Mødedato: 20.09.2023, kl. 08:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Temadrøftelse om Socialfaglig bæredygtighed

Se alle bilag

Resumé

Socialudvalget drøftede den 2. november 2022 klima, miljø og bæredygtighed. I forlængelse af denne drøftelse bestilte Socialudvalget en sag om socialfaglig bæredygtighed.

Socialfaglig bæredygtighed forstås som indsatser, der er bæredygtige, f.eks. genbrug og genanvendelse, som samtidig har et socialfagligt fokus ved at inddrage udsatte eller sårbare borgere, enten via socialøkonomiske virksomheder eller i Socialforvaltningens egne enheder.

I sagen præsenteres Socialudvalget for flere indsatser, hvor Socialforvaltningen arbejder med socialfaglig bæredygtighed. Derudover præsenteres to eksterne samarbejdspartnere, der understøtter med socialfaglige aktiviteter, hvor bæredygtighed indgår som et fokus. Den ene samarbejdspartner er Settlementet, der indledningsvis vil holde et oplæg for Socialudvalget, som optakt til drøftelsen.

Indstilling

Socialforvaltningen indstiller, 

  1. at Socialudvalget drøfter socialfaglig bæredygtighed, herunder genbrug og genanvendelse, med udgangspunkt i hvordan Socialudvalget og forvaltningen arbejder med socialfaglig bæredygtighed samt hvordan civilsamfundet tænkes ind.

Problemstilling

Den 2. november 2022 bestilte Socialudvalget en sag om socialfaglig bæredygtighed, herunder genbrug og genanvendelse, i Socialforvaltningen. Det er blevet efterspurgt, at sagen indeholder oplysninger om, hvordan udvalget og forvaltningen konkret kan arbejde videre med socialfaglig bæredygtighed samt hvordan civilsamfundet kan tænkes ind. Som optakt til drøftelsen vil NGO’en Settlementet indledningsvist holde et oplæg.

Løsning

Københavns Kommune er ambitiøs indenfor miljø- og klimaområdet og har en række politikker og målsætninger som alle forvaltninger er omfattet af. Udsatte borgere, ledere og medarbejdere er optaget af klima- og miljødagsordenen, og lokalt integreres klima og miljø i det socialpædagogiske arbejde, hvor det giver mening og er muligt.

Socialforvaltningens tre borgercentre har hver en faglig og økonomisk omstillingsplan for 2021-2024. Fælles for omstillingsplanerne er, at udsatte borgere skal understøttes i et selvstændigt og værdigt liv. Denne hjælp varierer fra borger til borger, ligesom den varierer mellem borgercentrene. Det gør sig dog gældende for alle tre, at adgang til positive og sociale fællesskaber såsom uddannelse, fritidsaktiviteter og arbejde for borgerne er en vigtig del af et meningsfuldt liv, såfremt det kan matche deres ressourcer.

I Københavns Kommune arbejder både Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samt Socialforvaltningen med beskæftigelsesrettede indsatser eller aktiviteter for udsatte borgere. Det gælder også for de borgere, der er allerlængst væk fra arbejdsmarkedet. Socialforvaltningen har allerede en lang række aktiviteter og indsatser, der har fokus på miljø og bæredygtighed, herunder også indenfor genbrug og genanvendelse. Udbuddet af aktiviteter kan variere, da det oftest tilrettelægges i dialog med borgerne. Aktiviteterne løftes primært af Socialforvaltningens egne enheder, enkelte via socialøkonomiske virksomheder. For et øget fokus på samarbejdet med socialøkonomiske virksomheder kan virksomme greb fx være i højere grad at indtænke socialøkonomi i kriterier for udbud og aktivt tænke samarbejder med socialøkonomiske virksomheder ind ved igangsættelse af grønne initiativer (ikke kun Socialforvaltningens egne initiativer).  

