalgets møder i december 2019 og januar 2020.
Indstilling
Socialforvaltningen indstiller,
- at Socialudvalget tager til efterretning, at forvaltningen udarbejder omstillingsplaner for Borgercenter Børn og Unge, Borgercenter Voksne og Borgercenter Handicap.
Problemstilling
Socialforvaltningen har igennem flere år været økonomisk udfordret. Det skyldes bl.a. et stigende antal underretninger og diagnoser, og at der er flere, som falder uden for det store fællesskab og får brug for Socialforvaltningens hjælp. Dertil kommer, at forvaltningen de senere år har oplevet, at det er blevet sværere at rekruttere og fastholde de bedste medarbejdere inden for alle faggrupper.
Derfor er det nødvendigt at udvikle forvaltningens indsatser, så der en bedre sammenhæng mellem faglighed og økonomi, og lægge en plan for, hvordan forvaltningen kan sikre borgerne den bedst mulige hjælp inden for de ressourcer, forvaltningen har til rådighed. I den forbindelse skal der også tages stilling til, hvilke langsigtede faglige omstillinger det indebærer.
Løsning
Socialforvaltningen ønsker at finde nye og andre måder at hjælpe borgerne på, så de får den bedst mulige indsats inden for de ressourcer, som forvaltningen har til rådighed. Omstillingsplanerne skal dermed bygge bro mellem visionerne i socialstrategien, den aktuelle situation, de faglige ambitioner og den økonomiske-administrative vilkårsramme de kommende fire år.
Derfor har forvaltningen igangsat et arbejde, hvor Borgercenter Børn og Unge, Borgercenter Handicap og Borgercenter Voksne udarbejder faglige og økonomiske omstillingsplaner, som sætter rammen for udviklingen af deres indsatser for borgerne. Borgercenter Hjemmepleje indgår ikke i arbejdet med omstillingsplanerne, da de i stedet har fokus på initiativerne i deres handleplan.
Til brug for omstillingsplanerne udarbejder forvaltningen behovsanalyser for de tre borgercentre, som sammen med en beskrivelse af de økonomiske, administrative og juridiske rammer udgør borgercentrenes vilkårsrum. Heri indgår også udfordringer med rekruttering, sygefravær og implementering af større IT-systemer.
Med afsæt i vilkårsrummet beskriver borgercentrene deres forslag til en faglig og økonomisk omstilling, som skal sætte rammen for deres arbejde de næste fire år – herunder udarbejdelsen af større investerings- og budgetforslag.
Proces for udarbejdelsen af omstillingsplaner
De tre borgercentre vil fra december 2019 til januar 2020 præsentere deres foreløbige temaer for omstillingsplanerne for Socialudvalget, da forvaltningen ønsker at få udvalgets bemærkninger og hjælp til at sætte retningen for udarbejdelsen af de enkelte omstillingsplaner. For hvert borgercenter vil der derudover blive planlagt en inddragende proces ift. medarbejdere, brugere eller pårørende samt relevante samarbejdspartnere.
Omstillingsplanerne skal danne rammen for borgercentrenes budget- og investeringsforslag de næste fire år. For Borgercenter Børn og Unge vil omstillingsplanen allerede indgå som rammen for deres investeringsforslag til budget 2021, da de arbejder på udviklingen af en ny faglig omstilling, som skal afløse Tæt på Familien, som udløber ved udgangen af 2020. De to øvrige borgercentre sigter på at udarbejde større investerings- og budgetforslag til budget 2022.
Alle tre borgercentre vender tilbage til Socialudvalget med en midtvejsstatus på arbejdet med omstillingsplanerne den 1. april 2020. Derefter vil de vende tilbage med et endeligt forslag til omstillingsplaner på Socialudvalgets budgetseminar den 14. august 2020. Socialudvalget skal tage stilling til de endelige omstillingsplaner for de tre borgercentre på udvalgsmødet den 26. august 2020.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Den 11. december 2019 vil Socialudvalget blive præsenteret for temaerne til en omstillingsplan for Borgercenter Børn og Unge. Derefter følger Borgercenter Voksne den 15. januar og Borgercenter Handicap den 29. januar 2020. Forvaltningen vender tilbage med en midtvejsstatus på omstillingsplanerne den 1. april 2020, hvorefter udvalget vil få forelagt de endelige omstillingsplaner i august 2020.
Nina Eg Hansen
/ Emil Dyred
Beslutning
Indstillingen blev taget til efterretning.