Der er løbende fokus på at inkludere frikortsordningen – det sociale frikort – i de beskæftigelsesrettede indsatser og aktiviteter, der har fokus på miljø og bæredygtighed. Det er med til at øge motivationen hos borgeren for at løfte småjobs, qua den økonomiske gevinst (en borger godkendt til det sociale frikort kan tjene 40.000 kr. om året, uden der sker en modregning i deres offentlige ydelse). Samtidig opleves det at være en katalysator dels for at bryde ensomhed og isolation dels ift. en oplevelse af mestring. Socialforvaltningen har til budget 2024 løftet to budgetnotater med fokus på at understøtte og udbrede brugen af det sociale frikort: SO41 Pulje til at fremme det sociale frikort på Københavns Kommunes arbejdspladser og SO42 Bevillingsudløb - Ansættelse af to sociale frikortprojektmedarbejdere).  

Nedenfor gives eksempler på socialfaglig bæredygtighed i enheder i Socialforvaltningen samt civilsamfundet. Eksemplerne tager primært udgangspunkt i cirkulær økonomi, specifikt genbrug og genanvendelse. Derudover indgår et eksempel omkring øget biodiversitet.

Eksempler på socialfaglig bæredygtighed i Socialforvaltningen

Den Vilde Mission (BCV)

Den Vilde Mission er en frivillig beskæftigelsesindsats for psykisk sårbare borgere på Botilbuddet Sundbygårdsvej og Røde Mellemvej, hvor borgere har fået mulighed for at skabe et fællesskab omkring udearealerne, som de med hjælp fra TeamOP i Borgercenter Handicap har fået forvandlet til en mere biodivers og social have. Formålet med indsatsen er at skabe meningsfuld beskæftigelse og sætte fokus på biodiversitet for borgere og botilbud. Tilbuddet skal bidrage til at forbedre beboernes udeoplevelse og til byens generelle biodiversitet. Botilbuddet oplever, som direkte konsekvens af initiativet, færre konflikter mellem borgerne, ligesom medarbejderne oplever reduceret konfliktniveau.

Cykelværksted (BCV og BCH)

Flere enheder i Socialforvaltningen arbejder med genbrug og genanvendelse ved at reparere og upcycle cykler.

I Aktivitetscentret Sundholm har de et cykelværksted, hvor udsatte borgere på det sociale frikort servicerer alle kommunens tjenestecykler, så levetiden på cyklerne bliver optimeret. Nedslidte cykler, der normalvis skrottes, fordi det koster mere at reparere dem end at købe en ny, bliver videresendt til andre enheder i Socialforvaltningen. Her genbruger de reservedele og sætter cyklerne i stand sammen med borgerne, der kan få lov til at bruge dem som lånecykler.

I Værkstederne på Løvstikkevej ansættes borgere med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser ulønnet til at reparere og upcycle gamle cykler, hvor de ubrugelige dele bliver skilt ad og affaldssorteret. Nogle af cykeldelene henter de selv på skrot, mens andre doneres af cykelhandlere. Herefter doneres eller sælges de upcyclede cykler, hvor pengene går til gode formål. Fælles for de ansatte borgere er, at mens ingen af dem kan varetage et almindeligt fuldtidsarbejde, har de fundet stor glæde i at være medarbejdere i Cykelværkstedet.

Kraftværket (BCH)

Iværksættere på Kraftværket har øje for genbrugsvarer og upcycler møbler og brugte ting. De henter brugte møbler og ting hos private, (upcycling) ”puster nyt liv” i dem ved reparation, maling, eller ved at ombygge dem til helt nye møbler, hvorefter de sælger dem på genbrugsmarkeder. Blandt andet har de i julen bygget julepynt som adventskranse og julehjerter af afspærringsbrædder i deres værksted, der bliver solgt på Sundby Væksthus’ julemarked.

Ungehuset CPH (BCV)

Ungehuset CPH er et aktiverings- og samværstilbud, der fokuserer på at styrke både det fysiske og det mentale helbred for psykisk sårbare unge mellem 18 og 34 år. Tilbuddet har mange aktiviteter, der centrerer sig om klima, miljø og bæredygtighed, da borgerne specifikt har efterspurgt aktiviteter vedrørende dette. De har blandt andet et re-grow projekt, hvor brugte grøntsager med rødder bliver plantet på ny, så grøntsagernes levetid forlænges og borgerne får mere ud af grøntsagerne. Derudover arbejder de også med genbrug af tekstiler, hvor de reparerer tøj eller omsyr ét stykke tøj til noget andet. Sidst bruger de genstande som syltetøjsglas, dåser, pap og avis, som de laver om til vaser, potteskjulere, blyantholder eller figurer og kunst på væggene. Aktiviteterne danner grundlag for vidensdeling og dialog mellem de ansatte og borgerne, der derigennem lærer at ændre deres vaner og adfærd, så de bæredygtige aktiviteter på tilbuddet fortsætter i hjemmet. Endvidere bevirker aktiviteterne, at borgerne føler, at de kan bidrage med noget meningsfuldt og tage ansvar for noget, der skaber værdi.

Team Mod på Livet og People Like Us (BCV)

Team Mod på Livet, som er et tilbud til borgere, der har udfordringer psykisk og socialt, samarbejder med People Like Us, et mikrobryggeri der ansætter udsatte voksne med diagnoser. Sammen har de et værksted, hvor borgere kan bygge møbler af genbrugsmaterialer, og som bliver brugt i People Like Us’s café og i Team Mod på Livets lokaler. Borgernes trivsel og fællesskabsfølelse øges, når de bidrager med noget, der bruges i det fællesskab, hvor de færdes. Det mindsker ensomhed og isolation og giver borgerne et formål i hverdagen at stå op til.

Eksempler på socialfaglig bæredygtighed i civilsamfundet

SydhavnsCompagniet

SydhavnsCompagniet er en NGO der har som formål at sikre sociale og beskæftigelsesfremmende lokale indsatser samt at arbejde for at sikre netværksopbygning og aktivt medborgerskab blandt udsatte borgere i lokalområdet. Udover deres medborgercenter har de Det Gamle Posthus, der består af en genbrugscafé, genbrugsbutik og et værksted. Udsatte borgere kan gennem borgercenteret tilbydes et aktiveringsforløb, hvor de kan stå for at afhente, reparere eller redesigne genbrugsmøbler, -materialer og cykler, der bliver solgt videre i genbrugscaféen. De bestræber sig på, at alt i værkstedet bliver i videst muligt omfang lavet på genbrugsmaterialer.

Settlementet

Settlementet ansætter udsatte borgere på skånevilkår i deres sociale butikker på Saxogade, der kombinerer en økonomisk, en social og en grøn bundlinje. Blandt andet har de et værksted, hvor de upcycler møbler og bygger møbler ud af genbrugsmaterialer. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens aftale med Settlementet indebærer udredning/jobafklaring af borgerne. Socialforvaltningen finansierer ”Gang i Gaden” hos Settlementet, som er et værested for socialt udsatte borgere. Herudover finansierer Socialministeriet gratis juridisk og økonomisk rådgivning via Settlementet til udsatte borgere i hele landet.

Økonomi

Socialforvaltningen indarbejder allerede så vidt muligt bæredygtighed i det socialfaglige arbejde i dialog med borgerne. Sagen har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser. Et strategisk løft af socialfaglig bæredygtighed som indsatsområde vil kræve ressourcetilførsel.

Videre proces

Socialforvaltningen tager input fra temadrøftelsen med i det videre arbejde.

Mikkel Boje

                                         / Tine Kock Nielsen


Beslutning

Beslutning

Indstillingen blev drøftet.

Kontorchef Tine Kock Nielsen, vicekontorchef Mette Blangshøj fra Socialforvaltningen og forstander fra Settlementet Vibeke Vinther deltog under punktets behandling

Til top